Da husmoderen mødte Che Guevara
5.0
Lukas Moodyson følger "Fucking Åmål" op med "Tillsammans", en smuk og perlende menneskelig satire over 70'ernes kollektiver.
Det er svært for dem, der ikke selv har oplevet årtiet, at forstå 70'erne. Tiden var grebet af en voldsom dobbeltmoral. På den ene side var man idealister, der ville skabe en bedre verden med ligestilling mellem mænd og kvinder, fattige og rige. På den anden side var man, ikke bare mennesker, med alt hvad det indebærer af egoisme og begær, men også diktatoriske menings-kommissærer, der ville afskaffe alt, hvad især børn syntes var sjovt: røde pølser, Pippi Langstrømpe og tv. Tyranniet og hykleriet kendte ingen grænser, og det kommer de to børn Stefan og Eva til at sande, da de flytter ind i "Tillsammans". Her er alt nemlig vendt på hovedet: man går i grimt tøj og hører dårlig musik, drikker sig fuld til hverdag og danser hele natten, og en af kvinderne er lesbisk og prøver at få mor med i seng.
Den danske forbindelse
På dansk grund har de sidste år været præget af et opgør med 70'ernes totalmarxisme, ikke mindst i avisdebatter og bøger. På film er kollektivernes mærkværdigheder blevet spiddet i "Fede tider" (1996) og "Det store flip" (1997), der udstillede hykleriet bag de frigjorte. Danskere vil derfor nikke genkendende til satiren i Lukas Moodysons "Tillsammans", for også her gøres grin med 70'ernes dårlige musik, grimme tøj, frie sex, lesbiske flipperi og betonmarxisme.
Der er ikke noget i vejen med principperne...
Her holder enhver sammenligning imidlertid op. Hvor de danske film primært var fingerpegende satirer, er "Tillsammans" ude i et helt andet ærinde: nemlig nærværende og menneskeligt at skildre skæbnerne i kollektivtilværelsen, ikke for at gøre grin med dem, men netop for at hylde tanken om, at der kan findes bedre måder at leve sammen på. At være sammen, 'tillsammans', er det eneste bolværk, vi har mod ensomheden. Så må vi jo finde ud af det derfra.
Det er blot praksis, som er problemet
Lukas Moodyson viste i "Fucking Åmål" (1998) et stort talent for personinstruktion, miljøskildring og en varmt satirisk humor. I "Tillsammans" udvider han repertoiret til suverænt og præcist at skildre en lang række mennesker omkring kollektivet "Tillsammans". Alle rollerne står klart og velspillet. Filmen har ingen egentlig hovedperson, men centrerer sig om søskendeparret Göran (Gustaf Hammarsten) og Elisabeth (Lisa Lindgren).
Göran bor i "Tillsammans" og vil så gerne stille alle tilfreds: Han er en blød mand og lidt af et skvat. Elisabeth er derimod husmor og gift med Rolf, der en aften i fuldskab giver hende et par på hovedet. Elisabeth flytter med sine to børn, Eva og Stefan, ind i kollektivet, fordi hun ikke har andre steder at tage hen. Her kommer kollektivisternes solidaritet på en hård prøve. De har så travlt med at støtte revolutionen i Chile, dyrke økologiske grøntsager og drikke rødvin, at solidariteten med et rigtigt levende menneske har det lidt svært. Det er kort sagt 'ikke så fedt', at Elisabeth flytter ind.
Solidaritet og havregrød
Snart rives Elisabeth dog med i kollektivånden, og af den lesbiske Anna bliver hun bevidst om sin rolle som kvinde. Børnene må pænt vente med at komme i skole, indtil mor har mediteret færdig. Men udviklingen går også den anden vej, og efter en svær start finder Eva og Stefan sig efterhånden hjemme i kollektivet og får introduceret både røde pølser og fjernsyn. Samtidigt vil faderen Rolf gerne have børnene tilbage og vil ikke i længden finde sig i at bliver holdt ude. Imens lærer Göran et og andet af sin stærke søster og begynder at sige fra over for den egoistiske kæreste. Indflytningen bliver en voldsom omvæltning for både kollektivet og den opløste kernefamilie.
"Tillsammans" er en ekstremt kompleks og alligevel legende let film. Den håndterer overlegent alle sine historier, hvoraf det slet ikke er muligt at referere alle trådene, og lader dem alle samle sig i en hyldest til det fællesskab, der ikke vil tyrannisere andre til solidaritet, men derimod lade dem være mennesker. Man griner ofte højt og frydes andre gange eftertænksomt, og alt forløses i en afsluttende optimistisk fodboldkamp i sneen. Så enkelt og smukt kan det gøres.
Det er svært for dem, der ikke selv har oplevet årtiet, at forstå 70'erne. Tiden var grebet af en voldsom dobbeltmoral. På den ene side var man idealister, der ville skabe en bedre verden med ligestilling mellem mænd og kvinder, fattige og rige. På den anden side var man, ikke bare mennesker, med alt hvad det indebærer af egoisme og begær, men også diktatoriske menings-kommissærer, der ville afskaffe alt, hvad især børn syntes var sjovt: røde pølser, Pippi Langstrømpe og tv. Tyranniet og hykleriet kendte ingen grænser, og det kommer de to børn Stefan og Eva til at sande, da de flytter ind i "Tillsammans". Her er alt nemlig vendt på hovedet: man går i grimt tøj og hører dårlig musik, drikker sig fuld til hverdag og danser hele natten, og en af kvinderne er lesbisk og prøver at få mor med i seng.
Den danske forbindelse
På dansk grund har de sidste år været præget af et opgør med 70'ernes totalmarxisme, ikke mindst i avisdebatter og bøger. På film er kollektivernes mærkværdigheder blevet spiddet i "Fede tider" (1996) og "Det store flip" (1997), der udstillede hykleriet bag de frigjorte. Danskere vil derfor nikke genkendende til satiren i Lukas Moodysons "Tillsammans", for også her gøres grin med 70'ernes dårlige musik, grimme tøj, frie sex, lesbiske flipperi og betonmarxisme.
Der er ikke noget i vejen med principperne...
Her holder enhver sammenligning imidlertid op. Hvor de danske film primært var fingerpegende satirer, er "Tillsammans" ude i et helt andet ærinde: nemlig nærværende og menneskeligt at skildre skæbnerne i kollektivtilværelsen, ikke for at gøre grin med dem, men netop for at hylde tanken om, at der kan findes bedre måder at leve sammen på. At være sammen, 'tillsammans', er det eneste bolværk, vi har mod ensomheden. Så må vi jo finde ud af det derfra.
Det er blot praksis, som er problemet
Lukas Moodyson viste i "Fucking Åmål" (1998) et stort talent for personinstruktion, miljøskildring og en varmt satirisk humor. I "Tillsammans" udvider han repertoiret til suverænt og præcist at skildre en lang række mennesker omkring kollektivet "Tillsammans". Alle rollerne står klart og velspillet. Filmen har ingen egentlig hovedperson, men centrerer sig om søskendeparret Göran (Gustaf Hammarsten) og Elisabeth (Lisa Lindgren).
Göran bor i "Tillsammans" og vil så gerne stille alle tilfreds: Han er en blød mand og lidt af et skvat. Elisabeth er derimod husmor og gift med Rolf, der en aften i fuldskab giver hende et par på hovedet. Elisabeth flytter med sine to børn, Eva og Stefan, ind i kollektivet, fordi hun ikke har andre steder at tage hen. Her kommer kollektivisternes solidaritet på en hård prøve. De har så travlt med at støtte revolutionen i Chile, dyrke økologiske grøntsager og drikke rødvin, at solidariteten med et rigtigt levende menneske har det lidt svært. Det er kort sagt 'ikke så fedt', at Elisabeth flytter ind.
Solidaritet og havregrød
Snart rives Elisabeth dog med i kollektivånden, og af den lesbiske Anna bliver hun bevidst om sin rolle som kvinde. Børnene må pænt vente med at komme i skole, indtil mor har mediteret færdig. Men udviklingen går også den anden vej, og efter en svær start finder Eva og Stefan sig efterhånden hjemme i kollektivet og får introduceret både røde pølser og fjernsyn. Samtidigt vil faderen Rolf gerne have børnene tilbage og vil ikke i længden finde sig i at bliver holdt ude. Imens lærer Göran et og andet af sin stærke søster og begynder at sige fra over for den egoistiske kæreste. Indflytningen bliver en voldsom omvæltning for både kollektivet og den opløste kernefamilie.
"Tillsammans" er en ekstremt kompleks og alligevel legende let film. Den håndterer overlegent alle sine historier, hvoraf det slet ikke er muligt at referere alle trådene, og lader dem alle samle sig i en hyldest til det fællesskab, der ikke vil tyrannisere andre til solidaritet, men derimod lade dem være mennesker. Man griner ofte højt og frydes andre gange eftertænksomt, og alt forløses i en afsluttende optimistisk fodboldkamp i sneen. Så enkelt og smukt kan det gøres.
19/11-2018
