Ødipus sejrer
4.0
Woody Allen fortsætter den rene komediestil med "Mig og Afrodite", som er en hypermorsom blanding af græsk tragedie og moderne romantik. Resultatet er morsomt, men ikke fremragende.
I det gamle Grækenland var der to former for skuespil: Tragedien og Komedien. Den første skildrede menneskets eksistentielle vilkår som skæbnetyngede skabninger under gudernes overmagt, mens den sidste gjorde grin med alt det vigtige og selvhøjtidelige. Tragedien oppustede fortællingens ballon, så den næsten bristede, mens komedien lod luften sive ud eller punkterede ballonen med et brag. Derfra udtrykket 'at tage gas på nogen'.. I Woody Allens nye film, "Mig og Afrodite" mødes, helt konkret, den opstyltede og klassiske græske tragedie med komediens moderne form.
Filmen åbner med en teaterruin i Grækenland. Her finder vi det klassiske græske dramas kor, iklædt mørke gevandter og stivnede masker, som besynger klassiske hovedpersoner: Thebens Ødipus, Olympens Zeus og så selvfølgelig New Yorks Lenny Weinrib. Weinrib? Straks skifter vi til New York, hvor Lenny Weinrib (Woody Allen) sidder midt i en meget Allensk middagssamtale. Skiftet fra Grækenland til New York er overrumplende og et genialt anslag: Der tages gas på hele den klassiske tradition, mens korets funktion som formidler af dramaet bibeholdes. Morsomt og ligetil. Under resten af filmen bliver koret ved med at kommentere og formidle handlingen, give Lenny gode råd ("Please Lenny, don't be a schmuck") eller komme med anden hjælp, som da korlederen (F. Murray Abraham) rækker Lenny en kuglepen, han lige sidder og har brug for.
Det er typisk Allen at bryde dramaets illusion, og lade forskellige handlingsplaner træde ind i hinanden. Kroneksemplet er scenen i "Annie Hall" (1977), hvor den berømte medieforsker Marshall McLuhan pludselig træder ind in person for at irettesætte en selvhøjtidelig universitetslektor, Allen skændes med. Woody Allen er en af de få amerikanske filmskabere, som virkelig er bevidst om sit medies muligheder og søger hele tiden at fornye sig, istedet blot at reproducere gamle succesformler. Alligevel har han en fuldstændig genkendelig stil, og også "Mig og Afrodite" er umiskendelig Allensk. Han har fravalgt den mere dokumentariske stil med håndholdt kamera, som han brugte med stor succes i "Mænd og koner" (1992) og "Manhattan mord mysteriet" (1993), og vendt tilbage til den afdæmpede og betragtende stil fra 80'erne. Allen har åbenbart ikke ment, at den 'realistiske' håndholdte stil var passende til en så utroværdig og skør film som "Mig og Afrodite".
Et hjerte af guld
Lenny Weinrib er en talentfuld sportsjournalist, omend han ikke forekommer særlig atletisk. Hans kønne, unge kone Amanda (Helena Bonham Carter, hvis både forpinte og smukke udseende passer perfekt til Allens kvindetyper) er en up-and-coming kunstkritiker, som gerne vil have eget galleri. Deres ægteskab er lykkeligt, men de ønsker et barn. Amanda har alt for travlt til at blive gravid, så parret beslutter i stedet at adoptere en lille dreng, Max. Lenny er i starten modvillig, men falder snart pladask for den lille knægt, som viser sig at være exceptionelt intelligent og afbalanceret.
Sådan går nogle år. Lenny og Amanda er stadigt lige pylrede og begejstrede for poden, men deres eget forhold begynder at kølnes. Amandas interesse for at få eget galleri fører hende i klørene på den sleske Jerry Bender (Peter Weller, eks-"Robocop"), og i mellemtiden begynder Lenny at interessere sig for, hvordan Max's biologiske forældre må være, talentfuld som drengen er.
Med en Allensk klodsethed ruller 'detektiven' sig ud, og snart får Lenny opsporet, at Max's moder er Kvinden med de mange navne: Linda Ash alias Leslie St. James alias Leslie Wright alias Judy Cum. Navnene dækker dog over én og samme kvinde, historiens Afrodite, en ung og naiv nymfe, som har brugt sin usædvanligt velbyggede krop til at køre karriere som prostitueret og pornoskuespillerinde. Hun er dog ikke på nogen måder fordærvet, men dermed Luderen med et hjerte af guld, naiv og uskyldig som et barn, uanende om egne muligheder. Lenny opsøger hende, men afviser hendes meget kropslige ydelser, da han istedet ønsker at kende kvinden bag barmen, moderen til hans barn. Selvfølgelig uden at afsløre de rette familiære sammenhænge.
Afrodite viser sig at være elskelig, og inkarneres fint af den næsten debuterende Mira Sorvino, som fik en Oscar for rollen. Den naive luder må siges at være en nyskabelse i Allens univers, og Afrodite selv er da også det friskeste pust i "Mig og Afrodite", selvom hun engang imellem virker et nummer for dum og naiv. På den anden side er det rart med en uromantisk Luder med et hjerte af guld, i modsætning til "Pretty Woman". Lenny forskrækkes over Max's moders kummerlige skæbne, en kummerlighed hun ikke selv er bevidst om, og beslutter sig for at finde en ordentlig familie til hende, så hans søn ikke skal blive for rystet, hvis han en dag opsøger Linda. Det viser sig selvfølgelig temmelig besværligt at redde en sådan falden kvinde, ikke mindst for en svækling som Lenny Weinrib. Men mon ikke det lykkes? Lenny søgen efter sandheden bliver ikke kronet med samme uheld som Ødipus'.
Allen i sjov og alvor
Woody Allens "Mig og Afrodite" har trods en noget fortænkt historie mange utroligt morsomme øjeblikke, og Allen er endnu engang på toppen i rollen som den forfjamskede New Yorker-intellektuelle, der hverken duer til det med damer eller muskler. Det går dog bedre for vor helt end i de helt tidlige Allen-film, hvor alt han rørte ved, blev til katastrofer. Allen er en situationskomikkens mester og en opfindsom iscenesætter. Det er en fryd at se det græske kor synge akapellaversioner af amerikanske jazz-standarder, og da lille Max spøgende erklærer, at han vil være "indretningsarkitekt" er Lenny/Woodys rædselsslagne reaktion alle pengene værd. Alligevel savner jeg lidt af den kerne af alvor, som giver Allens humor en bittersød brod.
"Mig og Afrodite" er næsten for let, hvilket Allen også selv markerer med en nærmest eventyragtig slutning. Det er dels en tilbagevenden til de mere absurde indfald fra de allertidligste film, og en helt ny romantisk og optimistisk tone. Al respekt for den blotte komedie, men at sammenligne med, hvad Allen fik ud af at blande tragedien og komedien i film som "Annie Hall", "Hannah og hendes søstre" og "Små og store synder" er "Mig og Afrodite" for tynd.
Allen er ironiens mester, men selvom samspillet med det græske kor frembringer en række afsindigt morsomme øjeblikke, er det svært at se den dybere mening med sammenblandingen. Den er først og fremmest et morsomt gimmick, for historien i "Mig og Afrodite" er ingen eksistentiel tragedie, men blot en let sædekomedie om de eksistenser vi efterhånden kender så godt fra Allens film: New Yorker intellektuelle og deres mere eller mindre frustrerede liv. Til sidst vender det græske kor deres triste tragedie-masker til smilende ansigter og synger "Smile" - komedien har sejret over tragedien.
Nogen vil måske mene, at aflæggelsen af de mere Bergmanske aspirationer klæder den aldrende instruktør, men jeg er ikke enig. "Mig og Afrodite" er en virkelig morsom komedie, men der er for lidt at tage med hjem..
I det gamle Grækenland var der to former for skuespil: Tragedien og Komedien. Den første skildrede menneskets eksistentielle vilkår som skæbnetyngede skabninger under gudernes overmagt, mens den sidste gjorde grin med alt det vigtige og selvhøjtidelige. Tragedien oppustede fortællingens ballon, så den næsten bristede, mens komedien lod luften sive ud eller punkterede ballonen med et brag. Derfra udtrykket 'at tage gas på nogen'.. I Woody Allens nye film, "Mig og Afrodite" mødes, helt konkret, den opstyltede og klassiske græske tragedie med komediens moderne form.
Filmen åbner med en teaterruin i Grækenland. Her finder vi det klassiske græske dramas kor, iklædt mørke gevandter og stivnede masker, som besynger klassiske hovedpersoner: Thebens Ødipus, Olympens Zeus og så selvfølgelig New Yorks Lenny Weinrib. Weinrib? Straks skifter vi til New York, hvor Lenny Weinrib (Woody Allen) sidder midt i en meget Allensk middagssamtale. Skiftet fra Grækenland til New York er overrumplende og et genialt anslag: Der tages gas på hele den klassiske tradition, mens korets funktion som formidler af dramaet bibeholdes. Morsomt og ligetil. Under resten af filmen bliver koret ved med at kommentere og formidle handlingen, give Lenny gode råd ("Please Lenny, don't be a schmuck") eller komme med anden hjælp, som da korlederen (F. Murray Abraham) rækker Lenny en kuglepen, han lige sidder og har brug for.
Det er typisk Allen at bryde dramaets illusion, og lade forskellige handlingsplaner træde ind i hinanden. Kroneksemplet er scenen i "Annie Hall" (1977), hvor den berømte medieforsker Marshall McLuhan pludselig træder ind in person for at irettesætte en selvhøjtidelig universitetslektor, Allen skændes med. Woody Allen er en af de få amerikanske filmskabere, som virkelig er bevidst om sit medies muligheder og søger hele tiden at fornye sig, istedet blot at reproducere gamle succesformler. Alligevel har han en fuldstændig genkendelig stil, og også "Mig og Afrodite" er umiskendelig Allensk. Han har fravalgt den mere dokumentariske stil med håndholdt kamera, som han brugte med stor succes i "Mænd og koner" (1992) og "Manhattan mord mysteriet" (1993), og vendt tilbage til den afdæmpede og betragtende stil fra 80'erne. Allen har åbenbart ikke ment, at den 'realistiske' håndholdte stil var passende til en så utroværdig og skør film som "Mig og Afrodite".
Et hjerte af guld
Lenny Weinrib er en talentfuld sportsjournalist, omend han ikke forekommer særlig atletisk. Hans kønne, unge kone Amanda (Helena Bonham Carter, hvis både forpinte og smukke udseende passer perfekt til Allens kvindetyper) er en up-and-coming kunstkritiker, som gerne vil have eget galleri. Deres ægteskab er lykkeligt, men de ønsker et barn. Amanda har alt for travlt til at blive gravid, så parret beslutter i stedet at adoptere en lille dreng, Max. Lenny er i starten modvillig, men falder snart pladask for den lille knægt, som viser sig at være exceptionelt intelligent og afbalanceret.
Sådan går nogle år. Lenny og Amanda er stadigt lige pylrede og begejstrede for poden, men deres eget forhold begynder at kølnes. Amandas interesse for at få eget galleri fører hende i klørene på den sleske Jerry Bender (Peter Weller, eks-"Robocop"), og i mellemtiden begynder Lenny at interessere sig for, hvordan Max's biologiske forældre må være, talentfuld som drengen er.
Med en Allensk klodsethed ruller 'detektiven' sig ud, og snart får Lenny opsporet, at Max's moder er Kvinden med de mange navne: Linda Ash alias Leslie St. James alias Leslie Wright alias Judy Cum. Navnene dækker dog over én og samme kvinde, historiens Afrodite, en ung og naiv nymfe, som har brugt sin usædvanligt velbyggede krop til at køre karriere som prostitueret og pornoskuespillerinde. Hun er dog ikke på nogen måder fordærvet, men dermed Luderen med et hjerte af guld, naiv og uskyldig som et barn, uanende om egne muligheder. Lenny opsøger hende, men afviser hendes meget kropslige ydelser, da han istedet ønsker at kende kvinden bag barmen, moderen til hans barn. Selvfølgelig uden at afsløre de rette familiære sammenhænge.
Afrodite viser sig at være elskelig, og inkarneres fint af den næsten debuterende Mira Sorvino, som fik en Oscar for rollen. Den naive luder må siges at være en nyskabelse i Allens univers, og Afrodite selv er da også det friskeste pust i "Mig og Afrodite", selvom hun engang imellem virker et nummer for dum og naiv. På den anden side er det rart med en uromantisk Luder med et hjerte af guld, i modsætning til "Pretty Woman". Lenny forskrækkes over Max's moders kummerlige skæbne, en kummerlighed hun ikke selv er bevidst om, og beslutter sig for at finde en ordentlig familie til hende, så hans søn ikke skal blive for rystet, hvis han en dag opsøger Linda. Det viser sig selvfølgelig temmelig besværligt at redde en sådan falden kvinde, ikke mindst for en svækling som Lenny Weinrib. Men mon ikke det lykkes? Lenny søgen efter sandheden bliver ikke kronet med samme uheld som Ødipus'.
Allen i sjov og alvor
Woody Allens "Mig og Afrodite" har trods en noget fortænkt historie mange utroligt morsomme øjeblikke, og Allen er endnu engang på toppen i rollen som den forfjamskede New Yorker-intellektuelle, der hverken duer til det med damer eller muskler. Det går dog bedre for vor helt end i de helt tidlige Allen-film, hvor alt han rørte ved, blev til katastrofer. Allen er en situationskomikkens mester og en opfindsom iscenesætter. Det er en fryd at se det græske kor synge akapellaversioner af amerikanske jazz-standarder, og da lille Max spøgende erklærer, at han vil være "indretningsarkitekt" er Lenny/Woodys rædselsslagne reaktion alle pengene værd. Alligevel savner jeg lidt af den kerne af alvor, som giver Allens humor en bittersød brod.
"Mig og Afrodite" er næsten for let, hvilket Allen også selv markerer med en nærmest eventyragtig slutning. Det er dels en tilbagevenden til de mere absurde indfald fra de allertidligste film, og en helt ny romantisk og optimistisk tone. Al respekt for den blotte komedie, men at sammenligne med, hvad Allen fik ud af at blande tragedien og komedien i film som "Annie Hall", "Hannah og hendes søstre" og "Små og store synder" er "Mig og Afrodite" for tynd.
Allen er ironiens mester, men selvom samspillet med det græske kor frembringer en række afsindigt morsomme øjeblikke, er det svært at se den dybere mening med sammenblandingen. Den er først og fremmest et morsomt gimmick, for historien i "Mig og Afrodite" er ingen eksistentiel tragedie, men blot en let sædekomedie om de eksistenser vi efterhånden kender så godt fra Allens film: New Yorker intellektuelle og deres mere eller mindre frustrerede liv. Til sidst vender det græske kor deres triste tragedie-masker til smilende ansigter og synger "Smile" - komedien har sejret over tragedien.
Nogen vil måske mene, at aflæggelsen af de mere Bergmanske aspirationer klæder den aldrende instruktør, men jeg er ikke enig. "Mig og Afrodite" er en virkelig morsom komedie, men der er for lidt at tage med hjem..
19/11-2018
