En moden kvinde
4.0
Quentin Tarantino går nye veje med "Jackie Brown", en afdæmpet krimi om rigtige mennesker
Der har været enorme forventninger til Quentin Tarantinos tredje spillefilm: Siden 1992 har han været filmindustriens hotteste kæledægge og stilsikkert ikon for 90ernes ironiske smartness. "Jackie Brown" er filmen, der skal fastholde Tarantinos karriere og endnu engang bringe ham på alle café-bladenes forsider. Hans fanatiske fans får dog næppe hvad de forventer: "Jackie Brown" er ganske vist en krimi, men den er afdæmpet og i grunden ganske konventionel.
Fra sorte jakkesæt til overgangsalder
Tarantinos to første film havde meget til fælles: De var begge baseret på hans egne originalmanuskripter, skildrede habitklædte drengerøves kriminelle øvelser, og udmærkede sig især ved en knivskarp humoristisk dialog, og voldsomme, halvt absurde 'konfrontationer', som hvordan man skærer øret af en betjent, eller fjerner hjernemasse fra et bagsæde. I "Jackie Brown" har Tarantino grebet tingene helt anderledes an: manuskriptet er baseret på krimiforfatteren Elmore Leonards "Rum Punch" (1992) og hovedpersonen er en alvorsfuld sort kvinde, der er bange for at blive gammel.
Som en hyldest til 70ernes afroamerikanske blaxploitation-genre, er titelrollen gået til Pam Grier, en smuk sort skuespillerinde, der blev berømt som hævnende sexbombe i hårdkogte actionfilm som "Coffy" (1973) og "Foxy Brown" (1974). Tarantino har før udtrykt sin begejstring for blaxploitation-genrens blanding af coolness og voldsromantik, og fx Samuel L. Jacksons rolle i "Pulp Fiction" var en venlig hilsen til 70ernes afrohår. Samme Jackon spiller, endnu engang fremragende, den anden hovedrolle i "Jackie Brown", som den modebevidste våbenhandler Ordell Robbie.
En ny chance?
Jackie er en 44-årig stewardesse, hvis liv har stået på stand-by. Selvom hun stadig er en flot, sort kvinde, føler hun sig fastlåst i sit job for et usselt mexicansk flyselskab. Derfor smugler hun penge for Ordell. En dag bliver Jackie taget af politiet og hun får valget mellem en langvarig fængselsstraf eller en 'aftale'. Det ser ikke godt ud, men da Jackie møder kautionsudlåner Max Cherry (Robert Forster) åbner der sig nye muligheder, og den nødstedte kvinde spinder et snedigt net af intriger.
Tarantino filmer Jackie Brown som var hun en ældre udgave af Pam Griers actionrolle: hun er cool, smuk og stærk. En såret huntiger, der blot har ventet på den rigtige mulighed. Hun narrer både den alt i alt enfoldige Ordell, hans direkte stupide makker Louis (Robert de Niro i en forrygende atypisk rolle) og den selvglade politimand Ray (Michael Keaton). På sidelinjen forsøger Ordells bikini-bitsch Melanie (Bridget Fonda) at skabe uro i rækkerne, men hun ryger for meget tjald til at gøre Jackie rangen stridig som kvinde-med-kontrol.
Detaljerne bærer helheden
Igen tegner Tarantino en række af udsøgte personligheder, men han søger en mere realistisk vinkel end tidligere: "Jackie Brown" er ganske vist en hvem-snører-hvem krimi, men filmen handler mere om tone og stemning end pistoler og sej dialog (selvom Jackson naturligvis får fyret et bandeord eller to af). Der bruges megen tid på at se Jackie spille plader og drikke kaffe, mens hun taler med den aldrende Max om at blive gammel. Filmen slæber sig op på to en halv times varighed med alenlange sekvenser, hvor folk kører i bil og lytter til musik. Men som altid i Tarantinos film, er der lige den ekstra dosis stil til at gøre hvad som helst interessant: Louis og Melanies korte knald, Ordells våben-videoer, eller Maxs smil når han lytter til Delfonics.
Forklædt som voksen?
Det gælder for de fleste kunstnere, at når de bliver 'modne' og begynder at beskæftige sig med seriøse emner, så bliver de også kedelige. "Jackie Brown" har masser af afslappet stil, eminente skuespillere og velskrevne karakterer, men hverken historien eller fortællestilen er specielt spændingsmættet. Det virker overflødigt at skildre kuppet i hele tre tidsligt overlappende handlinger, og det humanistiske budskab er der ikke meget kød på. Man kan godt forstå, at Tarantino har søgt at forny sin stil, og Elmore Leonards romaner er oplagt filmstof ("Get Shorty" og "Touch"), men man savner en fremdrift i fortællingen. Alligevel er Tarantino en så talentfuld instruktør, at "Jackie Brown" er en sansemæssig fornøjelse.
Der har været enorme forventninger til Quentin Tarantinos tredje spillefilm: Siden 1992 har han været filmindustriens hotteste kæledægge og stilsikkert ikon for 90ernes ironiske smartness. "Jackie Brown" er filmen, der skal fastholde Tarantinos karriere og endnu engang bringe ham på alle café-bladenes forsider. Hans fanatiske fans får dog næppe hvad de forventer: "Jackie Brown" er ganske vist en krimi, men den er afdæmpet og i grunden ganske konventionel.
Fra sorte jakkesæt til overgangsalder
Tarantinos to første film havde meget til fælles: De var begge baseret på hans egne originalmanuskripter, skildrede habitklædte drengerøves kriminelle øvelser, og udmærkede sig især ved en knivskarp humoristisk dialog, og voldsomme, halvt absurde 'konfrontationer', som hvordan man skærer øret af en betjent, eller fjerner hjernemasse fra et bagsæde. I "Jackie Brown" har Tarantino grebet tingene helt anderledes an: manuskriptet er baseret på krimiforfatteren Elmore Leonards "Rum Punch" (1992) og hovedpersonen er en alvorsfuld sort kvinde, der er bange for at blive gammel.
Som en hyldest til 70ernes afroamerikanske blaxploitation-genre, er titelrollen gået til Pam Grier, en smuk sort skuespillerinde, der blev berømt som hævnende sexbombe i hårdkogte actionfilm som "Coffy" (1973) og "Foxy Brown" (1974). Tarantino har før udtrykt sin begejstring for blaxploitation-genrens blanding af coolness og voldsromantik, og fx Samuel L. Jacksons rolle i "Pulp Fiction" var en venlig hilsen til 70ernes afrohår. Samme Jackon spiller, endnu engang fremragende, den anden hovedrolle i "Jackie Brown", som den modebevidste våbenhandler Ordell Robbie.
En ny chance?
Jackie er en 44-årig stewardesse, hvis liv har stået på stand-by. Selvom hun stadig er en flot, sort kvinde, føler hun sig fastlåst i sit job for et usselt mexicansk flyselskab. Derfor smugler hun penge for Ordell. En dag bliver Jackie taget af politiet og hun får valget mellem en langvarig fængselsstraf eller en 'aftale'. Det ser ikke godt ud, men da Jackie møder kautionsudlåner Max Cherry (Robert Forster) åbner der sig nye muligheder, og den nødstedte kvinde spinder et snedigt net af intriger.
Tarantino filmer Jackie Brown som var hun en ældre udgave af Pam Griers actionrolle: hun er cool, smuk og stærk. En såret huntiger, der blot har ventet på den rigtige mulighed. Hun narrer både den alt i alt enfoldige Ordell, hans direkte stupide makker Louis (Robert de Niro i en forrygende atypisk rolle) og den selvglade politimand Ray (Michael Keaton). På sidelinjen forsøger Ordells bikini-bitsch Melanie (Bridget Fonda) at skabe uro i rækkerne, men hun ryger for meget tjald til at gøre Jackie rangen stridig som kvinde-med-kontrol.
Detaljerne bærer helheden
Igen tegner Tarantino en række af udsøgte personligheder, men han søger en mere realistisk vinkel end tidligere: "Jackie Brown" er ganske vist en hvem-snører-hvem krimi, men filmen handler mere om tone og stemning end pistoler og sej dialog (selvom Jackson naturligvis får fyret et bandeord eller to af). Der bruges megen tid på at se Jackie spille plader og drikke kaffe, mens hun taler med den aldrende Max om at blive gammel. Filmen slæber sig op på to en halv times varighed med alenlange sekvenser, hvor folk kører i bil og lytter til musik. Men som altid i Tarantinos film, er der lige den ekstra dosis stil til at gøre hvad som helst interessant: Louis og Melanies korte knald, Ordells våben-videoer, eller Maxs smil når han lytter til Delfonics.
Forklædt som voksen?
Det gælder for de fleste kunstnere, at når de bliver 'modne' og begynder at beskæftige sig med seriøse emner, så bliver de også kedelige. "Jackie Brown" har masser af afslappet stil, eminente skuespillere og velskrevne karakterer, men hverken historien eller fortællestilen er specielt spændingsmættet. Det virker overflødigt at skildre kuppet i hele tre tidsligt overlappende handlinger, og det humanistiske budskab er der ikke meget kød på. Man kan godt forstå, at Tarantino har søgt at forny sin stil, og Elmore Leonards romaner er oplagt filmstof ("Get Shorty" og "Touch"), men man savner en fremdrift i fortællingen. Alligevel er Tarantino en så talentfuld instruktør, at "Jackie Brown" er en sansemæssig fornøjelse.
19/11-2018
