Uhelbredelig lidenskab
2.0
"Don Juan DeMarco" er en sød film. Sød historie, sød morale og søde skuespillere i søde roller.
Don Juan, verdens største elsker iført halvmaske, bor i New York City og taler engelsk med kikset 'espanish' accent. Vi følger Don Juan på en aller sidste erobring, inden han vil gøre en ende på sit eget liv. Den eneste kvinde, som ikke vil ha' ham, er nemlig den eneste kvinde, som han virkelig elsker (og sådan går det jo oftest for en rigtig Don).
Filmen er ikke mange minutter gammel, før det (måske overraskende) går op for tilskueren, at det her ikke er et af den slags amerikanske drama'er, hvor der undervejs skal kæmpes med et par klumper i halsen. Med Marlon Brando som den aldrende psykiater Dr. Mickler, Faye Dunaway som hans kone gennem mange år og Johnny Depp som skizofren (?) ung mand, er der ellers lagt op til det.
Dr. Mickler er på pletten dén udvalgte aften, hvor Don Juan truer med at hoppe ud fra en gigantisk reklamestander, medmindre han kan få lov at dø for fægtemester Don Franciscos hånd. Doktoren kan sin metier, så ophejst i redningstjenestens kran præsenterer han sig som Don Octavio del Flores, mesterens onkel. Han får Don Juan sikkert ned - og indlagt.
Hospitalets leder, for hvem den unge mand er et frydefuldt, perfekt skizofrent 'tilfælde', er mere end ivrig for at starte medikering straks. Dr. Mickler mener, der skal andre midler til, og han får de 10 dage der er, inden han går på pension, til at bevise, at han kan helbrede Don Juan.
Filmens kerne er Don Juans fantastiske livsberetning. Fra opvæksten i Mexico, den første hede kærlighed, farens død i en fægteduel forsvarende morens ære, tiden som sexslave hos sultanerinden, skibbrudet og til den ægte kærlighed på paradisøen. Psykiaterens borende spørgsmål, som afdækker huller i historierne, gør dem kun mere og mere farverige. Beretningerne er sat op som totale kliche'er, skabt for at få tilskueren til at trække på smilebåndet og udstøde spredte fnis.
Parallelt ligger psykiaterens eget efterhånden lidenskabsløse liv. Hidtil har han, gammel og træt, hver dag vendt udbrændt hjem til sin kone gennem 32 år. Godt inspireret af Don Juans pirrende fortællinger og alternative verdenssyn genfinder han sin egen indre Don. Den endnu yderst smukke og sexede Marilyn er betuttet overvældet af den opflammende interesse.
Patient eller helbreder
I et af de første doktor-patient møder vil Dr. Mickler gerne vide, hvorfor DeMarco tror, at han er Don Juan. Don Juan svarer, at han gerne vil vide, hvorfor Don Octavio del Flores tror, at han er Dr. Mickler. Umiddelbart er det et pudsigt lille ordspil, som afføder en del fnisen, men her ligger filmens morale gemt. Hvorfor er psykiateren blevet til den lidenskabsløse Dr. Mickler? Hvorfor skulle den unge DeMarco med den triste opvækst i Phoenix, Arizona ikke ha' lov at leve Don Juans spændende liv? Skal det mentalkliniske maskineri lave om på det med dets medikamenter og andre midler til afrettelse?
Hvis det fantasi- og lidenskabsfulde er fjenden, er psykiateren psykiater, og patienten patient. Hvis det lidenskabsløse er fjenden, er psykiateren patient, og patienten psykiater.
Der kunne skabes en masse drama og spænding om, hvorvidt Don Juan udskrives eller tvangsindlægges - men det har den debuterende instruktør og manusforfatter Jeremy Leven ikke valgt at gøre. Historien forbliver konfliktsky. At ha' fantasi og lidenskab gør, i dette uimodsagte univers, livet problemfrit og selvmord til et spørgsmål om ære og mod. Filmen holdes derfor konsekvent inden for genren: letbenet-underholdning-med-en-smuk-morale. Uden de store skuespillerkapaciteter havde der ikke været noget at komme efter.
Johnny Depp med de mørke dådyrøjne (her for en stor del af tiden smukt indrammede af halvmasken) gør sig godt i den lidt skæve elsker-rolle, som han også udfyldte i "Benny og Joon" og "Hva' så, Gilbert Grape". Marlon Brando, som tidligere har gjort sig så helt enormt godt som 'hardcore' filmelsker ("A Streetcar Named Desire" og "Sidste tango i Paris") er overbevisende nok som den store, uformelige mand, der genfinder lidenskaben. Det er bare en skam, at han ikke længere kan hive roller hjem i de film, som vil glimre i filmhistorien.
Eller i tilskuerens hukommelse for den sags skyld - bare en uge frem.
For det gør "Don Juan DeMarco" desværre ikke.
Don Juan, verdens største elsker iført halvmaske, bor i New York City og taler engelsk med kikset 'espanish' accent. Vi følger Don Juan på en aller sidste erobring, inden han vil gøre en ende på sit eget liv. Den eneste kvinde, som ikke vil ha' ham, er nemlig den eneste kvinde, som han virkelig elsker (og sådan går det jo oftest for en rigtig Don).
Filmen er ikke mange minutter gammel, før det (måske overraskende) går op for tilskueren, at det her ikke er et af den slags amerikanske drama'er, hvor der undervejs skal kæmpes med et par klumper i halsen. Med Marlon Brando som den aldrende psykiater Dr. Mickler, Faye Dunaway som hans kone gennem mange år og Johnny Depp som skizofren (?) ung mand, er der ellers lagt op til det.
Dr. Mickler er på pletten dén udvalgte aften, hvor Don Juan truer med at hoppe ud fra en gigantisk reklamestander, medmindre han kan få lov at dø for fægtemester Don Franciscos hånd. Doktoren kan sin metier, så ophejst i redningstjenestens kran præsenterer han sig som Don Octavio del Flores, mesterens onkel. Han får Don Juan sikkert ned - og indlagt.
Hospitalets leder, for hvem den unge mand er et frydefuldt, perfekt skizofrent 'tilfælde', er mere end ivrig for at starte medikering straks. Dr. Mickler mener, der skal andre midler til, og han får de 10 dage der er, inden han går på pension, til at bevise, at han kan helbrede Don Juan.
Filmens kerne er Don Juans fantastiske livsberetning. Fra opvæksten i Mexico, den første hede kærlighed, farens død i en fægteduel forsvarende morens ære, tiden som sexslave hos sultanerinden, skibbrudet og til den ægte kærlighed på paradisøen. Psykiaterens borende spørgsmål, som afdækker huller i historierne, gør dem kun mere og mere farverige. Beretningerne er sat op som totale kliche'er, skabt for at få tilskueren til at trække på smilebåndet og udstøde spredte fnis.
Parallelt ligger psykiaterens eget efterhånden lidenskabsløse liv. Hidtil har han, gammel og træt, hver dag vendt udbrændt hjem til sin kone gennem 32 år. Godt inspireret af Don Juans pirrende fortællinger og alternative verdenssyn genfinder han sin egen indre Don. Den endnu yderst smukke og sexede Marilyn er betuttet overvældet af den opflammende interesse.
Patient eller helbreder
I et af de første doktor-patient møder vil Dr. Mickler gerne vide, hvorfor DeMarco tror, at han er Don Juan. Don Juan svarer, at han gerne vil vide, hvorfor Don Octavio del Flores tror, at han er Dr. Mickler. Umiddelbart er det et pudsigt lille ordspil, som afføder en del fnisen, men her ligger filmens morale gemt. Hvorfor er psykiateren blevet til den lidenskabsløse Dr. Mickler? Hvorfor skulle den unge DeMarco med den triste opvækst i Phoenix, Arizona ikke ha' lov at leve Don Juans spændende liv? Skal det mentalkliniske maskineri lave om på det med dets medikamenter og andre midler til afrettelse?
Hvis det fantasi- og lidenskabsfulde er fjenden, er psykiateren psykiater, og patienten patient. Hvis det lidenskabsløse er fjenden, er psykiateren patient, og patienten psykiater.
Der kunne skabes en masse drama og spænding om, hvorvidt Don Juan udskrives eller tvangsindlægges - men det har den debuterende instruktør og manusforfatter Jeremy Leven ikke valgt at gøre. Historien forbliver konfliktsky. At ha' fantasi og lidenskab gør, i dette uimodsagte univers, livet problemfrit og selvmord til et spørgsmål om ære og mod. Filmen holdes derfor konsekvent inden for genren: letbenet-underholdning-med-en-smuk-morale. Uden de store skuespillerkapaciteter havde der ikke været noget at komme efter.
Johnny Depp med de mørke dådyrøjne (her for en stor del af tiden smukt indrammede af halvmasken) gør sig godt i den lidt skæve elsker-rolle, som han også udfyldte i "Benny og Joon" og "Hva' så, Gilbert Grape". Marlon Brando, som tidligere har gjort sig så helt enormt godt som 'hardcore' filmelsker ("A Streetcar Named Desire" og "Sidste tango i Paris") er overbevisende nok som den store, uformelige mand, der genfinder lidenskaben. Det er bare en skam, at han ikke længere kan hive roller hjem i de film, som vil glimre i filmhistorien.
Eller i tilskuerens hukommelse for den sags skyld - bare en uge frem.
For det gør "Don Juan DeMarco" desværre ikke.
19/11-2018
