Goddag-mand-økseskaft
1.0
Nirvana er så kompleks i sin fortællestruktur, at den ender med at forvirre sig selv, instruktøren, spillerne og dermed også publikum
År 2005, 3 dage før jul. Det Nordlige Agglomerat. Jimi (Christopher Lambert) designer computerspil. Er palle-alene. Kæresten (Emmanuelle Seigner) er skredet for længst. Og forsvundet i det uvisse, dvs. hun eksisterer måske kun i det virtuelle rum på 'nettet'. Han drukner i ulykkelig kærlighed og computerspillets virtuelle erstatningsverden. En virus angriber Jimis seneste spil Nirvana. Spillets helt, Solo, udvikler en bevidsthed, der forvirrer både Jimi og ham selv - i den kunstige såvel som den virkelige verden. Eller den imiterede verden ? Det hele udvikler sig til et mareridt og eneste udvej synes at slette Nirvana helt. Imidlertid gør det multinationale selskab Okasama Stars krav på spillet.
Jimis hoved sidder med andre ord løst nu. Som modtræk belutter han sig for at angribe selskabets databank, hvorigennem han kan hacke sig frem til deres pengetank. Med hjælp fra Joystick (Sergio Rubini) og Naimi (Stefania Rocca), to ekscentriske computer-nørder, lænser Jimi Okasama Star for moneterne. En uforudsigelig jagt forløber nu på kryds og tværs i den ene virkelige og den anden uvirkelige verden. Måske lykkes det Jimi at løse gåden om eks-kærestens forsvinden, og at udfri Solo fra hans bevidstheds-mareridt i Nirvana, samt score en bunke penge. Hvis livet da stadig giver mening, når det kommer så vidt.
Vælger Jimi ensomheden i den virkelige verden eller døden som den ultimative paradisiske udfrielse.
Rip-off
Er du forvirret? Det er ikke så mærkeligt. En række sidehistorier er endda undladt i dette handlingsreferat. Sagen er nemlig den, at filmen er én laaang forvirring, der ikke giver mening på noget plan. Komplet uoverskueligt iscenesat. Idéen er, bevares, god og nytænkende, men filmisk realiseret på amatørniveau. Det er ganske enkelt umuligt at gennemskue, hvor instruktøren vil hen med historien, på såvel handlingsplan som i overført betydning. Al æstetikken i det fremtids-dytopiske univers er ren rip-off fra "Blade Runner" (1982), og den fortællemæssige leg med diverse metareferencer til sig selv og andre audiovisuelle (multi)medier, er for længst outdated (og i øvrigt væsentligt bedre realiseret i f.eks "Blade Runner" og "The Net").
En stor misforståelse
Til pressevisningen blev korpset af anmeldere gjort opmærksom på, at filmkopien indeholdt en teknisk fejl i første rulle, som beklageligvis kunne forårsage et par misforståelser. Det ville blive udbedret til premieren. Det er såmænd også prisværdigt, men jeg må desværre sige, at filmudlejerens redningsforsøg forbliver forgæves. Nirvana er nemlig i sig selv en stor fejl: en misforståelse, som burde være blevet på idéstadiet - eller i det mindste være blevet gennemarbejdet 10-12 gange igen-igen, inden kameraerne skulle rulle.
Og så kunne man jo meget passende have udskiftet både instruktøren og rækken af dilettant-spillere med Christopher Lambert som den mest uartikulerede af dem i spidsen. Samt få luget ud blandt pinlige lommefilosofiske udbasuneringer à la (jeg citerer): "Der findes et sted uden jord, uden vand, uden ild, uden luft. Et sted, hvor intet uendeligt rum deles; det er ikke denne verden, ikke en anden. Har ingen sol eller måne. Du ankommer ikke dertil og du tager ikke afsted; du bliver ikke ladt tilbage. Du dør ikke og fødes ikke. Det er hverken tidløst eller fremadskridende, har intet fundament, ingen forbindelser. Stedet hedder Nirvana. Det er faktisk enden på smerten."
Goddag mand økseskaft - uden tanke og filmisk øje er Nirvana skabt.
År 2005, 3 dage før jul. Det Nordlige Agglomerat. Jimi (Christopher Lambert) designer computerspil. Er palle-alene. Kæresten (Emmanuelle Seigner) er skredet for længst. Og forsvundet i det uvisse, dvs. hun eksisterer måske kun i det virtuelle rum på 'nettet'. Han drukner i ulykkelig kærlighed og computerspillets virtuelle erstatningsverden. En virus angriber Jimis seneste spil Nirvana. Spillets helt, Solo, udvikler en bevidsthed, der forvirrer både Jimi og ham selv - i den kunstige såvel som den virkelige verden. Eller den imiterede verden ? Det hele udvikler sig til et mareridt og eneste udvej synes at slette Nirvana helt. Imidlertid gør det multinationale selskab Okasama Stars krav på spillet.
Jimis hoved sidder med andre ord løst nu. Som modtræk belutter han sig for at angribe selskabets databank, hvorigennem han kan hacke sig frem til deres pengetank. Med hjælp fra Joystick (Sergio Rubini) og Naimi (Stefania Rocca), to ekscentriske computer-nørder, lænser Jimi Okasama Star for moneterne. En uforudsigelig jagt forløber nu på kryds og tværs i den ene virkelige og den anden uvirkelige verden. Måske lykkes det Jimi at løse gåden om eks-kærestens forsvinden, og at udfri Solo fra hans bevidstheds-mareridt i Nirvana, samt score en bunke penge. Hvis livet da stadig giver mening, når det kommer så vidt.
Vælger Jimi ensomheden i den virkelige verden eller døden som den ultimative paradisiske udfrielse.
Rip-off
Er du forvirret? Det er ikke så mærkeligt. En række sidehistorier er endda undladt i dette handlingsreferat. Sagen er nemlig den, at filmen er én laaang forvirring, der ikke giver mening på noget plan. Komplet uoverskueligt iscenesat. Idéen er, bevares, god og nytænkende, men filmisk realiseret på amatørniveau. Det er ganske enkelt umuligt at gennemskue, hvor instruktøren vil hen med historien, på såvel handlingsplan som i overført betydning. Al æstetikken i det fremtids-dytopiske univers er ren rip-off fra "Blade Runner" (1982), og den fortællemæssige leg med diverse metareferencer til sig selv og andre audiovisuelle (multi)medier, er for længst outdated (og i øvrigt væsentligt bedre realiseret i f.eks "Blade Runner" og "The Net").
En stor misforståelse
Til pressevisningen blev korpset af anmeldere gjort opmærksom på, at filmkopien indeholdt en teknisk fejl i første rulle, som beklageligvis kunne forårsage et par misforståelser. Det ville blive udbedret til premieren. Det er såmænd også prisværdigt, men jeg må desværre sige, at filmudlejerens redningsforsøg forbliver forgæves. Nirvana er nemlig i sig selv en stor fejl: en misforståelse, som burde være blevet på idéstadiet - eller i det mindste være blevet gennemarbejdet 10-12 gange igen-igen, inden kameraerne skulle rulle.
Og så kunne man jo meget passende have udskiftet både instruktøren og rækken af dilettant-spillere med Christopher Lambert som den mest uartikulerede af dem i spidsen. Samt få luget ud blandt pinlige lommefilosofiske udbasuneringer à la (jeg citerer): "Der findes et sted uden jord, uden vand, uden ild, uden luft. Et sted, hvor intet uendeligt rum deles; det er ikke denne verden, ikke en anden. Har ingen sol eller måne. Du ankommer ikke dertil og du tager ikke afsted; du bliver ikke ladt tilbage. Du dør ikke og fødes ikke. Det er hverken tidløst eller fremadskridende, har intet fundament, ingen forbindelser. Stedet hedder Nirvana. Det er faktisk enden på smerten."
Goddag mand økseskaft - uden tanke og filmisk øje er Nirvana skabt.
19/11-2018
