Tørre tårer
3.0
"Hilary og Jackie" er baseret på den sande historie om den verdensberømte cellist Jaqueline du Pré. I hovedrollen som cellist-celebriteten ses den Oscar-nominerede Emily Watson, der gentager den pylre-psykotiske kvindefigur som hun gjorde kendt i Lars von Triers "Breaking the Waves". Musikerbiografien "Hilary og Jackie" spiller på alle strenge for at fremkalde store følelser og masser af gråd blandt sit publikum, men forsøget er forgæves.
"Hilary og Jackie" er et storladent og dybt traditionelt portræt af musik og menneskeskæbner. Denne verden af smukke toner, ambitiøs konkurrence, rå jalousi og dybfølt hengivenhed blandt musikalske mennesker, er med stor succes blevet portrætteret på filmlærredet. "Hilary og Jackie" indeholder også alle disse store følelser, man nærmest stopfodres med dem, og det ender i så store armbevægelser, at man bliver følelseskold.
Musik gør alle mennesker glade
Søstrene Hilary (Rachel Griffiths) og Jackie (Emily Watson) kommer fra et hjem med klaver. Deres musikalske moder Iris er meget ambitiøs på pigernes vegne, og hun sørger for at pigerne bliver opdraget med en fløjte og cello i hånden. Pigerne har talent, og dette skaffer dem flere musikpriser, men misundelsen ulmer i søsterskabet. Søstrene har dog lovet hinanden, at de vil dele alt mellem sig, så det bliver Hilary der må træde i baggrunden og glæde sig over Jackies verdenssucces. Hilary lægger musikken på hylden og satser på sin rare mand Kiffer (David Morrissey) og deres elskelige børn. Jackie bliver en feteret cellist i hele verden, men hendes succes betyder, at hun føler sig ensom og alene, og hun savner al den kærlighed som Hilary har i sit liv. Jackie dropper derfor en kommende turné, og tager på ferie hos Hilary og hendes familie. Helt upåagtet begynder Jackie at møve sig ind på familien, og åbenlyst bekender Jackie, at hun vil forføre Kiffer. Hilary træder igen i baggrunden og ser til at Jackie får sin vilje. Hilarys store kærlighed til de to mennesker svækkes, hun glider fra Jackie, og de søsterlige bånd knyttes først igen, da sygdom rammer familien.
Skøjter afsted
"Hilary og Jackie" er delt op i flere afsnit. Vi følger først søstrenes stærke sammenhold som små. Derefter deler filmen sig op i et afsnit om Hilarys voksenliv og et om Jackies. Til sidst skildrer filmen så deres sammenhold på grund af sygdommen. I de to mellemste afsnit brydes koncentrationen om Hilarys person, da et stort skilt indikerer, at man nu i stedet skal koncentrere sig om Jackie. Kronologien spoles tilbage, og man trættes af, at filmen nærmest starter forfra, i stedet for at krydsklippe mellem de to liv og lade historien blive fortalt mere straight. Denne dramaturgiske opbygning betyder også, at man aldrig får et nært forhold til søstrene, og filmen bliver så rodet og sporadisk gribende, at det følelsemæssige klimaks udebliver. I rollen som Jackie du Pré gentager Emily Watson sin naive og psykotiske kraftpræstation fra "Breaking the Waves", men hendes kvindeskikkelse bliver denne gang trukket for langt ud. Man irriteres over, at Jackies akavede og absurde forhold til kærlighed og sex, bliver fortalt uden belæg. Filmen giver sig ikke tid til at uddybe grunden til hendes mærkværdige reaktionsmønster og omgivelsernes forhold til det, før den skøjter videre i søstrenes følelsesmættede liv.
Det er symptomatisk for "Hilary og Jackie" at den propper mange følelser i gryden, uden at give sig tid til koncentration og udvikling af et par af sine mange følelsestemaer. Filmen snubler i sig selv. Følelserne bliver storladne og halvt fuldendte og man bliver aldrig henrykket til tårer. I rollen som Jackie virker Emily Watson hysterisk og overspillet, så det er det tindrende spil fra Rachel Griffiths og David Morrisey, der får "Hilary og Jackie" op på tre nævneværdige Scope-øjne.
"Hilary og Jackie" er et storladent og dybt traditionelt portræt af musik og menneskeskæbner. Denne verden af smukke toner, ambitiøs konkurrence, rå jalousi og dybfølt hengivenhed blandt musikalske mennesker, er med stor succes blevet portrætteret på filmlærredet. "Hilary og Jackie" indeholder også alle disse store følelser, man nærmest stopfodres med dem, og det ender i så store armbevægelser, at man bliver følelseskold.
Musik gør alle mennesker glade
Søstrene Hilary (Rachel Griffiths) og Jackie (Emily Watson) kommer fra et hjem med klaver. Deres musikalske moder Iris er meget ambitiøs på pigernes vegne, og hun sørger for at pigerne bliver opdraget med en fløjte og cello i hånden. Pigerne har talent, og dette skaffer dem flere musikpriser, men misundelsen ulmer i søsterskabet. Søstrene har dog lovet hinanden, at de vil dele alt mellem sig, så det bliver Hilary der må træde i baggrunden og glæde sig over Jackies verdenssucces. Hilary lægger musikken på hylden og satser på sin rare mand Kiffer (David Morrissey) og deres elskelige børn. Jackie bliver en feteret cellist i hele verden, men hendes succes betyder, at hun føler sig ensom og alene, og hun savner al den kærlighed som Hilary har i sit liv. Jackie dropper derfor en kommende turné, og tager på ferie hos Hilary og hendes familie. Helt upåagtet begynder Jackie at møve sig ind på familien, og åbenlyst bekender Jackie, at hun vil forføre Kiffer. Hilary træder igen i baggrunden og ser til at Jackie får sin vilje. Hilarys store kærlighed til de to mennesker svækkes, hun glider fra Jackie, og de søsterlige bånd knyttes først igen, da sygdom rammer familien.
Skøjter afsted
"Hilary og Jackie" er delt op i flere afsnit. Vi følger først søstrenes stærke sammenhold som små. Derefter deler filmen sig op i et afsnit om Hilarys voksenliv og et om Jackies. Til sidst skildrer filmen så deres sammenhold på grund af sygdommen. I de to mellemste afsnit brydes koncentrationen om Hilarys person, da et stort skilt indikerer, at man nu i stedet skal koncentrere sig om Jackie. Kronologien spoles tilbage, og man trættes af, at filmen nærmest starter forfra, i stedet for at krydsklippe mellem de to liv og lade historien blive fortalt mere straight. Denne dramaturgiske opbygning betyder også, at man aldrig får et nært forhold til søstrene, og filmen bliver så rodet og sporadisk gribende, at det følelsemæssige klimaks udebliver. I rollen som Jackie du Pré gentager Emily Watson sin naive og psykotiske kraftpræstation fra "Breaking the Waves", men hendes kvindeskikkelse bliver denne gang trukket for langt ud. Man irriteres over, at Jackies akavede og absurde forhold til kærlighed og sex, bliver fortalt uden belæg. Filmen giver sig ikke tid til at uddybe grunden til hendes mærkværdige reaktionsmønster og omgivelsernes forhold til det, før den skøjter videre i søstrenes følelsesmættede liv.
Det er symptomatisk for "Hilary og Jackie" at den propper mange følelser i gryden, uden at give sig tid til koncentration og udvikling af et par af sine mange følelsestemaer. Filmen snubler i sig selv. Følelserne bliver storladne og halvt fuldendte og man bliver aldrig henrykket til tårer. I rollen som Jackie virker Emily Watson hysterisk og overspillet, så det er det tindrende spil fra Rachel Griffiths og David Morrisey, der får "Hilary og Jackie" op på tre nævneværdige Scope-øjne.
19/11-2018