Krig er i hvert fald ikke fred

Krig er helvede på jord. Det er Steven Spielbergs budskab med denne skildring af Anden Verdenskrig, der med sin dokumentaristiske stil ikke er som nogen anden krigsfilm. Blod, indvolde, gru og rædsel bliver ikke glorificeret i velpudsede og æstetisk flotte billeder. Filmen er kvalmende og ondskabsfuld, men mod og ære finder vej til fronten i kampen mod den nazistiske overmagt.


"Saving Private Ryan" toner op (og ned) med billedet af et blidt vajende amerikansk flag. "Stars and Stripes" er det visuelle symbol på frihed og lighed for alle mennesker. Vi er i nutiden på mindesmærket ved Omaha Beach, endeløse rækker af snehvide kors vidner om blodbadet den 6. juni, 1944. En mand bryder grædende sammen foran sin familie, og der klippes til vanviddet og infernoet, da tusindvis af tropper blev landsat på D-dagen.

Historien er enkel: kaptajn John Miller (Tom Hanks) er øverstbefalende for syv mænd, der skal finde menig James Francis Ryan (Matt Damon) - muligvis den eneste overlevende af fire brødre, der har ladet sig hverve under Anden Verdenskrig.
Han har en billet hjem til mor, hvis de kan finde ham, men for de otte mænd er krigens logik absurd. Hvorfor skal flere mænd risikere deres liv for at redde en enkelt, der ligeså vel kunne være død?

Den sidste store krig(sfilm?)

Med en halv times nærbilleder, håndholdt kamera, piftende kugler og øredøvende eksplosioner lægger "Saving Private Ryan" tonen an: det er næsten som at være der selv. Men alligevel ikke, for trods alle tekniske finurligheder og en fremragende billedlyrik, forsvinder bevidstheden om at sidde i en biograf dybest set ikke. At man kan rejse sig og gå sin vej, gør denne film udholdelig. Og intensiteten af denne første halve time bevares hele filmen igennem. Spielberg har ikke alene en guddommelig sans for mediet og manipulationen, han kan også forene detaljen og realismen uden at glemme basale humanistiske følelser. Oscar venter sandsynligvis forude, for dette er "the war movie to end all war movies". Hvis den så også bare kunne ende alle krige.

To sider af samme krig

I alle henseender er "Saving Private Ryan" en storslået krigsfilm. Den er minutiøst udført, grusom, brutal og alligevel meget menneskelig. Magtesløshed, smerte, frygt, fejhed, hævntørst, vrede, kærlighed og broderskabets bånd er alle menneskelige følelser, der bringes op til overvejelse. Men mest af alt står spørgsmål om krigens meningsløshed og skæbnens tilfældige valg ("hvorfor ham og ikke mig?") - ubesvaret.

Krig er et universelt onde, en tilstand som ingen mennesker kan ville, men som alligevel eksisterer. Med Anden Verdenskrig som udgangspunkt er det nemt at tage stilling til, om der findes en sag, der er værd at ofre livet for. Anden Verdenskrig var nok den mest nødvendige af alle krige i vor nære historie, for hvis ikke de allierede havde kæmpet mod Nazi-Tyskland, hvordan ville verden så have set ud idag? Men hvordan skal de tusindvis af nutidige tyskere, der ser filmen, tackle den ensidige fremstilling af deres nation, folk og fortid?

"Saving Private Ryan" lægger ikke skjul på, hvem der er helte, og hvem der er skurke. Tyskerne er skurke og satanistiske udyr, der kun fortjener at dø. Og selvfølgelig kan en underbemandet amerikansk enhed forsvare en bro overfor en hel tysk kampvognsbatallion. Trods et par granatbomber af rendyrket manipulation, fortjener "Saving Private Ryan" fem øjne. Desværre vil filmen sandsynligvis ikke gøre hverken fra eller til i den virkelige verden. Vi glemmer aldrig, men vi handler ikke derefter