Med livet som indsats

4.0
"Aimée & Jaguar" er en gribende, autentisk kærlighedshistorie mellem to kvinder i 1940'ernes Berlin

Berlin, 1943. Bomberne regner ned over byen, himlen eksploderer i natten, gaderne er dækket af murbrokker. Men midt i disse kaotiske tilstande er der stadig liv. I sådanne tider lever kærligheden måske stærkest. Det er i hvert fald det, der sker i "Aimeé & Jaguar". Det er ikke den lykkelige kærlighed, der sender et menneske op på en lyserød sky, der her skildres, men den, der får et menneske til at betvivle sig selv og sit liv og kaste det hele overbords.

Fatal kærlighed
Lilly Wurst (Juliane Köhler) er en tysk hausfrau, rimelig lykkeligt gift, og med fire sunde drenge at tage sig af. Hendes nazistiske mand, Günther (Detlev Buck) kæmper ved Østfronten og er sjældent hjemme. Imens forsøder Lilly sit lidt kedelige liv med elskere, mest som tidsfordriv. Trods krigen, fungerer Lillys liv i de ydre rammer, men da hun render ind i Felice (Maria Schrader), møder hun den store, fatale kærlighed. Felice er lesbisk jøde på flugt fra Gestapo, men det forhindrer hende ikke i at sove med Lilly, der er overbevist nazist, og som "kan lugte en jøde på lang afstand". Mellem disse to så forskellige kvinder, opstår der en kærlighed, der rykker i krop og sjæl. Denne kærlighed gør ikke Lillys mand overvældende begejstret, og han kræver et valg af Lilly, der ikke falder ud til hans fordel. Som en junkie, der villigt sælger sine bedste ejendele, giver Lilly afkald på alt, der tidligere har givet hendes liv værdi. Hendes liv synker gradvist i ruiner, som også byen Berlin gør det omkring hende.

Det indskrænkede liv
Juliane Köhler i rollen som Lilly og Maria Schrader som Felice er gode valg. Juliane Köhler virker overbevisende som Lilly - en tysk hausfrau, der rørstrømsk får tårer i øjnene over Hitler Jugend. Hendes blonde hår, den næsten gennemsigtige, hvide hud, de lyse øjne og den altoverskyggende skrøbelighed giver det samlede billede af en meget raceren, arisk Lilly. Men det er i valget af Felice, Maria Schrader - mørk, selvsikker og maskulin - og de andre lesbiske og jødiske kvinder, man for alvor ser Lilly som en tysk, nazistisk kvinde. Det er i kontrasten til de stærke, frisindede kvinder, at man ser Lillys indskrænkede liv. Det er i deres liv, Lilly spejler sit eget og får øje på sig selv i et helt andet, nyt liv.

Inderlighed og nærvær
"Aimée og Jaguar" er baseret på Eric Fichers bog, der bygger over en autentisk kærlighedshistorie, som er fortalt af Lilly Wurst, der stadig lever og i dag bor i Berlin, 85 år gammel. Filmen indrammer fortællingen ved at vise en gammel Lilly Wurst i nutidens Berlin, der ser tilbage på begivenhederne i 1940'erne. Indramningen bliver lidt glat og hollywoodsk, og det klæder ikke filmen. Der går ren Danielle Steel i den. Men lad det ligge. Det er tilgengæld prisværdigt, at der tales tysk i en film, der skildrer nazister, jøder og Berlin i 1940'erne. Det tyske sprog i filmen giver et strejf af inderlighed og nærvær. Nazister, jøder og Berlin i 1940'erne bliver til mennesker, der faktisk har levet. Det gør ikke historien mindre forfærdelig, men afgjort mere gribende.
Aimée & Jaguar