Born to be Wilde
3.0
"Man kan kun følge sin natur" konstaterer forfatteren Oscar Wilde i 90'ernes bud på et filmportræt. "Wilde" er en velmenende skildring af en kontroversiel personlighed og hans ødelæggende passion for en yngre mand, men mere end interessant bliver filmen aldrig.
Den irskfødte Oscar Wilde var en spydig og vittig ordekvilibrist, der slog sine folder i slutningen af 1800-tallets England. Gennem sine digte, romaner og teaterstykker var han ikke bleg for at kritisere og latterliggøre det pæne borgerskab. Han var intelligent, underholdende, charmerende, og så var han homoseksuel. En ulovlighed, der efter datidens moralbegreber straffedes med fængsel og hårdt tvangsarbejde, hvis det kom til en retssag. Det gjorde det for Wildes vedkommende, og han blev idømt et toårigt fængselsophold, der påvirkede hans helbred så meget, at han døde få år efter de to års ydmygelser.
En yngling frem for kaminhygge
Instruktøren Brian Gilbert har valgt at lade Wildes rolle som far og ægtemand være filmens udgangspunkt. Først efter at have giftet sig og fået to sønner, indleder Wilde affærer med andre mænd, og filmen igennem lægges der stor vægt på hans kærlighed til de to sønner, og for så vidt også til sin hustru. Det er dog svært at opretholde et idyllisk familieliv, når man som Wilde falder for den unge temperamentsfulde Lord Alfred Douglas - Bosie blandt venner. Han er en forsømt og forkælet overklassedreng, der i Wilde søger en lærermester og faderfigur. Deres forhold bliver meget hurtigt platonisk, men for den ældre forfatter bliver det til en skæbnesvanger besættelse. Han tappes for kreativ energi såvel som for penge og føler sig til sidst nødsaget til at deltage i Bosies forfejlede opgør med sin far, Markisen af Queensberry.
Wilde sagsøger denne brovtende og simple mand, der repræsenterer samfundets snævertsynethed, for bagvaskelse, men ender selv på anklageblænken.
Så lang og ikke så godt
Inden retten bliver sat, har tilskuerens indre ur så småt gjort opmærksom på sig selv. Stephen Fry (der blandt andet kendes fra "Den sorte snog" og for sin rolle som HIV-smittet bøsse i Kenneth Branaghs "Peters Friends"), spiller Wilde sympatisk og neddæmpet, og man forstår hans betagelse af den indtagende Bosie i Jude Laws skikkelse. Man godtager lige såvel, at Wilde erkender og følger sin skæbne, men disse følelser bliver altså også udtalt højt op til flere gange.
Samtidig optager forholdet mellem Bosie og hans far for meget plads i historien.
Opslugt bliver man ikke. Man nikker snarere forstående til den menneskelige tragedie og ryster svagt på hovedet af datidens fordømmende samfund. Filmens temaer er absolut stadig relevante i dag, men de stærke følelser, der er involveret, får ikke rigtig kød og blod i "Wilde". Nøgent kød er der heller ikke så meget af i filmen, og selvom den indeholder scener af dekadent natteliv, forbliver billederne nu meget stuerene.
"Wilde" er ikke nogen dårlig film, og titelpersons liv og levned indeholder stof til både eftertanke og et fascinerende drama. Den er bare en anelse for omstændelig i sit forsøg på at forklare de bevæggrunde og følelser, som hovedpersonen styres af. To engelske film, der også har homoseksuelle forfattere som forlæg - og som bedre formår at skildre den utilpassede og passionerede kærlighed mellem to mænd, er "Maurice" og "Spids ørerne smukke". I disse to film sættes knap så mange ord på de menneskelige relationer, uden at det dog svækker historiernes gennemslagskraft og det emotionelle drama.
Den irskfødte Oscar Wilde var en spydig og vittig ordekvilibrist, der slog sine folder i slutningen af 1800-tallets England. Gennem sine digte, romaner og teaterstykker var han ikke bleg for at kritisere og latterliggøre det pæne borgerskab. Han var intelligent, underholdende, charmerende, og så var han homoseksuel. En ulovlighed, der efter datidens moralbegreber straffedes med fængsel og hårdt tvangsarbejde, hvis det kom til en retssag. Det gjorde det for Wildes vedkommende, og han blev idømt et toårigt fængselsophold, der påvirkede hans helbred så meget, at han døde få år efter de to års ydmygelser.
En yngling frem for kaminhygge
Instruktøren Brian Gilbert har valgt at lade Wildes rolle som far og ægtemand være filmens udgangspunkt. Først efter at have giftet sig og fået to sønner, indleder Wilde affærer med andre mænd, og filmen igennem lægges der stor vægt på hans kærlighed til de to sønner, og for så vidt også til sin hustru. Det er dog svært at opretholde et idyllisk familieliv, når man som Wilde falder for den unge temperamentsfulde Lord Alfred Douglas - Bosie blandt venner. Han er en forsømt og forkælet overklassedreng, der i Wilde søger en lærermester og faderfigur. Deres forhold bliver meget hurtigt platonisk, men for den ældre forfatter bliver det til en skæbnesvanger besættelse. Han tappes for kreativ energi såvel som for penge og føler sig til sidst nødsaget til at deltage i Bosies forfejlede opgør med sin far, Markisen af Queensberry.
Wilde sagsøger denne brovtende og simple mand, der repræsenterer samfundets snævertsynethed, for bagvaskelse, men ender selv på anklageblænken.
Så lang og ikke så godt
Inden retten bliver sat, har tilskuerens indre ur så småt gjort opmærksom på sig selv. Stephen Fry (der blandt andet kendes fra "Den sorte snog" og for sin rolle som HIV-smittet bøsse i Kenneth Branaghs "Peters Friends"), spiller Wilde sympatisk og neddæmpet, og man forstår hans betagelse af den indtagende Bosie i Jude Laws skikkelse. Man godtager lige såvel, at Wilde erkender og følger sin skæbne, men disse følelser bliver altså også udtalt højt op til flere gange.
Samtidig optager forholdet mellem Bosie og hans far for meget plads i historien.
Opslugt bliver man ikke. Man nikker snarere forstående til den menneskelige tragedie og ryster svagt på hovedet af datidens fordømmende samfund. Filmens temaer er absolut stadig relevante i dag, men de stærke følelser, der er involveret, får ikke rigtig kød og blod i "Wilde". Nøgent kød er der heller ikke så meget af i filmen, og selvom den indeholder scener af dekadent natteliv, forbliver billederne nu meget stuerene.
"Wilde" er ikke nogen dårlig film, og titelpersons liv og levned indeholder stof til både eftertanke og et fascinerende drama. Den er bare en anelse for omstændelig i sit forsøg på at forklare de bevæggrunde og følelser, som hovedpersonen styres af. To engelske film, der også har homoseksuelle forfattere som forlæg - og som bedre formår at skildre den utilpassede og passionerede kærlighed mellem to mænd, er "Maurice" og "Spids ørerne smukke". I disse to film sættes knap så mange ord på de menneskelige relationer, uden at det dog svækker historiernes gennemslagskraft og det emotionelle drama.
19/11-2018