Vil du se min kæleål?
3.0
Hovedpersonen i den japanske Cannesvinder fra 1997, er efter et langt fængselsophold kun i stand til at knytte nære relationer til en ål.
Den stille og pligtopfyldende kontormus Yamashita, er gift med en smuk ung kone. Hans eneste passion synes at være lystfiskeri, da han en dag begynder at modtage anonyme breve, der påstår at hans kone ikke er helt alene hjemme, når han tager på natfiskeri. Uvillig til at regne brevene for noget, kommer han alligevel en dag hjem før tiden og finder konen i gang med at blive gennemkneppet af sin elsker. Efter at have luret lidt på dem, tager Yamashita sin kniv, og stikker dem begge ned. Herefter tager han konens vakkelvorne cykel og kører til politistationen, hvor han melder sig selv.
Frisøsens ål
Otte år senere er Yamashita blevet uddannet frisør og han slippes fri fra fængslet. Han er blevet så tavs som den ål han bærer med sig i en pose. Sammen skal de to underlige fisk møde verden på godt og ondt.
Med nogen penge han har arvet åbner Yamashita en frisørsalon i et øde havneområde. Selvom han er sky, og gør alt hvad han kan for at efterleve formaningerne om ikke at lade sig involvere i problemer, bliver salonen alligevel et samlingssted for en række meget særprægede eksistenser. Blandt disse er den søde Keiko, der har forsøgt selvmord, og er på flugt fra ekskæresten, der er gangster. Så med tiden bliver det umuligt for selv den gennemdisciplinerede Yamashita ikke at involvere sig.
Opstrammer savnes
Som det nok fremgår er den 72-årige dobbelte Cannesvinder Shohei Imamuras film en ret særpræget blanding mellem tragedie, drama og skæv komedie. Handlingen er fuld af skønne og skøre karakterer, der fremstilles perfekt af et fortrinligt hold skuespillere, med den populære skuespiller og instruktør Koji Yakusho i front som Yamashita. Filmen er meget stemningsfuld og engagerede, og den synes umiddelbart lettilgængelig, selvom det ikke er lette temaer, den tumler med under overfladen af tilsyneladende ro. Ikke at det er svært at forstå filmens fine humanistiske budskab, men den balancerer farligt nær det stilforvirrende, og det er ikke bare fordi den er japansk. Handlingen snor sig, og selvom det selvfølgelig er en fin pointe, at der er ikke noget, der kun er sort eller hvidt i Imamuras univers, kunne filmen godt have været meget strammere fortalt.
Den stille og pligtopfyldende kontormus Yamashita, er gift med en smuk ung kone. Hans eneste passion synes at være lystfiskeri, da han en dag begynder at modtage anonyme breve, der påstår at hans kone ikke er helt alene hjemme, når han tager på natfiskeri. Uvillig til at regne brevene for noget, kommer han alligevel en dag hjem før tiden og finder konen i gang med at blive gennemkneppet af sin elsker. Efter at have luret lidt på dem, tager Yamashita sin kniv, og stikker dem begge ned. Herefter tager han konens vakkelvorne cykel og kører til politistationen, hvor han melder sig selv.
Frisøsens ål
Otte år senere er Yamashita blevet uddannet frisør og han slippes fri fra fængslet. Han er blevet så tavs som den ål han bærer med sig i en pose. Sammen skal de to underlige fisk møde verden på godt og ondt.
Med nogen penge han har arvet åbner Yamashita en frisørsalon i et øde havneområde. Selvom han er sky, og gør alt hvad han kan for at efterleve formaningerne om ikke at lade sig involvere i problemer, bliver salonen alligevel et samlingssted for en række meget særprægede eksistenser. Blandt disse er den søde Keiko, der har forsøgt selvmord, og er på flugt fra ekskæresten, der er gangster. Så med tiden bliver det umuligt for selv den gennemdisciplinerede Yamashita ikke at involvere sig.
Opstrammer savnes
Som det nok fremgår er den 72-årige dobbelte Cannesvinder Shohei Imamuras film en ret særpræget blanding mellem tragedie, drama og skæv komedie. Handlingen er fuld af skønne og skøre karakterer, der fremstilles perfekt af et fortrinligt hold skuespillere, med den populære skuespiller og instruktør Koji Yakusho i front som Yamashita. Filmen er meget stemningsfuld og engagerede, og den synes umiddelbart lettilgængelig, selvom det ikke er lette temaer, den tumler med under overfladen af tilsyneladende ro. Ikke at det er svært at forstå filmens fine humanistiske budskab, men den balancerer farligt nær det stilforvirrende, og det er ikke bare fordi den er japansk. Handlingen snor sig, og selvom det selvfølgelig er en fin pointe, at der er ikke noget, der kun er sort eller hvidt i Imamuras univers, kunne filmen godt have været meget strammere fortalt.
19/11-2018
