Ingen anden verden
4.0
Terrence Malicks filmatisering af James Jones' "Den tynde røde linje", er lang, smuk og i en anden verden. Helvede i paradis, paradis i helvede - en usædvanlig uklassisk krigsfilm om krigens indre gru
Med sine 2 timer og 45 minutter er "Den tynde røde linje" ikke meget kortere end Steven Spielbergs "Saving Private Ryan", men den er uendelig meget anderledes. Farverne er dybe og smukke, fotografen John Toll har kælet for billederne som en mand ville kæle for en elsket kvinde, musikken er himmelsk, og sidst, men absolut ikke mindst, er der ingen rigtig handling. Ingen historie om en lille gruppe soldater, der er på mission for at redde en fortabt søn ud af et sønderbombet Europa. "Den tynde røde linje"'s mission er en helt anden. Terrence Malick har bestræbt sig på at skildre de enkelte soldaters indre tanker og frygt, for ingen oplever en krig på samme måde.
Soldaterkammerater
De ydre omstændigheder er indtagelsen af Guadalcanal i november 1942, som er besat af japanerne, og som amerikanerne må have for at kunne kontrollere Stillehavet. Den ældre oberstløjnant Tall (Nick Nolte i bedste vanvid) er blevet forbigået hele sit liv, og ser nu sin første krig som en enestående chance til at stige i graderne. I sikkerhed bag linjerne og med brigadegeneral Quintards (John Travolta) øjne hvilende på sig, beordrer han sine mænd frem - også selvom det er det rene selvmord. Kaptajn James Staros (Elias Koteas) nægter at adlyde ordre, og redder derved flere liv.
Deriblandt menig Jack Bell (Ben Chaplin), der drømmer om sin kone derhjemme og menig Witt (Jim Caviezel), som prøver at forstå det gode og det onde, der udspiller sig for hans blide engleøjne. Med flere deserteringer bag sig har han gjort sig noget upopulær hos sergeant Welsh (Sean Penn), der kynisk sender ham tilbage til fronten.
Herfra til evigheden
James Jones var selv soldat under Anden Verdenskrig, og vidste udmærket godt hvad han skrev om. Hans første bog "Herfra til evigheden" tog otte år at skrive, og ligesom de efterfølgende er det blevet sagt om hans romaner, at de var umulige at filmatisere. Men filmen "Herfra til evigheden" vandt en Oscar for bedste film i 1953, og med en Guldbjørn i Berlin og 7 nomineringer til "Den tynde røde linje" - mon så ikke der venter flere statuetter rundt om hjørnet?
Der er kun denne verden
Terrence Malick har samlet en bred skare af kendte og ukendte skuespillere, der hver især giver deres fortolkning af hvordan det er at være fanget på et meget ubehageligt sted. Og essencen af James Jones' roman har han fanget med en sjælden set stilsikkerhed. Flere ville nok kritisere de enkelte rollers voice-over, men det er lige netop dem, der giver filmen den filosofiske tilgang, som den sigter efter. Alternativt kunne man forestille sig en film uden nogen form for tale, hvilket i Malicks hænder måske ville være blevet ligeså vellykket. Eneste virkelige urene tone i denne paradisiske helvedessymfoni, er George Clooney som kaptajn Bosche, en monolog som sagtens kunne være klippet ud. Ellers må missionen siges at være lykkedes til fulde.
Med sine 2 timer og 45 minutter er "Den tynde røde linje" ikke meget kortere end Steven Spielbergs "Saving Private Ryan", men den er uendelig meget anderledes. Farverne er dybe og smukke, fotografen John Toll har kælet for billederne som en mand ville kæle for en elsket kvinde, musikken er himmelsk, og sidst, men absolut ikke mindst, er der ingen rigtig handling. Ingen historie om en lille gruppe soldater, der er på mission for at redde en fortabt søn ud af et sønderbombet Europa. "Den tynde røde linje"'s mission er en helt anden. Terrence Malick har bestræbt sig på at skildre de enkelte soldaters indre tanker og frygt, for ingen oplever en krig på samme måde.
Soldaterkammerater
De ydre omstændigheder er indtagelsen af Guadalcanal i november 1942, som er besat af japanerne, og som amerikanerne må have for at kunne kontrollere Stillehavet. Den ældre oberstløjnant Tall (Nick Nolte i bedste vanvid) er blevet forbigået hele sit liv, og ser nu sin første krig som en enestående chance til at stige i graderne. I sikkerhed bag linjerne og med brigadegeneral Quintards (John Travolta) øjne hvilende på sig, beordrer han sine mænd frem - også selvom det er det rene selvmord. Kaptajn James Staros (Elias Koteas) nægter at adlyde ordre, og redder derved flere liv.
Deriblandt menig Jack Bell (Ben Chaplin), der drømmer om sin kone derhjemme og menig Witt (Jim Caviezel), som prøver at forstå det gode og det onde, der udspiller sig for hans blide engleøjne. Med flere deserteringer bag sig har han gjort sig noget upopulær hos sergeant Welsh (Sean Penn), der kynisk sender ham tilbage til fronten.
Herfra til evigheden
James Jones var selv soldat under Anden Verdenskrig, og vidste udmærket godt hvad han skrev om. Hans første bog "Herfra til evigheden" tog otte år at skrive, og ligesom de efterfølgende er det blevet sagt om hans romaner, at de var umulige at filmatisere. Men filmen "Herfra til evigheden" vandt en Oscar for bedste film i 1953, og med en Guldbjørn i Berlin og 7 nomineringer til "Den tynde røde linje" - mon så ikke der venter flere statuetter rundt om hjørnet?
Der er kun denne verden
Terrence Malick har samlet en bred skare af kendte og ukendte skuespillere, der hver især giver deres fortolkning af hvordan det er at være fanget på et meget ubehageligt sted. Og essencen af James Jones' roman har han fanget med en sjælden set stilsikkerhed. Flere ville nok kritisere de enkelte rollers voice-over, men det er lige netop dem, der giver filmen den filosofiske tilgang, som den sigter efter. Alternativt kunne man forestille sig en film uden nogen form for tale, hvilket i Malicks hænder måske ville være blevet ligeså vellykket. Eneste virkelige urene tone i denne paradisiske helvedessymfoni, er George Clooney som kaptajn Bosche, en monolog som sagtens kunne være klippet ud. Ellers må missionen siges at være lykkedes til fulde.
19/11-2018
