Individets lyst
4.0
Lise Nørgaard fremstår som kvindepolitisk partisan i Peter Schrøders anden film om Danmark mellem krigene.
I 1917 føder Olga Jensen sit første barn i hjemmet i Roskilde. Familiens overhoved, grosserer Harry A. Jensen er spændt på resultatet, og stor er hans fortrydelse, da hans ønskede drengebarn viser sig kun at være en pige. Tre år senere nedkommer fruen igen med samme skuffende resultat, og mistrøstigheden nærmer sig nulpunktet, da faderen endnu et par år senere skal inspicere ægteskabets tredje frugt. Denne gang er gevinsten hjemme, og den stolte patriark kan med sin søn i favnen forkynde, at "hvad gør det så med et par fejlleverancer, når den rigtige vare kommer til sidst."
Faderens merkantile verdensbillede kan virke komisk i vore dage, men for den ældste datter Lise udvikler mellemkrigstidens spidsborgerlige miljø sig til et rædselskabinet af forstenede fordomme. Skubbet til side af en aristokratisk forestilling om mandens suverænitet, kæmper hun sig de følgende år gennem det tætte dynd af konservative regulativer, hen imod den strålende ambition om en journalistkarriere. I mellemtiden har hun flere gange måttet træde vande i forældrenes forsøg på at tilpasse hende, bl.a. gennem et tvungent ophold på Sorø Husholdningsskole. Resultaterne kan imidlertid ikke måle sig med Lises ønsker om frigørelse - for alt i verden vil hun levere varen. Den rigtige vare.
En storfilm der stinker
I Peter Schrøders instruktion er historien om Lise Nørgaards opvækst blevet et vælvet portræt af en vital personlighed, som i sjælden grad formåede at afspejle samtidens forvandling mod moderne livsformer. Filmen "Kun en pige" er derfor ikke kun en Lise Nørgaard-miniature, men iscenesættes af et stykke politisk og social Danmarkshistorie, der med larmende automobiler, råbende avissælgere og kniplingsbesatte stuemiljøer gør atmosfæren tyk og sanselig. Realismen stinker, som Poul Borum en gang sagde om Dan Turells krimier, og det er ubetinget et kompliment.
Filmen har udviklet sig til lidt af et prestigeprojekt for de mange investorer, heriblandt Danmarks Radio, hvorfor budgettet er blevet det største nogensinde for en dansk film. 28 mill. kroner er den økonomiske grænseværdi for den tre timer lange film med ca. 100 skuespillere og 1500 statister, næsten en tredobling af normalen på disse breddegrader. Slutproduktet virker imidlertid langt fra forkælet. Fra start til slut er virkemidlerne for det meste afstemt, så helhedsindtrykket kun skæmmes af de våde skylninger fra lidt for mange violiner, og en påfaldende dvælen ved enkelte billeders symboltunge fernis.
Karrierekvinde med regneproblemer
Mens Puk Scharbau spiller 'damen, de sendte', tager Amalie Dollerup og Sophie Engberg sig af Lise som hhv. 7 og 12 år. Deres slående lighed med den originale fru Nørgaard kan man kalde et ekstra krydderi, for alle tre udfolder hovedfiguren på en måde, der omsætter det lange stræk fra Lille Lise til Store Lise uskolet og naturligt. Dog - Puk Schaurbau må fremhæves, for mens børnene til syvende og sidst handler afhængigt af deres omgivelser, da kommer den voksne Lise rundt og helt ud i karakterens ekstremer. Hun griner, græder og skriger af afmagt over den skæbne, som forældrene prøver at forme hende efter. Ud af kvalerne vokser et viljestærkt mennesker, der tilsidst kan forlade mand, børn og hjem - husmorrollen, og forfølge sit journalistkald i hovedstaden.
Forinden har hun været omkring pigeskolen, og lært at neje pænt for læreren. Hun har lavet sellerikoteletter i Sorø, arbejdet sig vej igennem elevtiden på Roskilde dagblad, set krigens ofre forbløde i et sønderbombet Hamburg og leveret tre børn til et skvat af en mand. En ordentlig omgang, der ikke kan undgå at gøre filmen en smule flyvsk. Hvor man end lander, er rollerne imidlertid inspireret af gode skuespillere, og lad mig da bare nævne Lises svigerfar, som Claus Strandberg får ti minutter til at gøre verdensfjern og mindeværdig.
En større rolle har Waage Sandøe som faren, der helst ser sig selv som geschæftig handelsmand udadtil og helst slet ikke ser indadtil - medmindre det da er som familiens åndelige regnskabsholder. Lise forstår at kludre godt op i plusserne og minuserne, hvorfor faderen tilsidst mister kontrollen og stikker sin næsvise datter en flad - i øvrigt ganske velfortjent. Slaget er et signal om familiens nederlag, omend ikke Lises sejr. Hun er på dette tidspunkt ved at være flyvefærdig, og beviser det ved - efter et formfuldendt hovedspring ned i Roskilde bugt - at indtræde som elev på den lokale sprøjte. I tredverne absolut ikke en plads for damer.
Gyldent trav
Trods et væddemål mellem faderen og bladets redaktør, klarer Lise læretiden. Hun leverer varen, og modtager tilsidst trofæet i form af et job på Politiken. Hendes sejr er ikke uden malice, for det koster at forlade børnene - hvor meget får man ikke at vide. Filmens slutscene er nemlig denne afsked, og mærkes som en temmelig abrupt opbremsning på det efterhånden udmattede publikum. 'Hvad skete der så?', må spørgsmålet lyde. Man er langtfra overbevist om værdien i Lises karrierevalg. Og det er faktisk en kvalitet. Ligesom århundredets brud på ældre traditioner heller ikke har været fed lykke til alle, så er portrættet tvetydigt til det sidste - ikke om retfærdigheden i Lises frigørelsesprojekt, men om omkostningerne ved det opnåede (for nu at bruge et begreb fra farens logik).
Lise går sin vej, en knudret og besværlig vej indhegnet af tidens syn på kvinder og arbejdsliv. Filmen læner sig til tider op ad det sentimentale i dens forsøg på at skildre vejens stigninger og fald, men man bliver alligevel mere bevæget end køresyg over det ambitiøse portræt, som både forundrer og fornøjer. Stemningen fra familieserien "Matador" ligger forudsigeligt på lur i fremstillingerne af borgerskabets absurde omgangstone, og nu da Danmarks Radio har spyttet i kassen skal de tre timer da nok finde vej til husalteret derhjemme. At kalde "Kun en pige" for et overdimensioneret Matadormix er dog at gøre grin med instruktør og skuespillere - det brede lærred passer ganske enkelt for godt til filmens gyldne trav gennem en halv menneskealder.
I 1917 føder Olga Jensen sit første barn i hjemmet i Roskilde. Familiens overhoved, grosserer Harry A. Jensen er spændt på resultatet, og stor er hans fortrydelse, da hans ønskede drengebarn viser sig kun at være en pige. Tre år senere nedkommer fruen igen med samme skuffende resultat, og mistrøstigheden nærmer sig nulpunktet, da faderen endnu et par år senere skal inspicere ægteskabets tredje frugt. Denne gang er gevinsten hjemme, og den stolte patriark kan med sin søn i favnen forkynde, at "hvad gør det så med et par fejlleverancer, når den rigtige vare kommer til sidst."
Faderens merkantile verdensbillede kan virke komisk i vore dage, men for den ældste datter Lise udvikler mellemkrigstidens spidsborgerlige miljø sig til et rædselskabinet af forstenede fordomme. Skubbet til side af en aristokratisk forestilling om mandens suverænitet, kæmper hun sig de følgende år gennem det tætte dynd af konservative regulativer, hen imod den strålende ambition om en journalistkarriere. I mellemtiden har hun flere gange måttet træde vande i forældrenes forsøg på at tilpasse hende, bl.a. gennem et tvungent ophold på Sorø Husholdningsskole. Resultaterne kan imidlertid ikke måle sig med Lises ønsker om frigørelse - for alt i verden vil hun levere varen. Den rigtige vare.
En storfilm der stinker
I Peter Schrøders instruktion er historien om Lise Nørgaards opvækst blevet et vælvet portræt af en vital personlighed, som i sjælden grad formåede at afspejle samtidens forvandling mod moderne livsformer. Filmen "Kun en pige" er derfor ikke kun en Lise Nørgaard-miniature, men iscenesættes af et stykke politisk og social Danmarkshistorie, der med larmende automobiler, råbende avissælgere og kniplingsbesatte stuemiljøer gør atmosfæren tyk og sanselig. Realismen stinker, som Poul Borum en gang sagde om Dan Turells krimier, og det er ubetinget et kompliment.
Filmen har udviklet sig til lidt af et prestigeprojekt for de mange investorer, heriblandt Danmarks Radio, hvorfor budgettet er blevet det største nogensinde for en dansk film. 28 mill. kroner er den økonomiske grænseværdi for den tre timer lange film med ca. 100 skuespillere og 1500 statister, næsten en tredobling af normalen på disse breddegrader. Slutproduktet virker imidlertid langt fra forkælet. Fra start til slut er virkemidlerne for det meste afstemt, så helhedsindtrykket kun skæmmes af de våde skylninger fra lidt for mange violiner, og en påfaldende dvælen ved enkelte billeders symboltunge fernis.
Karrierekvinde med regneproblemer
Mens Puk Scharbau spiller 'damen, de sendte', tager Amalie Dollerup og Sophie Engberg sig af Lise som hhv. 7 og 12 år. Deres slående lighed med den originale fru Nørgaard kan man kalde et ekstra krydderi, for alle tre udfolder hovedfiguren på en måde, der omsætter det lange stræk fra Lille Lise til Store Lise uskolet og naturligt. Dog - Puk Schaurbau må fremhæves, for mens børnene til syvende og sidst handler afhængigt af deres omgivelser, da kommer den voksne Lise rundt og helt ud i karakterens ekstremer. Hun griner, græder og skriger af afmagt over den skæbne, som forældrene prøver at forme hende efter. Ud af kvalerne vokser et viljestærkt mennesker, der tilsidst kan forlade mand, børn og hjem - husmorrollen, og forfølge sit journalistkald i hovedstaden.
Forinden har hun været omkring pigeskolen, og lært at neje pænt for læreren. Hun har lavet sellerikoteletter i Sorø, arbejdet sig vej igennem elevtiden på Roskilde dagblad, set krigens ofre forbløde i et sønderbombet Hamburg og leveret tre børn til et skvat af en mand. En ordentlig omgang, der ikke kan undgå at gøre filmen en smule flyvsk. Hvor man end lander, er rollerne imidlertid inspireret af gode skuespillere, og lad mig da bare nævne Lises svigerfar, som Claus Strandberg får ti minutter til at gøre verdensfjern og mindeværdig.
En større rolle har Waage Sandøe som faren, der helst ser sig selv som geschæftig handelsmand udadtil og helst slet ikke ser indadtil - medmindre det da er som familiens åndelige regnskabsholder. Lise forstår at kludre godt op i plusserne og minuserne, hvorfor faderen tilsidst mister kontrollen og stikker sin næsvise datter en flad - i øvrigt ganske velfortjent. Slaget er et signal om familiens nederlag, omend ikke Lises sejr. Hun er på dette tidspunkt ved at være flyvefærdig, og beviser det ved - efter et formfuldendt hovedspring ned i Roskilde bugt - at indtræde som elev på den lokale sprøjte. I tredverne absolut ikke en plads for damer.
Gyldent trav
Trods et væddemål mellem faderen og bladets redaktør, klarer Lise læretiden. Hun leverer varen, og modtager tilsidst trofæet i form af et job på Politiken. Hendes sejr er ikke uden malice, for det koster at forlade børnene - hvor meget får man ikke at vide. Filmens slutscene er nemlig denne afsked, og mærkes som en temmelig abrupt opbremsning på det efterhånden udmattede publikum. 'Hvad skete der så?', må spørgsmålet lyde. Man er langtfra overbevist om værdien i Lises karrierevalg. Og det er faktisk en kvalitet. Ligesom århundredets brud på ældre traditioner heller ikke har været fed lykke til alle, så er portrættet tvetydigt til det sidste - ikke om retfærdigheden i Lises frigørelsesprojekt, men om omkostningerne ved det opnåede (for nu at bruge et begreb fra farens logik).
Lise går sin vej, en knudret og besværlig vej indhegnet af tidens syn på kvinder og arbejdsliv. Filmen læner sig til tider op ad det sentimentale i dens forsøg på at skildre vejens stigninger og fald, men man bliver alligevel mere bevæget end køresyg over det ambitiøse portræt, som både forundrer og fornøjer. Stemningen fra familieserien "Matador" ligger forudsigeligt på lur i fremstillingerne af borgerskabets absurde omgangstone, og nu da Danmarks Radio har spyttet i kassen skal de tre timer da nok finde vej til husalteret derhjemme. At kalde "Kun en pige" for et overdimensioneret Matadormix er dog at gøre grin med instruktør og skuespillere - det brede lærred passer ganske enkelt for godt til filmens gyldne trav gennem en halv menneskealder.
19/11-2018
