Place Vendôme - Juvelerkvarteret
3.0
En kvinde vågner
Selv som falleret alkoholiker funkler Catherine Deneuve om kap med diamanter i fransk drama om begær og bedrag
"Place Vendôme" er velspillet, udmærket instrueret og ganske tilforladelig, men først og fremmest er det en film, der lever og ånder på grund af Catherine Deneuve. Det er en fornøjelse at se den snart 56-årige skuespillerinde, med prædikatet som kølig og uopnåelig skønhed, spille sølle, afdanket frue fra det pæne borgerskab. En lignende kvindefigur spillede hun også i André Téchinés "Tyvene" (96) og har på sine gamle dage ikke været bange for at kaste sig ud i uvante og mindre flatterende roller. Ikke mindst i Téchinés seneste film.
Instruktøren Nicole Garcia inviterer i sin tredje spillefilm til et kig om bag facaderne i juvelerbranchen, hvor intrigerne florerer, og ulovlig handel med diamanter generer branchens magtfulde internationale aktører. Vincent Malivert (Bernard Fresson) ejer en anset juvelerforretning på Place Vendôme i Paris, men økonomisk går det skidt, og han vælger at køre sin bil frontalt ind i en lastvogn. Det bliver anledningen til, at enken Marianne (Deneuve) vågner op af en årelang døs og langsomt beslutter sig for at stå ansigt til ansigt med livet og omverdenen igen. Ad skæbnens veje konfronteres hun også med sin fortid og dermed årsagen til, at hun indlod sig på et fornuftsægteskab indhyllet i spirituståger.
Emmanuelle Seigner, der som Deneuve tidligere har ladet sig instruere af Roman Polanski, spiller den unge, smukke Nathalie, som er sælger i Vincent Maliverts eksklusive butik og derudover også har ydet ham intime private tjenester. Marianne genkender sig selv som ung i denne ambitiøse kvinde på vej frem i livet ved hjælp af tvivlsomme midler. For at der ikke skal være nogen tvivl om, at historien er ved at gentage sig, og at Nathalie er ved at begå de samme fejltrin som Marianne, spiller Seigner i en flashback-sekvens den unge Marianne. Måske et lidt for overgjort vink med en vognstang.
Rundt om de to kvinder cirkler en masse mænd i jakkesæt og med lyssky motiver. Filmen følger Mariannes famlende vej tilbage til livet og hendes prøvelser for at få afsat sin afdøde mands stjålne diamanter. Fordi Deneuve holder rorpinden, lulles tilskueren velvilligt ned i det langsomme tempo, og den noget mudrede kriminalintrige accepteres. Ligesom Marianne er tilskueren ikke altid klar over, hvilken situation hun er havnet i, og det indtryk hjælpes godt på vej af hurtige skift mellem lokaliteter i form af indelukkede lejligheder, kontorer og hotelværelser. Af den grund kan det også være svært at holde styr på, om begivenhederne udspiller sig i Paris, London eller Antwerpen.
Hører man ikke til blandt Catherine Deneuves fanskare, kan "Place Vendôme" nok føles lige lovlig tynd og langtrukken. Det er så absolut Mariannes historie, der er billetpengene værd i en film, hvor menneskelige relationer er lige så kølige som de sten, alle eftertragter.
Selv som falleret alkoholiker funkler Catherine Deneuve om kap med diamanter i fransk drama om begær og bedrag
"Place Vendôme" er velspillet, udmærket instrueret og ganske tilforladelig, men først og fremmest er det en film, der lever og ånder på grund af Catherine Deneuve. Det er en fornøjelse at se den snart 56-årige skuespillerinde, med prædikatet som kølig og uopnåelig skønhed, spille sølle, afdanket frue fra det pæne borgerskab. En lignende kvindefigur spillede hun også i André Téchinés "Tyvene" (96) og har på sine gamle dage ikke været bange for at kaste sig ud i uvante og mindre flatterende roller. Ikke mindst i Téchinés seneste film.
Instruktøren Nicole Garcia inviterer i sin tredje spillefilm til et kig om bag facaderne i juvelerbranchen, hvor intrigerne florerer, og ulovlig handel med diamanter generer branchens magtfulde internationale aktører. Vincent Malivert (Bernard Fresson) ejer en anset juvelerforretning på Place Vendôme i Paris, men økonomisk går det skidt, og han vælger at køre sin bil frontalt ind i en lastvogn. Det bliver anledningen til, at enken Marianne (Deneuve) vågner op af en årelang døs og langsomt beslutter sig for at stå ansigt til ansigt med livet og omverdenen igen. Ad skæbnens veje konfronteres hun også med sin fortid og dermed årsagen til, at hun indlod sig på et fornuftsægteskab indhyllet i spirituståger.
Emmanuelle Seigner, der som Deneuve tidligere har ladet sig instruere af Roman Polanski, spiller den unge, smukke Nathalie, som er sælger i Vincent Maliverts eksklusive butik og derudover også har ydet ham intime private tjenester. Marianne genkender sig selv som ung i denne ambitiøse kvinde på vej frem i livet ved hjælp af tvivlsomme midler. For at der ikke skal være nogen tvivl om, at historien er ved at gentage sig, og at Nathalie er ved at begå de samme fejltrin som Marianne, spiller Seigner i en flashback-sekvens den unge Marianne. Måske et lidt for overgjort vink med en vognstang.
Rundt om de to kvinder cirkler en masse mænd i jakkesæt og med lyssky motiver. Filmen følger Mariannes famlende vej tilbage til livet og hendes prøvelser for at få afsat sin afdøde mands stjålne diamanter. Fordi Deneuve holder rorpinden, lulles tilskueren velvilligt ned i det langsomme tempo, og den noget mudrede kriminalintrige accepteres. Ligesom Marianne er tilskueren ikke altid klar over, hvilken situation hun er havnet i, og det indtryk hjælpes godt på vej af hurtige skift mellem lokaliteter i form af indelukkede lejligheder, kontorer og hotelværelser. Af den grund kan det også være svært at holde styr på, om begivenhederne udspiller sig i Paris, London eller Antwerpen.
Hører man ikke til blandt Catherine Deneuves fanskare, kan "Place Vendôme" nok føles lige lovlig tynd og langtrukken. Det er så absolut Mariannes historie, der er billetpengene værd i en film, hvor menneskelige relationer er lige så kølige som de sten, alle eftertragter.
19/11-2018
