En kineser i New York
4.0
Der bliver kæmpet til den store guldmedalje i Jackie Chans nyeste actionfilm
Hong Kong-karatefilm har altid været en bizar genre, hvor folkekomedie og akrobatisk voldsudøvelse undertiden forenes i en sand pærevælling, der mest af alt minder om en Tom & Jerry-tegnefilm med levende skuespillere. Den tætteste europæiske pendant er de gode gamle Trinity-film, hvor folk også fik massive bank hele tiden, men hvor ingen dog kom værre til skade, end at de var istand til at medvirke i næste scene.
Efter lokalbiografernes og de dermed forbundne midnatsforestillingers uddøen er det efterhånden kun John Woos "shoot-em-up" voldsorgier, der kan repræsentere den stadigt dynamiske Hong Kong-filmindustri i de danske biografer - og det er faktisk synd og skam - de bedste af filmene er nemlig ikke blot underholdende men også dybt imponerende i de flot koreograferede kampscener, der langt overgår, hvad Hollywood (og især Hollywood-skuespillerne) kan præstere.
Den største nulevende (der er jo kun en Bruce Lee) stjerne indenfor karatefilmene (som nok snarere burde kaldes kampsportsfilm, da det slet ikke er tale om karate) er Jackie Chan. Hans seneste film "Ballade i Bronx" er ganske uventet gået hen og blevet et kæmpe hit i USA, hvilket er forklaringen på, at filmen nu kommer til Danmark.
Plotskifte
Filmens historie er lidt forvirrende - det virker simpelthen som om instruktøren Stanley Tong har skiftet mening undervejs. Den starter i klassisk stil med at den lettere naive Hong Kong-kineser Keung (Jackie Chan) kommer til New York for at besøge sin onkel, der er travlt optaget af at sælge sit supermarked, blive gift og drage på bryllupsrejse - Keung har derfor lovet onkelen at hjælpe den nye ejer af supermarkedet i overgangsperioden. Den nye ejer viser sig at være en sød ung kinesisk-amerikansk pige og der lægges via diverse komiske forviklinger op til en kommende romance mellem hende og Keung. Situationen kompliceres, da Keung lægger sig ud med en lokal gadebande, som han forhindrer i at splitte supermarkedet ad.
Der er kort sagt lagt op til en klassisk omgang "dreng møder pige og er nødt til at banke nogen grimme banditter for at få hende", men så har instruktøren som sagt åbenbart ombestemt sig, i hvert fald udvikler historien sig til, at Keung i stedet for supermarkedpigen forelsker sig i kæresten til gadebandens leder - det er rent dramaturisk set også OK, idet hun både ser bedre ud og har en handicappet lillebror i rullestol - men ikke nok med det, der introduceres også en gruppe hårdkogte gangstere, der er på jagt efter nogle diamanter, som de har stjålet og derfor betragter sig som retmæssige ejere af, hvilket et af medlemmerne af føromtalte gadebande ikke er ganske enig i. Så lige pludselig er Keung og gadebanden blevet allierede (dog først efter et af de flotteste slagsmål jeg nogensinde har set - der bruges både flippermaskiner og indkøbsvogne undervejs). Og så ruller forviklingerne ellers afsted inden det afgørende showdown mellem den onde gangsterboss og Keung - sidstnævnte bevæbnet med en kæmpe hoovercraft.
Kort sagt er filmens historie en stor omgang rod - men det gør egentlig ikke så meget, det primære er jo ikke historien, men derimod kampscenerne og de komiske optrin (undertiden en kombination af begge dele). Og især kampscenerne er næppe set bedre - Jackie Chan er både en gudsbenådet akrobat (han laver selv sine stunts, så det er ikke "kanonføde" der hopper fra et højhus til det næste) og en dygtig klovn med en god mimik. Chans Kombination af akrobatik og komik er fuldt på højde med det, Burt Lancaster præsterede, når han var bedst.
Summa summarum: Generelt et frygteligt mismask af en historie der kun reddes af Jackie Chans komiske og især akrobatiske evner - redningen er til gengæld så god, at slutresultatet er en ganske underholdende og seværdig film.
Hong Kong-karatefilm har altid været en bizar genre, hvor folkekomedie og akrobatisk voldsudøvelse undertiden forenes i en sand pærevælling, der mest af alt minder om en Tom & Jerry-tegnefilm med levende skuespillere. Den tætteste europæiske pendant er de gode gamle Trinity-film, hvor folk også fik massive bank hele tiden, men hvor ingen dog kom værre til skade, end at de var istand til at medvirke i næste scene.
Efter lokalbiografernes og de dermed forbundne midnatsforestillingers uddøen er det efterhånden kun John Woos "shoot-em-up" voldsorgier, der kan repræsentere den stadigt dynamiske Hong Kong-filmindustri i de danske biografer - og det er faktisk synd og skam - de bedste af filmene er nemlig ikke blot underholdende men også dybt imponerende i de flot koreograferede kampscener, der langt overgår, hvad Hollywood (og især Hollywood-skuespillerne) kan præstere.
Den største nulevende (der er jo kun en Bruce Lee) stjerne indenfor karatefilmene (som nok snarere burde kaldes kampsportsfilm, da det slet ikke er tale om karate) er Jackie Chan. Hans seneste film "Ballade i Bronx" er ganske uventet gået hen og blevet et kæmpe hit i USA, hvilket er forklaringen på, at filmen nu kommer til Danmark.
Plotskifte
Filmens historie er lidt forvirrende - det virker simpelthen som om instruktøren Stanley Tong har skiftet mening undervejs. Den starter i klassisk stil med at den lettere naive Hong Kong-kineser Keung (Jackie Chan) kommer til New York for at besøge sin onkel, der er travlt optaget af at sælge sit supermarked, blive gift og drage på bryllupsrejse - Keung har derfor lovet onkelen at hjælpe den nye ejer af supermarkedet i overgangsperioden. Den nye ejer viser sig at være en sød ung kinesisk-amerikansk pige og der lægges via diverse komiske forviklinger op til en kommende romance mellem hende og Keung. Situationen kompliceres, da Keung lægger sig ud med en lokal gadebande, som han forhindrer i at splitte supermarkedet ad.
Der er kort sagt lagt op til en klassisk omgang "dreng møder pige og er nødt til at banke nogen grimme banditter for at få hende", men så har instruktøren som sagt åbenbart ombestemt sig, i hvert fald udvikler historien sig til, at Keung i stedet for supermarkedpigen forelsker sig i kæresten til gadebandens leder - det er rent dramaturisk set også OK, idet hun både ser bedre ud og har en handicappet lillebror i rullestol - men ikke nok med det, der introduceres også en gruppe hårdkogte gangstere, der er på jagt efter nogle diamanter, som de har stjålet og derfor betragter sig som retmæssige ejere af, hvilket et af medlemmerne af føromtalte gadebande ikke er ganske enig i. Så lige pludselig er Keung og gadebanden blevet allierede (dog først efter et af de flotteste slagsmål jeg nogensinde har set - der bruges både flippermaskiner og indkøbsvogne undervejs). Og så ruller forviklingerne ellers afsted inden det afgørende showdown mellem den onde gangsterboss og Keung - sidstnævnte bevæbnet med en kæmpe hoovercraft.
Kort sagt er filmens historie en stor omgang rod - men det gør egentlig ikke så meget, det primære er jo ikke historien, men derimod kampscenerne og de komiske optrin (undertiden en kombination af begge dele). Og især kampscenerne er næppe set bedre - Jackie Chan er både en gudsbenådet akrobat (han laver selv sine stunts, så det er ikke "kanonføde" der hopper fra et højhus til det næste) og en dygtig klovn med en god mimik. Chans Kombination af akrobatik og komik er fuldt på højde med det, Burt Lancaster præsterede, når han var bedst.
Summa summarum: Generelt et frygteligt mismask af en historie der kun reddes af Jackie Chans komiske og især akrobatiske evner - redningen er til gengæld så god, at slutresultatet er en ganske underholdende og seværdig film.
19/11-2018
