Kødets lyst
Hvis Mike Nichols ikke også havde instrueret 'The Graduate' (Fagre voksne verden, 1967), ville 'Carnal Knowledge' (Kødets lyst, 1971) sikkert være en klassiker nu. I tre akter følger vi to venner fra collegetiden i 40'erne frem til filmens egen tid, begyndelsen af 70'erne, hvor man havde absorberet ungdomsoprørets små revolutioner og nærmest tog for givet, at kun åbne forhold var gode forhold.
Jonathan (Jack Nicholson) er i mange år ulven i venskabet, den inkarnerede ungkarl og agressive forfører, som lukker af for charmen og hjertevarmen, når hans partnere begynder at tale om at flytte sammen og blive gift. Sandy (Art Garfunkel) er den blødere, mere kejtede type, som altid gør de rigtige ting, taler med kvinderne og prøver at tage hensyn til andre.
Jules Feiffers manuskript har dog et godt øje til forstillelsen hos begge mænd. I første akt bliver Sandy kæreste med Susan (Candice Bergen), men det er Jonathan, hun går i seng med. Først er Jonathan voldsomt tilfreds med sig selv og det fordækte arrangement. Så bliver han jaloux på Sandy, fordi hun opfører sig på en anden måde, når hun er sammen med ham. Sandy får aldrig at vide, at vennerne har svigtet ham. Susan og Jonathan afbryder forbindelsen.
I begyndelsen er Nicholson og Garfunkel strengt taget for gamle til at spille store collegedrenge. Anden akt tager dem til gengæld på kornet, og her gør filmen for alvor sit indtryk. Der er gået ti år. Sandy keder sig i ægteskabet med Susan, mens Jonathan har problemer med potensen og sin rolle som den evige jæger. Mens mændene taler i Central Park, løber en kvinde på skøjter i solen. Billedet gentages til slut. Sådan får vi et glimt af den flygtige lykke, som mændene aldrig kan holde fast.
I den yppige Bobbie (Ann-Margret) finder Jonathan tilsyneladende sin drømmekvinde. De flytter sammen og elsker i døgndrift, men Bobbie sover hele dagen og har ret i formodning om, at Jonathan foragter hende. Sandy klager over sit ægteskab. Jonathan skaffer ham en elskerinde. Bobbie vil giftes. Jonathan forslår et partnerbytte, men før vennerne kan plukke det sidste æble af kundskabens træ, opløses alt i et selvmordsforsøg.
De melodramatiske tiltag foregår off screen. Kernen i filmen er vennernes samtaler, som afvikles i formel halvtotal. Vi oplever dem som monologer, der er henvendt til os, og den langsomme stil passer stoffet perfekt. Feiffer havde egentlig en teaterscene i tankerne, da han skrev sin tekst og gav den til Nichols, men denne fandt at filmen kunne komme tættere på mændene.
Det er spillernes film, og også kvinderne har store scener. Kameraet bliver på Candice Bergens ansigt, mens vennerne morer sig sammen. Ann-Margret ligger stille og nøgen i sengen foran kameraet, mens Nicholson taler til hende. Dialogen er fuld af fine nuancer, men det er faktisk en meget sanselig film, og ikke mindst i kraft af Ann-Margrets gavmilde fysiske fortrin, havde 'Carnal Knowledge' i sin tid problemer med censuren.
Først i de sidste ti minutter træder filmen forkert. Den korte tredje akt virker som en påklistret eftertanke, og i dag har man svært ved at købe forklarelsen, som Sandy har fundet sammen med hippiepigen Jennifer (Carol Kane). Jonathan giftede sig med Bobbie, men de er også blevet skilt igen. Nu viser han bitre lysbilleder af sine gamle kærester til Jennifer og Sandy, som bare ryster på hovedet. Jonathan betaler for at gå i seng med Louise (Rita Moreno). Til gengæld får han det helt, som han vil.
I kraft af sin perfekte casting, sin fine struktur, den gode dialog og de uafbrudt interessante billeder, som fotografen Giuseppe Rotunno trods alt skaber smukke bevægelser i, er 'Kødets lyst' en betydelig nydelse. Ann-Margret var Oscar-nomineret, og man kunne ønske, at hun havde fået flere roller med så meget i. I stedet blev det bare til 'Tommy' og 'Gnavne gamle mænd'.
Jonathan (Jack Nicholson) er i mange år ulven i venskabet, den inkarnerede ungkarl og agressive forfører, som lukker af for charmen og hjertevarmen, når hans partnere begynder at tale om at flytte sammen og blive gift. Sandy (Art Garfunkel) er den blødere, mere kejtede type, som altid gør de rigtige ting, taler med kvinderne og prøver at tage hensyn til andre.
Jules Feiffers manuskript har dog et godt øje til forstillelsen hos begge mænd. I første akt bliver Sandy kæreste med Susan (Candice Bergen), men det er Jonathan, hun går i seng med. Først er Jonathan voldsomt tilfreds med sig selv og det fordækte arrangement. Så bliver han jaloux på Sandy, fordi hun opfører sig på en anden måde, når hun er sammen med ham. Sandy får aldrig at vide, at vennerne har svigtet ham. Susan og Jonathan afbryder forbindelsen.
I begyndelsen er Nicholson og Garfunkel strengt taget for gamle til at spille store collegedrenge. Anden akt tager dem til gengæld på kornet, og her gør filmen for alvor sit indtryk. Der er gået ti år. Sandy keder sig i ægteskabet med Susan, mens Jonathan har problemer med potensen og sin rolle som den evige jæger. Mens mændene taler i Central Park, løber en kvinde på skøjter i solen. Billedet gentages til slut. Sådan får vi et glimt af den flygtige lykke, som mændene aldrig kan holde fast.
I den yppige Bobbie (Ann-Margret) finder Jonathan tilsyneladende sin drømmekvinde. De flytter sammen og elsker i døgndrift, men Bobbie sover hele dagen og har ret i formodning om, at Jonathan foragter hende. Sandy klager over sit ægteskab. Jonathan skaffer ham en elskerinde. Bobbie vil giftes. Jonathan forslår et partnerbytte, men før vennerne kan plukke det sidste æble af kundskabens træ, opløses alt i et selvmordsforsøg.
De melodramatiske tiltag foregår off screen. Kernen i filmen er vennernes samtaler, som afvikles i formel halvtotal. Vi oplever dem som monologer, der er henvendt til os, og den langsomme stil passer stoffet perfekt. Feiffer havde egentlig en teaterscene i tankerne, da han skrev sin tekst og gav den til Nichols, men denne fandt at filmen kunne komme tættere på mændene.
Det er spillernes film, og også kvinderne har store scener. Kameraet bliver på Candice Bergens ansigt, mens vennerne morer sig sammen. Ann-Margret ligger stille og nøgen i sengen foran kameraet, mens Nicholson taler til hende. Dialogen er fuld af fine nuancer, men det er faktisk en meget sanselig film, og ikke mindst i kraft af Ann-Margrets gavmilde fysiske fortrin, havde 'Carnal Knowledge' i sin tid problemer med censuren.
Først i de sidste ti minutter træder filmen forkert. Den korte tredje akt virker som en påklistret eftertanke, og i dag har man svært ved at købe forklarelsen, som Sandy har fundet sammen med hippiepigen Jennifer (Carol Kane). Jonathan giftede sig med Bobbie, men de er også blevet skilt igen. Nu viser han bitre lysbilleder af sine gamle kærester til Jennifer og Sandy, som bare ryster på hovedet. Jonathan betaler for at gå i seng med Louise (Rita Moreno). Til gengæld får han det helt, som han vil.
I kraft af sin perfekte casting, sin fine struktur, den gode dialog og de uafbrudt interessante billeder, som fotografen Giuseppe Rotunno trods alt skaber smukke bevægelser i, er 'Kødets lyst' en betydelig nydelse. Ann-Margret var Oscar-nomineret, og man kunne ønske, at hun havde fået flere roller med så meget i. I stedet blev det bare til 'Tommy' og 'Gnavne gamle mænd'.
19/11-2018
