Glemsel og erindring
2.0
Japaneren Kore-eda Hirokazu har med "Mellem liv og død" lavet en prætentiøs film om et sted i limbo, hvor de døde må gøre stop for at reflektere over deres liv, inden de kan komme op i himmelen. Endskønt sympatisk og personlig, er filmen desværre ikke særligt vellykket
Det er mandag og sammen med 22 andre afdøde japanere strander Iseya et sted imellem liv og død. På hvad der ligner en gammel skole, gelejder nogle sagsbehandlere i løbet af en uge de afdøde videre fra denne mellemstation og ind i evigheden. Inden Iseya og de andre kan komme så langt, må de dog alle udvælge ét enkelt minde fra deres liv, som de vil have med i det hinsides. For mange af personerne er det svært at vælge en enkelt episode ud af et helt liv fyldt med gode minder. Andre mener til gengæld ikke, at de overhovedet har oplevet noget, der er værd at mindes. Rebellen Iseya er også en problematisk afdød. Han nægter nemlig at træffe et valg og mener, at hele systemet er åndsvagt. Så de overjordiske sagsbehandlere får deres sag for med ham.
Ægte erindringer
Forarbejdet var i orden, da instruktøren Kore-eda Hirokazu skrev manuskriptet til denne film. Han valgte nemlig at interviewe 500 mennesker om, hvad der havde været det mest betydningsfulde øjeblik i deres liv, for at filmens døde skulle have nogle troværdige yndlingserindringer. Selvom det selvfølgelig har givet "Mellem liv og død" en vis ægthed, og selvom filmen både er meget speciel og har sin helt egen tone, ændrer det ikke ved, at den ikke rigtig fungerer. Den ender nemlig med snarere at være et filmisk eksperiment end en helstøbt spillefilm.
Meget tung
Problemerne er mange. Der er ingen hovedperson, og på grund af de mange personer får man ikke noget forhold til karaktererne. Som tilskuer bliver man derfor ikke engageret i dem, og det bevirker, at filmen bliver lang og kedsommelig. Endvidere er filmen helt blottet for en almindelig spændingsskabende fiktions-struktur, den starter bare en mandag og slutter mandag ugen efter.
Filmen opererer på et symbolsk niveau og behandler alvorlige emner som liv og død, glemsel og erindring, livslykke mm. Men desværre bliver det hele ret fortænkt og meget, meget tungt.
Nyd livet
Det er ikke kun handlingsmæssigt, at "Mellem liv og død" er tung som bly; filmen er også ekstremt stillestående fortalt og er tydeligvis inspireret af den berømte japanske instruktør Yasujiro Ozu. Meget af filmen består således af faste halvtotaler, hvor de døde fortæller deres livsanekdoter.
Filmens morale er vist noget med, at man bør nyde livet, mens man har det, og så i øvrigt på bedste japanske vis acceptere livets flygtighed og lykkens skrøbelighed. Dette er jo for så vidt en udmærket morale, men desværre er "Mellem liv og død" selv endt som en død film.
Det er mandag og sammen med 22 andre afdøde japanere strander Iseya et sted imellem liv og død. På hvad der ligner en gammel skole, gelejder nogle sagsbehandlere i løbet af en uge de afdøde videre fra denne mellemstation og ind i evigheden. Inden Iseya og de andre kan komme så langt, må de dog alle udvælge ét enkelt minde fra deres liv, som de vil have med i det hinsides. For mange af personerne er det svært at vælge en enkelt episode ud af et helt liv fyldt med gode minder. Andre mener til gengæld ikke, at de overhovedet har oplevet noget, der er værd at mindes. Rebellen Iseya er også en problematisk afdød. Han nægter nemlig at træffe et valg og mener, at hele systemet er åndsvagt. Så de overjordiske sagsbehandlere får deres sag for med ham.
Ægte erindringer
Forarbejdet var i orden, da instruktøren Kore-eda Hirokazu skrev manuskriptet til denne film. Han valgte nemlig at interviewe 500 mennesker om, hvad der havde været det mest betydningsfulde øjeblik i deres liv, for at filmens døde skulle have nogle troværdige yndlingserindringer. Selvom det selvfølgelig har givet "Mellem liv og død" en vis ægthed, og selvom filmen både er meget speciel og har sin helt egen tone, ændrer det ikke ved, at den ikke rigtig fungerer. Den ender nemlig med snarere at være et filmisk eksperiment end en helstøbt spillefilm.
Meget tung
Problemerne er mange. Der er ingen hovedperson, og på grund af de mange personer får man ikke noget forhold til karaktererne. Som tilskuer bliver man derfor ikke engageret i dem, og det bevirker, at filmen bliver lang og kedsommelig. Endvidere er filmen helt blottet for en almindelig spændingsskabende fiktions-struktur, den starter bare en mandag og slutter mandag ugen efter.
Filmen opererer på et symbolsk niveau og behandler alvorlige emner som liv og død, glemsel og erindring, livslykke mm. Men desværre bliver det hele ret fortænkt og meget, meget tungt.
Nyd livet
Det er ikke kun handlingsmæssigt, at "Mellem liv og død" er tung som bly; filmen er også ekstremt stillestående fortalt og er tydeligvis inspireret af den berømte japanske instruktør Yasujiro Ozu. Meget af filmen består således af faste halvtotaler, hvor de døde fortæller deres livsanekdoter.
Filmens morale er vist noget med, at man bør nyde livet, mens man har det, og så i øvrigt på bedste japanske vis acceptere livets flygtighed og lykkens skrøbelighed. Dette er jo for så vidt en udmærket morale, men desværre er "Mellem liv og død" selv endt som en død film.
19/11-2018