Jævn film i uhyggelig ramme
3.0
Tynd handling skæmmer film, som ellers udmærker sig ved at emme af atmosfære og glimrende skuespil.
En seriemorder er for Gud ved hvilken gang løs i New York. Den tidligere fotomodel og nuværende gadebetjent Amelia Donaghy finder et af hans ofre og afspærrer området på en meget kompetent måde. Det bemærker den lamme, tidligere kriminalkommissær og retmedicinske geni, Lincoln Rhyme, der mod sin vilje bliver trukket ind i sagen, selv om han kun kan røre én finger. Han bruger nu Amelia som sin betroede medarbejder i felten, og sammen kaster de sig ud i et meget konkret spil skak med en morder, som ikke blot tilsyneladende ved alt om politiets efterforskningsmetoder, men også gør alt for at blive fanget. Morderen placerer således spor og beskeder på alle gerningssteder om, hvor og hvornår næste mord vil finde sted, og det er derefter op til den dynamiske duo at forhindre det. Morderen har i dette spil én stor fordel. Det virker som om, at han kender Rhyme. Det gør ham til en modstander, man bestemt ikke må undervurdere.
Hvis det så bare var manuskriptforfatteren
Det mest trælse ved film om seriemordere er, når tilskueren oven i købet skal gætte på, hvem morderen mon kan være. Vedkommende skal være én, man bliver præsenteret for ret tidligt i filmen, hvorefter der vil blive lagt uendeligt mange falske spor ud, så man kan gætte og forhåbentlig gætte på den forkerte. I film om seriemordere forekommer der i sagens natur så mange mord, at filmen skal lave ualmindeligt mange krumspring for at sløre morderens identitet. I "The Bone Collector" har man tænkt anderledes. Her sørger man for at kaste en så massiv mistanke på én og samme person fra første til næstsidste minut, at der ikke for nogen ved deres fulde fem kan være tvivl om, at han er uskylden selv. Og således befriet for mistænkte kan tilskueren læne sig tilbage og nyde denne opvisning i usandsynligheder og tåbeligheder med bevidstheden om, at uanset hvad morderens motiv er for at myrde, kan det ikke rage én mindre, end f.eks. hvis det næste offer var manuskriptforfatteren selv.
Og det er egentlig synd. For der er mange ting, der fungerer i denne film. Alt, hvad der hedder set design er så gennemført og uhyggeskabende, at filmen emmer af gotisk stemning. Det betyder godt nok, at manuskriptforfatteren er blevet nødt til at tillægge morderen en uforklarlig tiltrækning mod perioden omkring århundredeskiftet (altså det for hundrede år siden), men hey - det er jo bare sådan, som mordere nu engang er. Filmens univers er et mørkt og kuldslået New York, der i stil og stemning giver mindelser om film som "Seven" ('95) eller "Ondskabens øjne" ('91). Brutaliteten i filmen lader heller ikke disse forbilleder noget efter.
Skuespillet en bedre sag værdig
Skuespillet er vældig kompetent med Denzel Washington som den gnavne krøbling og Angelina Jolie som hans unge, strutlæbede protegé. Deres samspil er faktisk en bedre sag værdig. Ligeledes er der guf i birollerne, hvor man blandt andre finder rapperen Queen Latifah, Ed O'Neill (Al Bundy fra "Vore værste år", '87-'97) og den guddommeligt læspende puertoricanertype, Luis Guzman.
Men handlingen? Støn! Der sker ganske enkelt intet reelt i "The Bone Collector", andet end at man bygger uhyggelige stemninger op, så tilskueren må vente - og vente forgæves - på sammenhæng, forklaring og ... indhold. Det mærkelige er, at man først opdager det til sidst, når morderens identitet afsløres, og vedkommende giver sin (og verdens tyndeste) forklaring for sine handlinger. Så bliver man pludselig så træt.
En seriemorder er for Gud ved hvilken gang løs i New York. Den tidligere fotomodel og nuværende gadebetjent Amelia Donaghy finder et af hans ofre og afspærrer området på en meget kompetent måde. Det bemærker den lamme, tidligere kriminalkommissær og retmedicinske geni, Lincoln Rhyme, der mod sin vilje bliver trukket ind i sagen, selv om han kun kan røre én finger. Han bruger nu Amelia som sin betroede medarbejder i felten, og sammen kaster de sig ud i et meget konkret spil skak med en morder, som ikke blot tilsyneladende ved alt om politiets efterforskningsmetoder, men også gør alt for at blive fanget. Morderen placerer således spor og beskeder på alle gerningssteder om, hvor og hvornår næste mord vil finde sted, og det er derefter op til den dynamiske duo at forhindre det. Morderen har i dette spil én stor fordel. Det virker som om, at han kender Rhyme. Det gør ham til en modstander, man bestemt ikke må undervurdere.
Hvis det så bare var manuskriptforfatteren
Det mest trælse ved film om seriemordere er, når tilskueren oven i købet skal gætte på, hvem morderen mon kan være. Vedkommende skal være én, man bliver præsenteret for ret tidligt i filmen, hvorefter der vil blive lagt uendeligt mange falske spor ud, så man kan gætte og forhåbentlig gætte på den forkerte. I film om seriemordere forekommer der i sagens natur så mange mord, at filmen skal lave ualmindeligt mange krumspring for at sløre morderens identitet. I "The Bone Collector" har man tænkt anderledes. Her sørger man for at kaste en så massiv mistanke på én og samme person fra første til næstsidste minut, at der ikke for nogen ved deres fulde fem kan være tvivl om, at han er uskylden selv. Og således befriet for mistænkte kan tilskueren læne sig tilbage og nyde denne opvisning i usandsynligheder og tåbeligheder med bevidstheden om, at uanset hvad morderens motiv er for at myrde, kan det ikke rage én mindre, end f.eks. hvis det næste offer var manuskriptforfatteren selv.
Og det er egentlig synd. For der er mange ting, der fungerer i denne film. Alt, hvad der hedder set design er så gennemført og uhyggeskabende, at filmen emmer af gotisk stemning. Det betyder godt nok, at manuskriptforfatteren er blevet nødt til at tillægge morderen en uforklarlig tiltrækning mod perioden omkring århundredeskiftet (altså det for hundrede år siden), men hey - det er jo bare sådan, som mordere nu engang er. Filmens univers er et mørkt og kuldslået New York, der i stil og stemning giver mindelser om film som "Seven" ('95) eller "Ondskabens øjne" ('91). Brutaliteten i filmen lader heller ikke disse forbilleder noget efter.
Skuespillet en bedre sag værdig
Skuespillet er vældig kompetent med Denzel Washington som den gnavne krøbling og Angelina Jolie som hans unge, strutlæbede protegé. Deres samspil er faktisk en bedre sag værdig. Ligeledes er der guf i birollerne, hvor man blandt andre finder rapperen Queen Latifah, Ed O'Neill (Al Bundy fra "Vore værste år", '87-'97) og den guddommeligt læspende puertoricanertype, Luis Guzman.
Men handlingen? Støn! Der sker ganske enkelt intet reelt i "The Bone Collector", andet end at man bygger uhyggelige stemninger op, så tilskueren må vente - og vente forgæves - på sammenhæng, forklaring og ... indhold. Det mærkelige er, at man først opdager det til sidst, når morderens identitet afsløres, og vedkommende giver sin (og verdens tyndeste) forklaring for sine handlinger. Så bliver man pludselig så træt.
19/11-2018
