En 'glemt' historie vækkes til live
4.0
Den filmiske evntyrfortæller over alle, Steven Spielberg, lægger for en stund legebarnet og den uudtømmelige fabuleringslyst til side, og ifører sig sine alvorlige briller. Fortællelysten blomstrer dog stadig så rigeligt og visionen hedder "Amistad". Fortællingen er en menneskelig lidelseshistorie fra 1800-tallets slavehandel, og optikken stiller skarpt på autenticiteten i historien og realismen i billederne.
På en måde er "Amistad" hævet over enhver filmkritik. En kritik, der måtte kaste negativt lys over iscenesættelsen af en i filmsammenhæng glemt historie. En for mange amerikanere fortrængt historie. "Amistad" er nemlig så renhjertet og velment i sit humanistiske budskab, at den er al ære og respekt værd. Derfor er det med en vis ambivalens, at jeg senere må delagtiggøre Dem i nogle af filmens svage sider. Men inden vi når så vidt, så skal hatten tages af for Spielberg, fordi han som den måske eneste store Hollywood-instruktør, giver sig i kast med at fortlælle en så uglamourøs og ikke-kommerciel historie som denne.
En lidelseshistorie uden sidestykke
Filmens rammefortælling tager sit udgangspunkt i en gruppe sorte afrikanere, der efter bortførelse fra Sierra Leone og videresalg på Cuba, iværksætter et blodigt oprør på det spanske skib La Amistad. De vinder slaget til søs og overtager kommandoen over skibet. De sætter kursen mod hvad de tror er Afrika, men går i land ved den amerikanske kyst, Connecticut, året 1839. De fængsles og stilles for retten i flere omgange. Mange ønsker dem døde, andre gør krav på dem som deres retmæssige eje, bla den spanske dronning. De behandles som det rene kvæg, en handelsvare, en ejendom som var de husdyr eller et grundstykke.
Det er i løbet af denne proces, at filmen via en række flashbacks vækker afrikanernes lidelseshistorie til live. Den uret, hvormed de mødes. Den for dem totalt uforståelige amerikanske kultur og jurisdiktion. Det er brutale scener som gør direkte ondt at overvære. En realistisk virkelighed, som effektueres af billedernes rå, mørke farvemoduleringer og lettere grynede opløsning. Spielberg sparer således rigeligt på sin velkendte visuelle bravournumre. Han iscenesætter stort set uden trackings og panoreringer, men henholder sig til det statiske og langsomme tempo. Det er den menneskelige dramatik som domierer lærredet.
Kort sagt, filmen handler om den uret og lidelse som nogle mennesker har påført andre mennesker - om menneskets dybeste natur. Heroverfor står filantropen Spielberg og filmen "Amistad" med budskabet om, hvor vigtigt det er at være menneske, at være humane overfor sine medmennesker.
Drama uden melodramatik
Selvom man egentlig ikke kan forlange af en (fiktions)film, at den skal være 100% autentisk og tro mod historiske fakta, så vælger Spielberg den svære opgave at skildre hændelserne på både slaveskibet og i retssalene troværdigt i forhold til historiske fakta. Æstetisk er vi langt fra det stiliserede, billedernes råhed spejler virkelighedens barske tilstande for især afrikanerne. Men som altid hos Spielberg, når han er i det alvorlige hjørne, så spares ikke på nærbilledernes patos.
Spielberg er flere steder faretruende nær ved at gentage den stilistisk kitchede melodramatik, som skæmmede to af hans tidligere seriøse værker, "Farven Lilla" og "Solens Rige". Men hvor disse film fik tårekanalerne til at oversvømme, da doserer Spielberg her mere jævnt med det emotionelle overload og forsøger at koble "Amistad" ligeså meget på publikums intellektuelle reflektion.
Alligevel besidder "Amistad" dramatisk kraft i sin fokus på hovedpersonen Cinque (fremragende gestaltet af afrikanske Djimon Hounsou), som bliver gjort til publikums ubetingede identifikationsfigur. En stolt og intelligent mand, hvis integritet selv ikke hjælper ham mod den ubeskrivelige uret, lidelse og ydmygelse han møder i det fremmede. Det er herigennem filmen skaber sine mest bevægende øjeblikke og gør bedst indtryk. Dette er et dramaturgisk kunstgreb, som filmen ikke ville have 'overlevet' uden.
Kontrasten mellem de hvides 'retsstat' og de barbariske overgreb, som lever i praksis i det amerikanske samfund, skildrer Spielberg uden forsonende elementer. Man skal være både blind, døv og et rigtigt dumt svin for ikke at blive anfægtet af disse oplevelser. Og det er forstemmende at måtte erkende, at der ikke er langt fra denne historie til hvordan vi såkaldt humane danskere herhjemme, med vores civiliserede retsstat, lader mangen en flygtningeskæbne gå op i polemiske avisoverskrifter og juridiske spidsfindigheder.
Og så lige et lille men......
Alt dette tjener til filmens fordel, men ....ikke et men uden visse forbehold. Som antydet tidligere, så ville "Amistad" nok vinde ved at der blev skåret lidt ned på de mange super-nærbilleder af ofrene. Det er fint nok med patos i en historie, der er fuld af følelser. Men for meget af det kan også have den modsatte effekt, at vi som publikum distancerer os, fordi det kan være ubehageligt at komme for tæt på.
Filmen tenderer ofte det groft karrikerede i sine persontegninger, især 'de onde' personificeret af f.eks. sydstaternes talsmand, den marionetagtige spanske dronning Isabella, eller de samvittighedsløse anklagere og indifferente dommere som repræsentanter for 'retsstaten'. Det kunne filmen godt have været foruden.
Et insisterende lydtapet af sakral korsang
Vi slipper heller ikke for et næsten insisterende lydtapet af sakral korsang, som ledsagelse til symbolladede billeder af Cinque, der desperat gjalder sit frihedsønske ud i retssalen: "Give us free!!" (i øvrigt eneste gang han taler engelsk, fremfor Mende-afrikansk).
Endelig kunne man ønske, at Spielberg stolede lidt mere på publikums fatteevne. Filmens mange pointer om og potent symbolske billeder på menneskelig nederdrægtighed, gentages lige rigelig mange gange. Budskabet om, at vi alle er mennesker af kød og blod uanset farve og kultur, og at vi skal behandle hinanden som værdige mennesker, skæres yderligere ud i glansbilleder en tre-otte gange for meget. En enkelt stærk (og imponerende flot iscenesat) plædering for humanismen, som det J. Q. Adams (Anthony Hopkins), ubasunerer til sidst i Højesteret, ville alene have fremstået troværdigt og frygtindgydende overbevisende.
Men Spielberg ville det altså anderledes. Og hans udgave af historien om La Amistad er da også al respekt og hårdt tjente penge værd, da han måske er den eneste nutidige Hollywood-instruktør af rang, der toner så helhjertet (og rørende naivt) flag, når det gælder om at vise os hvor vigtigt det er at være menneske(lig).
På en måde er "Amistad" hævet over enhver filmkritik. En kritik, der måtte kaste negativt lys over iscenesættelsen af en i filmsammenhæng glemt historie. En for mange amerikanere fortrængt historie. "Amistad" er nemlig så renhjertet og velment i sit humanistiske budskab, at den er al ære og respekt værd. Derfor er det med en vis ambivalens, at jeg senere må delagtiggøre Dem i nogle af filmens svage sider. Men inden vi når så vidt, så skal hatten tages af for Spielberg, fordi han som den måske eneste store Hollywood-instruktør, giver sig i kast med at fortlælle en så uglamourøs og ikke-kommerciel historie som denne.
En lidelseshistorie uden sidestykke
Filmens rammefortælling tager sit udgangspunkt i en gruppe sorte afrikanere, der efter bortførelse fra Sierra Leone og videresalg på Cuba, iværksætter et blodigt oprør på det spanske skib La Amistad. De vinder slaget til søs og overtager kommandoen over skibet. De sætter kursen mod hvad de tror er Afrika, men går i land ved den amerikanske kyst, Connecticut, året 1839. De fængsles og stilles for retten i flere omgange. Mange ønsker dem døde, andre gør krav på dem som deres retmæssige eje, bla den spanske dronning. De behandles som det rene kvæg, en handelsvare, en ejendom som var de husdyr eller et grundstykke.
Det er i løbet af denne proces, at filmen via en række flashbacks vækker afrikanernes lidelseshistorie til live. Den uret, hvormed de mødes. Den for dem totalt uforståelige amerikanske kultur og jurisdiktion. Det er brutale scener som gør direkte ondt at overvære. En realistisk virkelighed, som effektueres af billedernes rå, mørke farvemoduleringer og lettere grynede opløsning. Spielberg sparer således rigeligt på sin velkendte visuelle bravournumre. Han iscenesætter stort set uden trackings og panoreringer, men henholder sig til det statiske og langsomme tempo. Det er den menneskelige dramatik som domierer lærredet.
Kort sagt, filmen handler om den uret og lidelse som nogle mennesker har påført andre mennesker - om menneskets dybeste natur. Heroverfor står filantropen Spielberg og filmen "Amistad" med budskabet om, hvor vigtigt det er at være menneske, at være humane overfor sine medmennesker.
Drama uden melodramatik
Selvom man egentlig ikke kan forlange af en (fiktions)film, at den skal være 100% autentisk og tro mod historiske fakta, så vælger Spielberg den svære opgave at skildre hændelserne på både slaveskibet og i retssalene troværdigt i forhold til historiske fakta. Æstetisk er vi langt fra det stiliserede, billedernes råhed spejler virkelighedens barske tilstande for især afrikanerne. Men som altid hos Spielberg, når han er i det alvorlige hjørne, så spares ikke på nærbilledernes patos.
Spielberg er flere steder faretruende nær ved at gentage den stilistisk kitchede melodramatik, som skæmmede to af hans tidligere seriøse værker, "Farven Lilla" og "Solens Rige". Men hvor disse film fik tårekanalerne til at oversvømme, da doserer Spielberg her mere jævnt med det emotionelle overload og forsøger at koble "Amistad" ligeså meget på publikums intellektuelle reflektion.
Alligevel besidder "Amistad" dramatisk kraft i sin fokus på hovedpersonen Cinque (fremragende gestaltet af afrikanske Djimon Hounsou), som bliver gjort til publikums ubetingede identifikationsfigur. En stolt og intelligent mand, hvis integritet selv ikke hjælper ham mod den ubeskrivelige uret, lidelse og ydmygelse han møder i det fremmede. Det er herigennem filmen skaber sine mest bevægende øjeblikke og gør bedst indtryk. Dette er et dramaturgisk kunstgreb, som filmen ikke ville have 'overlevet' uden.
Kontrasten mellem de hvides 'retsstat' og de barbariske overgreb, som lever i praksis i det amerikanske samfund, skildrer Spielberg uden forsonende elementer. Man skal være både blind, døv og et rigtigt dumt svin for ikke at blive anfægtet af disse oplevelser. Og det er forstemmende at måtte erkende, at der ikke er langt fra denne historie til hvordan vi såkaldt humane danskere herhjemme, med vores civiliserede retsstat, lader mangen en flygtningeskæbne gå op i polemiske avisoverskrifter og juridiske spidsfindigheder.
Og så lige et lille men......
Alt dette tjener til filmens fordel, men ....ikke et men uden visse forbehold. Som antydet tidligere, så ville "Amistad" nok vinde ved at der blev skåret lidt ned på de mange super-nærbilleder af ofrene. Det er fint nok med patos i en historie, der er fuld af følelser. Men for meget af det kan også have den modsatte effekt, at vi som publikum distancerer os, fordi det kan være ubehageligt at komme for tæt på.
Filmen tenderer ofte det groft karrikerede i sine persontegninger, især 'de onde' personificeret af f.eks. sydstaternes talsmand, den marionetagtige spanske dronning Isabella, eller de samvittighedsløse anklagere og indifferente dommere som repræsentanter for 'retsstaten'. Det kunne filmen godt have været foruden.
Et insisterende lydtapet af sakral korsang
Vi slipper heller ikke for et næsten insisterende lydtapet af sakral korsang, som ledsagelse til symbolladede billeder af Cinque, der desperat gjalder sit frihedsønske ud i retssalen: "Give us free!!" (i øvrigt eneste gang han taler engelsk, fremfor Mende-afrikansk).
Endelig kunne man ønske, at Spielberg stolede lidt mere på publikums fatteevne. Filmens mange pointer om og potent symbolske billeder på menneskelig nederdrægtighed, gentages lige rigelig mange gange. Budskabet om, at vi alle er mennesker af kød og blod uanset farve og kultur, og at vi skal behandle hinanden som værdige mennesker, skæres yderligere ud i glansbilleder en tre-otte gange for meget. En enkelt stærk (og imponerende flot iscenesat) plædering for humanismen, som det J. Q. Adams (Anthony Hopkins), ubasunerer til sidst i Højesteret, ville alene have fremstået troværdigt og frygtindgydende overbevisende.
Men Spielberg ville det altså anderledes. Og hans udgave af historien om La Amistad er da også al respekt og hårdt tjente penge værd, da han måske er den eneste nutidige Hollywood-instruktør af rang, der toner så helhjertet (og rørende naivt) flag, når det gælder om at vise os hvor vigtigt det er at være menneske(lig).
19/11-2018
