Smillas lange vej til filmen
3.0
Endnu en litteraturfilmatisering af Bille August
Hvis nogen satte sig ned og sagde: "Hey, lad os lave en stor international film over en moderne dansk bog", så var de to første navne, de ville nævne, utvivlsomt Peter Høeg og Bille August. Peter Høeg, fordi han som ingen anden nutidig forfatter har brudt igennem internationalt: Fire millioner eksemplarer har "Frøken Smillas fornemmelse for sne" solgt worldwide, heraf en stor del i klodens førende filmland, USA. Bille August, fordi han efter sin Oscar for "Pelle erobreren" har været internationalt kendt, fordi han altid laver litteraturfilmatiseringer, og fordi man med August spiller et sikkert kort: Solide, velspillede og ikke spor eksperimenterende film og masser af presseomtale. Og skulle det være Høeg og Bille, så måtte det være "Smilla", der stod for skud, dels fordi det er den bedst sælgende af Høegs bøger, dels fordi det er den eneste af dem, som har en gennemgående, klar kriminalhistorielinie. Nu er resultatet her, og pressetrommerne kører på højtryk, præcis som man kunne forvente. Filmen har næsten-Hollywood-stjernen Julia Ormond i hovedrollen, og derudover Gabriel Byrne og Vanessa Redgrave på plakaten, det hele er tysk produceret, og pengene (35 millioner dollars!) kommer fra utallige lande.
Pænt spil
Handlingen ligger meget tæt på bogens. Halvgrønlænderen Smilla er god ven med en lille grønlandsk dreng, som falder ned fra et tag og slår sig ihjel. Smilla har på fornemmelsen, at der er noget galt - det er mere end et uheld, det er mord. Hun begynder at undersøge sagen selv, senere med hjælp fra sin underbo (Gabriel Byrne), og finder hurtigt ud af, at der er noget helt galt, som politiet og lægerne prøver at dække over. Sporene peger mod Grønland, hvor drengens far i sin tid blev dræbt ved et uheld under en ekspedition, og hvor drengen selv var involveret i dramatiske hændelser. En meteorit er styrtet ned, og den er der noget mystisk ved... Skuespillet i filmen er pænt, Julia Ormond slipper fra rollen som Smilla med en vis troværdighed i behold, selvom hun absolut ikke ser særlig grønlandsk ud - heller ikke fordi hun går rundt med udskårne hvaltandsfigurer i en kæde om halsen. Gabriel Byrne lægger sit rolige ansigt til en svær figur, der hverken i bogen eller i filmen virker helt klar. Visuelt er Bille sluppet udmærket fra filmen, tempoet er hurtigt, som bekendt er Grønland et pænt land, og de få aktionscener er behændigt filmet.
Filosofisk light-version
Når man alligevel sidder tilbage efter filmen og føler sig mindre end bare jævnt underholdt, er det fordi den løber ind i det klassiske kriminalbogsplot-til-film-problem (som vi sidst så illustreret i "Djævel i blåt"). I en bog kan man have en stor og indviklet intrige kørende med en masse personer på en gang, fordi læserne ikke har et klart overblik over alle trådene, og er nødt til at tro på det forfatteren skriver. Samtidig er der plads og tid i en bog til at lave nogle meget lange forløb, hvor læserne langsomt kommer på sporet af, hvad der sker og ender et helt andet sted, end de startede. Det er netop den klart største kvalitet ved "Smilla" som bog: Den starter som en socialrealistisk skildring af nogle grønlandske sociale tilfælde, og først hen af vejen går det op for tilskueren, at bogen i virkeligheden er en slags science fiction, hvor den nedstyrtede asteroide har medbragt trusler fra det ydre rum.
Anderledes i filmen
Her er der ingen socialrealisme i Julia Ormond som grønlænder, og det centrale vidensfald, "Hvad er det, der er så frygteligt oppe i Grønland?", bliver afsløret alt for hurtigt og uden det store, gysende schwung. Samtidig er kriminalintrigen på film mere konkret, tilskueren ser det hele for sig, hvilket hurtigt afslører, at den er lidt tynd i kanterne. Og når der ikke er særlig lang tid til at etablere personerne, bliver det sværere at involvere tilskueren i at gætte med på, hvem der er den skyldige undervejs. Læg dertil at de politisk korrekte klichéer, som er Peter Høegs kendemærke, ikke bliver mere troværdige af at komme på film - de onde, onde videnskabsmænd (på danske hospitaler?), den kyniske hovedrige far, der har giftet sig med en purung umoden balletdanserinde, og de onde, onde erhversmænd, som vil erobre verden med en meteorit (helt præcist hvordan er uvist). Samt at Smillas indre lommefilosofiske tanker om alt fra videnskab til naturfolks længsel efter det oprindelige er med i filmen i en light-version, dels som en lang monolog om matematikkens skønhed, dels som en række sentimentale flashbacks af den afdøde grønlænderdreng og Smillas barndom på Grønland. Og endelig er der det problem, at alle de, der har læst bogen (bl.a. undertegnede), ved præcist, hvad det hele ender med og derfor har svært ved at blive fanget af handlingen.
For lidt hjerteblod
Man forstår godt, at Høeg selv er tilfreds med filmatiseringen, for den ligger meget tæt på bogen. Men samtidig er filmens manuskript umiskendeligt et stykke ægte Hollywoodhåndværk, skrevet af Ann Biderman, centreret med professionel hånd om Smillas personlige kamp for at hævne drabet på en stakkels, lille dreng. Et eller andet sted kunne man have ønsket, at filmen i stedet havde været mindre tro mod såvel Høegs personer som Hollywood og havde prøvet at skabe nogle virkelige, realistiske nede-på-jorden-menneskeskæbner som afsæt for en mere dunkel og kulørt intrige (dette sagt vel vidende, at det måske havde været umuligt, hvis man stadig skulle tiltrække tilstrækkeligt med penge til den hundedyre film). Filmen smager for meget af konstruktion og for lidt af hjerteblod. Når man nu sigter på det internationale marked og har den helt store pengepung fremme, så kunne man lige så godt give publikum noget mere, end det Hollywood normalt har på hjertet. Ville filmen vække bare tilnærmelsesvis så meget opsigt i Danmark, hvis den ikke var instrueret af en dansker over en dansk bog, men bare kom fra Hollywood? Jeg tvivler.
Hvis nogen satte sig ned og sagde: "Hey, lad os lave en stor international film over en moderne dansk bog", så var de to første navne, de ville nævne, utvivlsomt Peter Høeg og Bille August. Peter Høeg, fordi han som ingen anden nutidig forfatter har brudt igennem internationalt: Fire millioner eksemplarer har "Frøken Smillas fornemmelse for sne" solgt worldwide, heraf en stor del i klodens førende filmland, USA. Bille August, fordi han efter sin Oscar for "Pelle erobreren" har været internationalt kendt, fordi han altid laver litteraturfilmatiseringer, og fordi man med August spiller et sikkert kort: Solide, velspillede og ikke spor eksperimenterende film og masser af presseomtale. Og skulle det være Høeg og Bille, så måtte det være "Smilla", der stod for skud, dels fordi det er den bedst sælgende af Høegs bøger, dels fordi det er den eneste af dem, som har en gennemgående, klar kriminalhistorielinie. Nu er resultatet her, og pressetrommerne kører på højtryk, præcis som man kunne forvente. Filmen har næsten-Hollywood-stjernen Julia Ormond i hovedrollen, og derudover Gabriel Byrne og Vanessa Redgrave på plakaten, det hele er tysk produceret, og pengene (35 millioner dollars!) kommer fra utallige lande.
Pænt spil
Handlingen ligger meget tæt på bogens. Halvgrønlænderen Smilla er god ven med en lille grønlandsk dreng, som falder ned fra et tag og slår sig ihjel. Smilla har på fornemmelsen, at der er noget galt - det er mere end et uheld, det er mord. Hun begynder at undersøge sagen selv, senere med hjælp fra sin underbo (Gabriel Byrne), og finder hurtigt ud af, at der er noget helt galt, som politiet og lægerne prøver at dække over. Sporene peger mod Grønland, hvor drengens far i sin tid blev dræbt ved et uheld under en ekspedition, og hvor drengen selv var involveret i dramatiske hændelser. En meteorit er styrtet ned, og den er der noget mystisk ved... Skuespillet i filmen er pænt, Julia Ormond slipper fra rollen som Smilla med en vis troværdighed i behold, selvom hun absolut ikke ser særlig grønlandsk ud - heller ikke fordi hun går rundt med udskårne hvaltandsfigurer i en kæde om halsen. Gabriel Byrne lægger sit rolige ansigt til en svær figur, der hverken i bogen eller i filmen virker helt klar. Visuelt er Bille sluppet udmærket fra filmen, tempoet er hurtigt, som bekendt er Grønland et pænt land, og de få aktionscener er behændigt filmet.
Filosofisk light-version
Når man alligevel sidder tilbage efter filmen og føler sig mindre end bare jævnt underholdt, er det fordi den løber ind i det klassiske kriminalbogsplot-til-film-problem (som vi sidst så illustreret i "Djævel i blåt"). I en bog kan man have en stor og indviklet intrige kørende med en masse personer på en gang, fordi læserne ikke har et klart overblik over alle trådene, og er nødt til at tro på det forfatteren skriver. Samtidig er der plads og tid i en bog til at lave nogle meget lange forløb, hvor læserne langsomt kommer på sporet af, hvad der sker og ender et helt andet sted, end de startede. Det er netop den klart største kvalitet ved "Smilla" som bog: Den starter som en socialrealistisk skildring af nogle grønlandske sociale tilfælde, og først hen af vejen går det op for tilskueren, at bogen i virkeligheden er en slags science fiction, hvor den nedstyrtede asteroide har medbragt trusler fra det ydre rum.
Anderledes i filmen
Her er der ingen socialrealisme i Julia Ormond som grønlænder, og det centrale vidensfald, "Hvad er det, der er så frygteligt oppe i Grønland?", bliver afsløret alt for hurtigt og uden det store, gysende schwung. Samtidig er kriminalintrigen på film mere konkret, tilskueren ser det hele for sig, hvilket hurtigt afslører, at den er lidt tynd i kanterne. Og når der ikke er særlig lang tid til at etablere personerne, bliver det sværere at involvere tilskueren i at gætte med på, hvem der er den skyldige undervejs. Læg dertil at de politisk korrekte klichéer, som er Peter Høegs kendemærke, ikke bliver mere troværdige af at komme på film - de onde, onde videnskabsmænd (på danske hospitaler?), den kyniske hovedrige far, der har giftet sig med en purung umoden balletdanserinde, og de onde, onde erhversmænd, som vil erobre verden med en meteorit (helt præcist hvordan er uvist). Samt at Smillas indre lommefilosofiske tanker om alt fra videnskab til naturfolks længsel efter det oprindelige er med i filmen i en light-version, dels som en lang monolog om matematikkens skønhed, dels som en række sentimentale flashbacks af den afdøde grønlænderdreng og Smillas barndom på Grønland. Og endelig er der det problem, at alle de, der har læst bogen (bl.a. undertegnede), ved præcist, hvad det hele ender med og derfor har svært ved at blive fanget af handlingen.
For lidt hjerteblod
Man forstår godt, at Høeg selv er tilfreds med filmatiseringen, for den ligger meget tæt på bogen. Men samtidig er filmens manuskript umiskendeligt et stykke ægte Hollywoodhåndværk, skrevet af Ann Biderman, centreret med professionel hånd om Smillas personlige kamp for at hævne drabet på en stakkels, lille dreng. Et eller andet sted kunne man have ønsket, at filmen i stedet havde været mindre tro mod såvel Høegs personer som Hollywood og havde prøvet at skabe nogle virkelige, realistiske nede-på-jorden-menneskeskæbner som afsæt for en mere dunkel og kulørt intrige (dette sagt vel vidende, at det måske havde været umuligt, hvis man stadig skulle tiltrække tilstrækkeligt med penge til den hundedyre film). Filmen smager for meget af konstruktion og for lidt af hjerteblod. Når man nu sigter på det internationale marked og har den helt store pengepung fremme, så kunne man lige så godt give publikum noget mere, end det Hollywood normalt har på hjertet. Ville filmen vække bare tilnærmelsesvis så meget opsigt i Danmark, hvis den ikke var instrueret af en dansker over en dansk bog, men bare kom fra Hollywood? Jeg tvivler.
19/11-2018
