Elementært, kære Besson
3.0
Det Onde mod det Gode, Mørket mod Lyset og Krigen mod Kærligheden. Ild, vand, jord og vind. Luc Besson har mobiliseret de store begreber og elementerne i sin seneste visuelt grandiose indpakning af klichekrydret tomhed og science fiction trivia. Liv skulle, efter filmen at dømme, udgøre det intergalaktisk ombejlede femte element. Synd at Bessons Femte Element, som fortælling mangler netop det.
Nu er liv jo så mange ting, blandt andet forekommer eksplosioner, koreograferede slagsmål, biljagter i flyvende yellow cabs og målsøgende projektiler, at give indtryk af et vist liv, selvom døden ofte er resultatet af al denne hidsige bevægelse og fart. Og dødbringende liv i den forstand er der nok af i "Det femte element". Hvis action er liv, så er Bessons genre-drivgods af en film hverken værre eller bedre end sine amerikanske skabeloner.
Men liv er mere end det
Liv er blandt andet indlevelse i fortællingen og interesse for de mennesker og skabninger, der hvirvler rundt deroppe. På Bessons Instruktør-planet er denne livsform for længst uddød. Det vidste vi måske godt, måske erindrer vi hans tidligere film, måske går vi rundt og kalder ham "post- moderne", måske forklarer det alting.
Men forklare sig ud af en vis kedsomhed kan man ikke. "Det femte element" er som sci-fi ét langt deja vu, fyldt med elementer (!) og påfund fra andre film, fra genrens klassikere. Som et kæmpe rumskrummel sejler Bessons skraldeplads for velprøvede formler og genkendte fortællinger rundt uden egetliv.
Som fortælling er filmen død og decideret ligegyldig. Det kan godt være, at sci-fifilm i nogen grad er vaccineret mod nonsens-anklager, det er jo fremtidsvisioner de viderebringer og hvem ved; men det gør ikke noget, det generer ikke oplevelsen, hvis der også investeres lidt originalitet og opfindsomhed i handlings-gangen.
Eller i rollerne for den sags skyld. Korben Dallas, forhutlet taxichauffør, forladt af konen, spilles af Bruce Willis. Det er ikke første gang han spiller denne type, det er faktisk en reprise af hele hans karriere. Zorg, New Yorks lede magnat og våbenpusher, spilles af en bizart udseende Gary Oldman, der naturligvis citerer Nietzsche (det gør skurke simpelthen) og iøvrigt ikke kan siges at trække på sit skuespiltalents mindst hysteriske sider.
Hysteriet når ulidelige højder med Chris Tuckers ærkebøsse af en hvinende DJ, den populære Ruby Rhod, som af Besson vistnok er set som "narren", som "det sjove og umandige" modspil til Korben Dallas virile handlekraft.
Det trick virker bare ikke mere, monsieur Besson.
Og så er der "Det femte element" i dets menneskelige inkarnation, den vilde kvinde Leeloo. Hun er god til at se perfekt ud er hun. Og det er ikke hendes skyld, at hun som det guddommelige væsen hun er, ikke kan forstå menneskets krigeriske natur, samtidig med hun er en mester udi kampsporten. Det er også Bessons skyld
Fremtidens mode og design
Til gengæld kan man vel ikke give Besson hele skylden for scenografien, de visuelle effekter og kostumerne. Dan Weil, Mark Stetson og den allesteds-nærværende freak Jean-Paul Gaultier, står for disse filmens største værdier.
Som et udstillingsvindue af gadgets, af sære ting som fremtiden måske vil bringe, som en atmosfærefyldt tur i fantastiske settings og som et 2 timer langt optog af bizarre kostumer, er "Det femte element" ikke af vejen.
Fremtidens New York ligner et sammenstød mellem Jules Verne, Metropolis og tegneseriemesteren Moebius' fantasier. Computerne synes at besidde uendelig kraft og trafikkaoset foregår i flere niveauer. Men fortvivl ikke, fremtiden sikrer os også "The push button way to happiness". Ved at komme nogle piller i mikrobølgeovnen og et enkelt tryk har man de sprødeste kyllingelår.
Og så det tøj vi kommer til at gå i!
Måske kan man så alligevel (bort)forklare filmens svagheder, måske er Besson bare en typisk europæisk sci-fi-instruktør med vægten på opbygningen af et detaljemættet univers og ikke på det fungerende og levende plot, måske er "Det femte element" ganske enkelt bare endnu et vellykket "postmoderne" værk fra den franske troldmand.
Måske er den ikke.
Nu er liv jo så mange ting, blandt andet forekommer eksplosioner, koreograferede slagsmål, biljagter i flyvende yellow cabs og målsøgende projektiler, at give indtryk af et vist liv, selvom døden ofte er resultatet af al denne hidsige bevægelse og fart. Og dødbringende liv i den forstand er der nok af i "Det femte element". Hvis action er liv, så er Bessons genre-drivgods af en film hverken værre eller bedre end sine amerikanske skabeloner.
Men liv er mere end det
Liv er blandt andet indlevelse i fortællingen og interesse for de mennesker og skabninger, der hvirvler rundt deroppe. På Bessons Instruktør-planet er denne livsform for længst uddød. Det vidste vi måske godt, måske erindrer vi hans tidligere film, måske går vi rundt og kalder ham "post- moderne", måske forklarer det alting.
Men forklare sig ud af en vis kedsomhed kan man ikke. "Det femte element" er som sci-fi ét langt deja vu, fyldt med elementer (!) og påfund fra andre film, fra genrens klassikere. Som et kæmpe rumskrummel sejler Bessons skraldeplads for velprøvede formler og genkendte fortællinger rundt uden egetliv.
Som fortælling er filmen død og decideret ligegyldig. Det kan godt være, at sci-fifilm i nogen grad er vaccineret mod nonsens-anklager, det er jo fremtidsvisioner de viderebringer og hvem ved; men det gør ikke noget, det generer ikke oplevelsen, hvis der også investeres lidt originalitet og opfindsomhed i handlings-gangen.
Eller i rollerne for den sags skyld. Korben Dallas, forhutlet taxichauffør, forladt af konen, spilles af Bruce Willis. Det er ikke første gang han spiller denne type, det er faktisk en reprise af hele hans karriere. Zorg, New Yorks lede magnat og våbenpusher, spilles af en bizart udseende Gary Oldman, der naturligvis citerer Nietzsche (det gør skurke simpelthen) og iøvrigt ikke kan siges at trække på sit skuespiltalents mindst hysteriske sider.
Hysteriet når ulidelige højder med Chris Tuckers ærkebøsse af en hvinende DJ, den populære Ruby Rhod, som af Besson vistnok er set som "narren", som "det sjove og umandige" modspil til Korben Dallas virile handlekraft.
Det trick virker bare ikke mere, monsieur Besson.
Og så er der "Det femte element" i dets menneskelige inkarnation, den vilde kvinde Leeloo. Hun er god til at se perfekt ud er hun. Og det er ikke hendes skyld, at hun som det guddommelige væsen hun er, ikke kan forstå menneskets krigeriske natur, samtidig med hun er en mester udi kampsporten. Det er også Bessons skyld
Fremtidens mode og design
Til gengæld kan man vel ikke give Besson hele skylden for scenografien, de visuelle effekter og kostumerne. Dan Weil, Mark Stetson og den allesteds-nærværende freak Jean-Paul Gaultier, står for disse filmens største værdier.
Som et udstillingsvindue af gadgets, af sære ting som fremtiden måske vil bringe, som en atmosfærefyldt tur i fantastiske settings og som et 2 timer langt optog af bizarre kostumer, er "Det femte element" ikke af vejen.
Fremtidens New York ligner et sammenstød mellem Jules Verne, Metropolis og tegneseriemesteren Moebius' fantasier. Computerne synes at besidde uendelig kraft og trafikkaoset foregår i flere niveauer. Men fortvivl ikke, fremtiden sikrer os også "The push button way to happiness". Ved at komme nogle piller i mikrobølgeovnen og et enkelt tryk har man de sprødeste kyllingelår.
Og så det tøj vi kommer til at gå i!
Måske kan man så alligevel (bort)forklare filmens svagheder, måske er Besson bare en typisk europæisk sci-fi-instruktør med vægten på opbygningen af et detaljemættet univers og ikke på det fungerende og levende plot, måske er "Det femte element" ganske enkelt bare endnu et vellykket "postmoderne" værk fra den franske troldmand.
Måske er den ikke.
19/11-2018
