Bedre held næste gang
2.0
"Sidste Spil" er en af disse film, der er ganske okay, men som ikke forvalter sit potentiale optimalt. Og dermed sætter din anmelder i en irriterende situation - man siger både-og, ja-og-nej, på den ene og på den anden side...
Held har ikke noget med sagen at gøre, når juristaspiranten Mike (Matt Damon), og hans livslange ven, plattenslageren Worm (Edward Norton), tager deres runder på byens spillebuler. Spillet er poker, og mens Mike bruger hjernen som en stormester gør det i skak, så svindler Worm sig typisk til sine gevinster. De er begge stortalenter på hver deres facon, og som sådan også et ganske umage par som venner. Venner for livet. Derfor føler Mike sig også tvunget til at hjælpe Worm efter en spjældtur. Worm har en gæld hængende over hovedet til nogle af byens ubehagelige lånehajer, der truer med at gøre kort proces med hans helbred. Mike 'kautionerer' på sit renomé, og i tiltro til eget talent, tager de på en af deres sædvanlige 'rounders' som i de gode gamle dage. Alt går som det skal, de nærmer sig målet, den store gevinst, men snubler på målstregen i overmod. Det hele ender med livet som indsats, i et spil mod korthajen Teddy KGB (John Malkovich), der styrer New Yorks mest berygtede spillebule. Her er gevinsterne store, og chancerne for at vinde små - men vil man satse alt, er intet bedre sted end her...
Stemningsfuld
"Sidste Spil" scorer mange point ved at henlægge sin historie til New Yorks uglamourøse og betændte miljøer, der emmer af cigaretos, bourbon og jazz, samt befolket af en række excentriske spillenarkomaner, sociopater og naive lykkeriddere som filmens bifigurer. Disse i sig selv gør næsten filmen værd at se, især som de gestaltes af bla. John Turturro, John Malkovich, Famke Janssen og Martin Landau. Men mest af alt så stjæler Edward Norton, som den moralsk anarkistiske Worm, billedet. Heroverfor kommer Hollywoods nye hjerteknuser Matt Damon til kort. Han tager sig selv og sin rolle alt for selvhøjtideligt, humorforladt og sammenbidt. Man fornemmer aldrig rigtig det indre drama, som nødvendigvis må udspille sig i ham, hvorfor vi ej heller bævrer i skødet, når han spiller med livet som indsats, eller sympatiserer med ham, når kæresten Jo (Gretchen Mol) skrider fra ham fordi hun ikke kan stole på ham.
Don't tell it, show it!
Filmens svageste punkt iscenesættes dog af instruktøren John Dahl, som ledsager dramaets og pokerspillets, gang med en voice-over, lagt i munden på Damons figur Mike. Her udpensles i ord en række lommefilosofiske one-liners om pokerspillets mange fascetter, dets finesser og faldgruber, og frem for alt søges spillets fascinationskraft (over)motiveret. Herved forsømmer instruktøren at formidle, nemlig i billeder og stramme replikker, med suspense, det fascinerende ved at balancere på en knivs æg ml. de sikre og de usikre udspil i pokerspillet. Hvor grænsen ml. den store gevinst og den tilsvarende bankerot hænger faretruende over hovedet på én, her i filmen som et dødbringende Damokles-sværd. Med andre ord: Don't tell it, show it.
Alligevel har "Sidste Spil" kvaliteter, der gør den værd at se, blandt andet i sin skildring af et 'umage venskab for livet', sin miljøskildring og kærlige portrættering af spillebulernes skæve eksistenser. Den kender tydeligvis sine forbilleder i en efterhånden lang Hollywood-tradition af film, der dyrker 'spillet' som motiv. Således sender "Sidste spil" på sympatisk vis ærbødige hilsener til fortidens mesterværker, til glæde for sine genre-aficionados. Men hvis du hører til de uindviede inden for 'genren', anbefales at du i stedet går til kilderne selv, og løser video-billet til milepæle, som for eksempel "The Cincinnati Kid" (1965), "The Sting" (1973) og "Atlantic City" (1980).
Held har ikke noget med sagen at gøre, når juristaspiranten Mike (Matt Damon), og hans livslange ven, plattenslageren Worm (Edward Norton), tager deres runder på byens spillebuler. Spillet er poker, og mens Mike bruger hjernen som en stormester gør det i skak, så svindler Worm sig typisk til sine gevinster. De er begge stortalenter på hver deres facon, og som sådan også et ganske umage par som venner. Venner for livet. Derfor føler Mike sig også tvunget til at hjælpe Worm efter en spjældtur. Worm har en gæld hængende over hovedet til nogle af byens ubehagelige lånehajer, der truer med at gøre kort proces med hans helbred. Mike 'kautionerer' på sit renomé, og i tiltro til eget talent, tager de på en af deres sædvanlige 'rounders' som i de gode gamle dage. Alt går som det skal, de nærmer sig målet, den store gevinst, men snubler på målstregen i overmod. Det hele ender med livet som indsats, i et spil mod korthajen Teddy KGB (John Malkovich), der styrer New Yorks mest berygtede spillebule. Her er gevinsterne store, og chancerne for at vinde små - men vil man satse alt, er intet bedre sted end her...
Stemningsfuld
"Sidste Spil" scorer mange point ved at henlægge sin historie til New Yorks uglamourøse og betændte miljøer, der emmer af cigaretos, bourbon og jazz, samt befolket af en række excentriske spillenarkomaner, sociopater og naive lykkeriddere som filmens bifigurer. Disse i sig selv gør næsten filmen værd at se, især som de gestaltes af bla. John Turturro, John Malkovich, Famke Janssen og Martin Landau. Men mest af alt så stjæler Edward Norton, som den moralsk anarkistiske Worm, billedet. Heroverfor kommer Hollywoods nye hjerteknuser Matt Damon til kort. Han tager sig selv og sin rolle alt for selvhøjtideligt, humorforladt og sammenbidt. Man fornemmer aldrig rigtig det indre drama, som nødvendigvis må udspille sig i ham, hvorfor vi ej heller bævrer i skødet, når han spiller med livet som indsats, eller sympatiserer med ham, når kæresten Jo (Gretchen Mol) skrider fra ham fordi hun ikke kan stole på ham.
Don't tell it, show it!
Filmens svageste punkt iscenesættes dog af instruktøren John Dahl, som ledsager dramaets og pokerspillets, gang med en voice-over, lagt i munden på Damons figur Mike. Her udpensles i ord en række lommefilosofiske one-liners om pokerspillets mange fascetter, dets finesser og faldgruber, og frem for alt søges spillets fascinationskraft (over)motiveret. Herved forsømmer instruktøren at formidle, nemlig i billeder og stramme replikker, med suspense, det fascinerende ved at balancere på en knivs æg ml. de sikre og de usikre udspil i pokerspillet. Hvor grænsen ml. den store gevinst og den tilsvarende bankerot hænger faretruende over hovedet på én, her i filmen som et dødbringende Damokles-sværd. Med andre ord: Don't tell it, show it.
Alligevel har "Sidste Spil" kvaliteter, der gør den værd at se, blandt andet i sin skildring af et 'umage venskab for livet', sin miljøskildring og kærlige portrættering af spillebulernes skæve eksistenser. Den kender tydeligvis sine forbilleder i en efterhånden lang Hollywood-tradition af film, der dyrker 'spillet' som motiv. Således sender "Sidste spil" på sympatisk vis ærbødige hilsener til fortidens mesterværker, til glæde for sine genre-aficionados. Men hvis du hører til de uindviede inden for 'genren', anbefales at du i stedet går til kilderne selv, og løser video-billet til milepæle, som for eksempel "The Cincinnati Kid" (1965), "The Sting" (1973) og "Atlantic City" (1980).
19/11-2018
