Midt i en jazztid
4.0
Jazz-guitaristen Emmet Ray lever blandt ludere og lommetyve. Han er verdens bedste guitarist - altså bortset fra, at den franske sigøjner Django Reinhardt er bedre. Og han er hundeangst for at møde sin overmand, men endnu mere angst for at blive gift.
Måske var det svært at finde en passende jazz-legende. En, der var gjort af det rette forhold mellem myte og menneske, og som ikke allerede var blevet "snuppet" af en anden instruktør. I hvert fald har personen Emmet Ray (Sean Penn) ikke eksisteret andre steder end i hovedet på den jazz-elskende Woody Allen, før arbejdet på "Dur & Mol" begyndte.
Dokumentar
Det har til gengæld hans omgivelser. Og Allen har på den måde lavet faktion, hvor Ray er puttet ned i det virkelige jazz-univers. Det er absolut ikke første gang, Allen har lagt stor vægt på den musikalske lydside. I "Dur & Mol" er det Dick Hyman, der leverer musikken, som han også gjorde i blandt andre "Alle siger I Love You" (1996).
"Dur & Mol" handler om jazz-talentet Emmet Ray, en selvcentreret og prangende, gudsbenådet guitarist med stærk passion for at skyde rotter på lossepladsen og se på godstoge! Han levede et intenst liv i 30'ernes Chicago, hvor han spillede for fulde huse i klubberne, når han altså dukkede op til sine job.
Som i en dokumentarfilm binder forfattere, musikere, journalister og andre fagfolk filmen sammen med anekdoter om Ray. Om hans storforbrug af kvinder og penge, om hans 'mørke side' og kreative forhold til virkeligheden, om kleptomani! og druk. Og om en indtrængende angst for at binde sig til en enkelt kvinde eller møde sit idol, den verdensberømte franske jazzguitarist Django Reinhardt (1910-53).
Fri agent
På trods af frygten for at miste sin status som fri agent, lever Emmet Ray i to længere parforhold. Det første med en stum vaskekone, Hattie (Samantha Morton), der falder pladask for ham.
"Det er som at skyde fisk i en tønde," påpeger Ray, da han på deres første date har spurgt hende, om hun vil med hjem på værelset og se hans guitar! Hun er åbenbart mere end almindeligt interesseret og flår nærmest tøjet af den lidt overraskede Ray. Nogle år efter forlader han hende midt om natten og efterlever sit valgsprog: "Love them and leave them". Og så møder han den aristokratiske Blanche (Uma Thurman).
Hun er tiltrukket af geniets mørke, forføreriske person og bruger Ray som objekt for sine studier af den forplumrede underverden. Men for Blanche er virkeligheden ikke så attaktriv som forestillingen om livet med en enspænder, på trods af at han er en berømt musiker.
Dyster i dur
Det lyder som et dystert set-up, men med sans for at håndtere Rays neuroser og karakterbrist med en blid og underspillet humor, lader Sean Penn på vidunderlig vis Ray parodiere sig selv. "Dur & Mol" er god underholdning, også for "ikke-Allen" entusiaster. Der er både plads til grin og undren over, hvor inspirationen til en egocentreret og selvtilfreds person som Ray kommer fra. Man har fornemmelsen af, at det kun var yderst sjældent, Emmet Ray levede et mol-liv. Og at det egentlig var alle menneskerne omkring ham, der levede sådan, netop fordi Ray krævede plads til sine egne udskejelser og konsekvente, barnlige egoisme.
Måske var det svært at finde en passende jazz-legende. En, der var gjort af det rette forhold mellem myte og menneske, og som ikke allerede var blevet "snuppet" af en anden instruktør. I hvert fald har personen Emmet Ray (Sean Penn) ikke eksisteret andre steder end i hovedet på den jazz-elskende Woody Allen, før arbejdet på "Dur & Mol" begyndte.
Dokumentar
Det har til gengæld hans omgivelser. Og Allen har på den måde lavet faktion, hvor Ray er puttet ned i det virkelige jazz-univers. Det er absolut ikke første gang, Allen har lagt stor vægt på den musikalske lydside. I "Dur & Mol" er det Dick Hyman, der leverer musikken, som han også gjorde i blandt andre "Alle siger I Love You" (1996).
"Dur & Mol" handler om jazz-talentet Emmet Ray, en selvcentreret og prangende, gudsbenådet guitarist med stærk passion for at skyde rotter på lossepladsen og se på godstoge! Han levede et intenst liv i 30'ernes Chicago, hvor han spillede for fulde huse i klubberne, når han altså dukkede op til sine job.
Som i en dokumentarfilm binder forfattere, musikere, journalister og andre fagfolk filmen sammen med anekdoter om Ray. Om hans storforbrug af kvinder og penge, om hans 'mørke side' og kreative forhold til virkeligheden, om kleptomani! og druk. Og om en indtrængende angst for at binde sig til en enkelt kvinde eller møde sit idol, den verdensberømte franske jazzguitarist Django Reinhardt (1910-53).
Fri agent
På trods af frygten for at miste sin status som fri agent, lever Emmet Ray i to længere parforhold. Det første med en stum vaskekone, Hattie (Samantha Morton), der falder pladask for ham.
"Det er som at skyde fisk i en tønde," påpeger Ray, da han på deres første date har spurgt hende, om hun vil med hjem på værelset og se hans guitar! Hun er åbenbart mere end almindeligt interesseret og flår nærmest tøjet af den lidt overraskede Ray. Nogle år efter forlader han hende midt om natten og efterlever sit valgsprog: "Love them and leave them". Og så møder han den aristokratiske Blanche (Uma Thurman).
Hun er tiltrukket af geniets mørke, forføreriske person og bruger Ray som objekt for sine studier af den forplumrede underverden. Men for Blanche er virkeligheden ikke så attaktriv som forestillingen om livet med en enspænder, på trods af at han er en berømt musiker.
Dyster i dur
Det lyder som et dystert set-up, men med sans for at håndtere Rays neuroser og karakterbrist med en blid og underspillet humor, lader Sean Penn på vidunderlig vis Ray parodiere sig selv. "Dur & Mol" er god underholdning, også for "ikke-Allen" entusiaster. Der er både plads til grin og undren over, hvor inspirationen til en egocentreret og selvtilfreds person som Ray kommer fra. Man har fornemmelsen af, at det kun var yderst sjældent, Emmet Ray levede et mol-liv. Og at det egentlig var alle menneskerne omkring ham, der levede sådan, netop fordi Ray krævede plads til sine egne udskejelser og konsekvente, barnlige egoisme.
19/11-2018
