Bidske hajløjer
4.0
Med den uhyggeligt effektive "Deep Blue Sea" har Renny Harlin ganske enkelt lavet det bedste og mest potente hajgys på denne side af "Dødens gab" (75).
Meget kan man sige om det finske energibundt Renny Harlin, men hans film er bestemt aldrig kedelige. Han har gennem sin karriere stået til mange uretmæssige kritikerklø for sine storstilede actionbrag inkluderende film som "Die Hard 2" (90), den underholdende "Cliffhanger" (93), den meget undervurderede fireforestilling "Djævleøen" (95) og kulminerende med "The Long Kiss Goodnight" (96). Med sin kompromisløse insisteren på at fortælle sine film i allerhøjeste gear, står og falder de som regel med kvaliteten af historien, men aldrig med energien. Meget af charmen ved en Renny Harlin-film ligger desuden i hans uforfalskede kærlighed til, og store fortællemæssige fornemmelse for, bestemte genrer. Derfor kommer det ikke som nogen større overraskelse, at han med "Deep Blue Sea" har kastet sig over hajgyseren.
Shark Attack
På det flydende laboratorium Aquatica er en gruppe forskere i gang med at lave et eksperiment på hajer, der gerne skulle munde ud i en kur mod Alzheimers syge. For at få en succes ud af eksperimentet har lederen Dr. Susan McAlester (Saffron Burrows) dog taget et par etisk uansvarlige genveje, der har betydet, at hajerne er blevet en hel del klogere og hurtigere end normalt. Holdet får sat kniven på struben, da pengemanden bag projektet Russell Franklin (Samuel L. Jackson) dukker op og kræver en succesfuld prøve, og hvis ikke, drejes nøglen om. Under generalprøven fanges laboratoriet i en kæmpestorm, der afskærer dem yderligere fra omverdenen og, hvad værre er, lukker hajerne ind i de oversvømmede gange. Mere hverken skal eller kan der røbes her, da der mod al forventning faktisk er et par gedigne overraskelser i historien.
Velfungerende genreleg
Med "Deep Blue Sea" har Renny Harlin for alvor bekendt genremæssig kulør. Han har her i langt højere grad end tidligere lagt handlingen an på tilskuerens kendskab til netop denne type film. Med sin veludviklede genrenæse leger han konstant med konventionerne, uden han på noget tidspunkt lader tvivl om, at dette er et genrestykke par excellence. Meta-legen tager aldrig overhånd eller leveres med samme bastante og mættende vognstangseffekt som i "Scream"-filmene, men forbliver på én gang både en hyldestsang og en uhyre effektiv gyser, og det skyldes i høj grad et meget veloplagt manuskript af Duncan Kennedy samt Donna og Wayne Powers. Gyserelementet er naturligvis afhængig af, hvorvidt de forbistrede hajer overhovedet er uhyggelige, og det viser de sig rent faktisk at være. Med lidt special effects-hjælp virker de oprigtigt skræmmende og udgør en konstant og effektiv trussel mod de sagesløse forskere. Interessant er det også, at filmen næsten er støvsuget for megastjerner og sætter sin lid til mindre kendte skuespillere som Saffron Burrows og mellemklassestjerner som Samuel L. Jackson. Årsagen til dette skal muligvis søges i budgetbegrænsninger, men Harlin udnytter det ganske intelligent til at tilføre filmen ekstra spænding omkring udfaldet.
"Deep Blue Sea" er den mest energiske og vellavede actionfilm siden Stephen Harringtons "Blade" (98) og bør stå som et klokkeklart eksempel på Renny Harlins uforlignelige evner til at underholde.
Meget kan man sige om det finske energibundt Renny Harlin, men hans film er bestemt aldrig kedelige. Han har gennem sin karriere stået til mange uretmæssige kritikerklø for sine storstilede actionbrag inkluderende film som "Die Hard 2" (90), den underholdende "Cliffhanger" (93), den meget undervurderede fireforestilling "Djævleøen" (95) og kulminerende med "The Long Kiss Goodnight" (96). Med sin kompromisløse insisteren på at fortælle sine film i allerhøjeste gear, står og falder de som regel med kvaliteten af historien, men aldrig med energien. Meget af charmen ved en Renny Harlin-film ligger desuden i hans uforfalskede kærlighed til, og store fortællemæssige fornemmelse for, bestemte genrer. Derfor kommer det ikke som nogen større overraskelse, at han med "Deep Blue Sea" har kastet sig over hajgyseren.
Shark Attack
På det flydende laboratorium Aquatica er en gruppe forskere i gang med at lave et eksperiment på hajer, der gerne skulle munde ud i en kur mod Alzheimers syge. For at få en succes ud af eksperimentet har lederen Dr. Susan McAlester (Saffron Burrows) dog taget et par etisk uansvarlige genveje, der har betydet, at hajerne er blevet en hel del klogere og hurtigere end normalt. Holdet får sat kniven på struben, da pengemanden bag projektet Russell Franklin (Samuel L. Jackson) dukker op og kræver en succesfuld prøve, og hvis ikke, drejes nøglen om. Under generalprøven fanges laboratoriet i en kæmpestorm, der afskærer dem yderligere fra omverdenen og, hvad værre er, lukker hajerne ind i de oversvømmede gange. Mere hverken skal eller kan der røbes her, da der mod al forventning faktisk er et par gedigne overraskelser i historien.
Velfungerende genreleg
Med "Deep Blue Sea" har Renny Harlin for alvor bekendt genremæssig kulør. Han har her i langt højere grad end tidligere lagt handlingen an på tilskuerens kendskab til netop denne type film. Med sin veludviklede genrenæse leger han konstant med konventionerne, uden han på noget tidspunkt lader tvivl om, at dette er et genrestykke par excellence. Meta-legen tager aldrig overhånd eller leveres med samme bastante og mættende vognstangseffekt som i "Scream"-filmene, men forbliver på én gang både en hyldestsang og en uhyre effektiv gyser, og det skyldes i høj grad et meget veloplagt manuskript af Duncan Kennedy samt Donna og Wayne Powers. Gyserelementet er naturligvis afhængig af, hvorvidt de forbistrede hajer overhovedet er uhyggelige, og det viser de sig rent faktisk at være. Med lidt special effects-hjælp virker de oprigtigt skræmmende og udgør en konstant og effektiv trussel mod de sagesløse forskere. Interessant er det også, at filmen næsten er støvsuget for megastjerner og sætter sin lid til mindre kendte skuespillere som Saffron Burrows og mellemklassestjerner som Samuel L. Jackson. Årsagen til dette skal muligvis søges i budgetbegrænsninger, men Harlin udnytter det ganske intelligent til at tilføre filmen ekstra spænding omkring udfaldet.
"Deep Blue Sea" er den mest energiske og vellavede actionfilm siden Stephen Harringtons "Blade" (98) og bør stå som et klokkeklart eksempel på Renny Harlins uforlignelige evner til at underholde.
19/11-2018
