Gys i kopimaskinen
3.0
En seriemorder kopierer seriemordere - hverken mere eller mindre.
Her forleden dag var jeg i biografen for at se Brad Pitt og Morgan Freeman spille forvirrede detektiver i filmen %u201CSeven%u201D. Pragtfuld film. Det glade, religiøse vanvid. Mums! %u201CSeven%u201D har noget af det dér 'kornede' og usminkede nærvær, som ellers er relativt sjældent i gysere, og det alene gør den usammenlignelig med instruktøren Jon Amiels bidrag til genren. %u201CCopycat%u201D vil så gerne være sofistikeret. En dyb psykologisk indånding med nerverne spændt ud mellem en morder og et offer. Dét med nerverne kommer efterhånden, resten forbliver i posen.
%u201CCopycat%u201D er som sådan en elementært spændende film, der kombinerer hovedideerne i %u201COndskabens øjne%u201D med en seriemorders forskruede ambition om at kopiere tidligere morderes mesterværker. Sigourney Weaver spiller den fortabte ekspert i seriemordets kunst, Helen Hudson, der har en plads i enhver galnings hjerte. Som kriminalpsykolog kender hun dem alle, deres metoder og sociale profil, og udgør derfor naturligt nok den store gevinst blandt branchens ærgerrige englemagere. Helen er en rigtig præmiegris, og har i erkendelse heraf udviklet en slem omgang paranoia.
Da gamle kendinge fra mordets socialhistorie begynder at dukke op i nye udgaver, drages Helen ind i politiets undersøgelser af detektiven Monahan. Hun spilles af Holly Hunter, og vil man vide, hvorfor Hunter hentede en Oscar hjem for sin præstation i filmen %u201CThe Piano%u201D, skal man holde sig langt væk fra %u201CCopycat%u201D. Med en sukkersød maske ligner hun en fejlplaceret skolefrøken, der har fået stillet et svært spørgsmål af klassens slemme dreng. Derfor minder filmen også om en tv-serie de første 45 minutter, mens Hunter smiler bekymret over morderens indledende manøvre.
Ondskaben øjnes efterhånden
Weavers filmgennembrud som Ripley i %u201CAlien%u201D gjorde det obligatorisk for hende i film at spadsere rundt i undertøj. Tradtionen holder ved i %u201CCopycat%u201D, og man kan derfor nyde synet af den indtagende skuespillerinde iklædt en ganske ærbar silkenatkjole, mens hun via sit befæstede hjems tre computere kommunikerer med resterne af hendes omverden. Den teknologiske tidsalder spiller en dominerende rolle gennem Helens computere, men som dagligdags hjælpemiddel virker det endnu for aparte på film. Helens brug af multimedia og internet er i cinemascope ikke særlig spændingsbefordrende.
Når det er sagt, vil jeg gerne holde fast ved de kvaliteter, som %u201CCopycat%u201D vitterlig bærer med sig. Den ér spændende, ikke helt som %u201COndskabens øjne%u201D, men nok til at jeg måtte udfolde et par særdeles ærlige gisp under den afsluttende halve time. Når Amiel skifter tv-dokumentaren ud med psyko-thrilleren skifter filmen niveau, og bliver til et lukket univers med knive i alles hænder. Dér svinger jagten på 'copy-katten' sig op til et solidt gys, hvor man som påkrævet føler sig narret til det sidste. Og det er i denne sammenhæng ikke det mindste, man kan forlange.
Her forleden dag var jeg i biografen for at se Brad Pitt og Morgan Freeman spille forvirrede detektiver i filmen %u201CSeven%u201D. Pragtfuld film. Det glade, religiøse vanvid. Mums! %u201CSeven%u201D har noget af det dér 'kornede' og usminkede nærvær, som ellers er relativt sjældent i gysere, og det alene gør den usammenlignelig med instruktøren Jon Amiels bidrag til genren. %u201CCopycat%u201D vil så gerne være sofistikeret. En dyb psykologisk indånding med nerverne spændt ud mellem en morder og et offer. Dét med nerverne kommer efterhånden, resten forbliver i posen.
%u201CCopycat%u201D er som sådan en elementært spændende film, der kombinerer hovedideerne i %u201COndskabens øjne%u201D med en seriemorders forskruede ambition om at kopiere tidligere morderes mesterværker. Sigourney Weaver spiller den fortabte ekspert i seriemordets kunst, Helen Hudson, der har en plads i enhver galnings hjerte. Som kriminalpsykolog kender hun dem alle, deres metoder og sociale profil, og udgør derfor naturligt nok den store gevinst blandt branchens ærgerrige englemagere. Helen er en rigtig præmiegris, og har i erkendelse heraf udviklet en slem omgang paranoia.
Da gamle kendinge fra mordets socialhistorie begynder at dukke op i nye udgaver, drages Helen ind i politiets undersøgelser af detektiven Monahan. Hun spilles af Holly Hunter, og vil man vide, hvorfor Hunter hentede en Oscar hjem for sin præstation i filmen %u201CThe Piano%u201D, skal man holde sig langt væk fra %u201CCopycat%u201D. Med en sukkersød maske ligner hun en fejlplaceret skolefrøken, der har fået stillet et svært spørgsmål af klassens slemme dreng. Derfor minder filmen også om en tv-serie de første 45 minutter, mens Hunter smiler bekymret over morderens indledende manøvre.
Ondskaben øjnes efterhånden
Weavers filmgennembrud som Ripley i %u201CAlien%u201D gjorde det obligatorisk for hende i film at spadsere rundt i undertøj. Tradtionen holder ved i %u201CCopycat%u201D, og man kan derfor nyde synet af den indtagende skuespillerinde iklædt en ganske ærbar silkenatkjole, mens hun via sit befæstede hjems tre computere kommunikerer med resterne af hendes omverden. Den teknologiske tidsalder spiller en dominerende rolle gennem Helens computere, men som dagligdags hjælpemiddel virker det endnu for aparte på film. Helens brug af multimedia og internet er i cinemascope ikke særlig spændingsbefordrende.
Når det er sagt, vil jeg gerne holde fast ved de kvaliteter, som %u201CCopycat%u201D vitterlig bærer med sig. Den ér spændende, ikke helt som %u201COndskabens øjne%u201D, men nok til at jeg måtte udfolde et par særdeles ærlige gisp under den afsluttende halve time. Når Amiel skifter tv-dokumentaren ud med psyko-thrilleren skifter filmen niveau, og bliver til et lukket univers med knive i alles hænder. Dér svinger jagten på 'copy-katten' sig op til et solidt gys, hvor man som påkrævet føler sig narret til det sidste. Og det er i denne sammenhæng ikke det mindste, man kan forlange.
19/11-2018
