Værelse med følelser
3.0
Det er med dobbelte følelser, at jeg anmelder "Marvin's Room". Jeg vil virkelig gerne anbefale dig at spendere to stive timer og solide 60 kr på denne film. Og så alligevel ikke. Der er mange forhold som taler for, men desværre lige så mange som taler imod det.
Du kan vælge at stå af her, og således følge min kompromis-anbefaling. Nemlig at se filmen på en billigdag el. en 12- forestilling til reduceret billetpris. Eller sagt på en anden måde, hvis valget står mellem "Batman & Robin" og "Marvin's Room", så køb billetten til sidstnævnte.
Men hvis valget er enten "Trees Lounge" eller "Marvin's Room", som genre-mæssigt ligger op ad hinanden, så tag førstnævnte uden tøven.
Eller vent til Mike Leigh har lavet sin næste film. Han kan nemlig det der med at lave social-realististiske bitter-søde-tragik-komiske hverdags-dramaer fra den engelske arbejder-klasse, hvortil "Marvin's Room" prætenderer at være en amerikansk pendant. Dog uden entydig succes. Fortsæt hvis du vil vide hvorfor.
Til sagen
"Marvin's Room" er altså noget så sjældent som et lille hverdags-drama med store stjerner på lav-budget. Men det betyder nu ikke at filmens emotionelle kraftwerk kører på tilsvarende lavt blus. Tværtimod. Instruktør-debutant Jerry Zaks benytter enhver lejlighed, via nærbilledets potente patos og lydsporets følsomme pianissimo og stryger-arrangementer, til at generere en stemning af følelsesmæssige konflikter og forløsninger på skift. Føleriet er måske lige i overkanten og nærbilled-æstetikken rigeligt over-pointerende. Det er næsten ikke til at bære, hvis ikke lige det var for en vidunderligt bjergtagende Diane Keaton, hvis nu halvtredsårige, usminkede og furede ansigt er en fantastisk fortælling i sig selv.
Diane Keaton er Bessie, der udefra set har levet et kedeligt og nøjsomt single-liv. Har boet hele sit liv hjemme og de sidste 20 år plejet sin døddsyge, sengeliggende fader og mentalt rundtossede tante. Altimens har det søde liv passeret forbi hende og tilsyneladende tilhørt søsteren, Lee (Meryl Streep - i sin sædvanligt klinisk perfektionerede spillestil), der drog til storbyen og lagde ansvar for familie fra sig og talrige skænderier med Bessie bag sig. Men det søde liv bliver hurtigt surt som en citron og lykken kortvarig. Langvarigt derimod, forbliver det uforsonlige søsterskænderi. Der er gået 20 år siden de sidst talte sammen.
At elske - eller ikke elske
Lee's mareridt tog, som sagt, form som et rodløst liv, et mislykket ægteskab med en volds-mand, to samspilsramte børn, hvor teenageren Hank (wonder-boy'en Leonardo Di Caprio), præget af fortrængte volds-overgreb fra faderen, nu brillierer i et sociopatisk delirium. Lee kan ikke håndtere situationen, forskanser sig bag et koldt ydre og kyniske handligner, hun spejder stadig langt efter det søde liv og drømmer kun om endelig at færdiggøre sin uddannele som kosmetolog. Bessie´s opfattelse af det søde liv viser sig derimod rent faktisk at have været tiden sammen med sin dødssejler af en fader hjemme hos familien. Det kan selv det tidlige tab af hendes ungdoms livs kærlighed ikke ændre på. Som hun selv siger : " I´ve had such love in my life. I look back, and I´ve had such love". For Bessie har det været mere værdifuldt at elske sin familie, sine rødder, end at blive elsket af f.eks en mand.
Emotionel striptease
Nu vil skæbnen imidlertid at ´the missing link` mellem Bessie og søsteren Lee genoptages, endda med Hank som det overraskende forbindelses-led. Om end det hele sker på et sørgeligt grundlag. Bessie rammes af leukæmi og kun en marv-transplantation fra et familiemedlem kan redde hende. Mødet slår gnister og afføder en emotionel striptease, der ikke slipper os før alle lag af følelsesmæssige forklædninger og forskansninger er skrællet helt af og ned til roden af den rene kærlighed. Der hvor det går op for de implicerede, at ens rødder, ens historie og familie-bånd, kun overlever hvis de kultiveres.
Historien om Bessie er, i sit social-realistiske touch, en sjældenhed i amerikansk film Det er et prisværdigt tiltag og den er da også et fint og vedkommende stykke drama om den amerikanske families sårbarhed. En sårbarhed, der unægtelig trækker tråde til amerikanernes historieløshed og traditionsløse samfund på kun små 150 år.
Diane Keaton og så alle de andre
Filmen mangler visuel bravour, men reddes hjem, takket være Diane Keaton som bare ER Bessie, og får en til at elske hende uforbeholdent (og glemme at hun jo bare spiller). Leonardo di Caprio illuderer fint som den samspilsramte og uartikulerede Hank. Og så har Robert de Niro, sikkert i kraft af sin status som med-producent på filmen, en lille, men ikke ueffen fremstilling af lægen, der tilser Bessie. Hvorimod Meryl Streep er et turn-off i dette selskab med sin misforståede method-acting. Man mistænker hende næsten for, i ren kalkul, at snobbe nedad ved at medvirke i en low-budget film, som var det et off-off Broadway teaterstykke. For dermed at score billige point som seriøs og uafhængig stjerne-skuespiller.
Filmatiseret teater
Et teaterstykke, det er lige hvad "Marvin's Room" oprindeligt blev skrevet som og succesrigt opsat på Broadway. Måske skulle de, trods de velmenende og fine tiltag, have ladet det blive ved det. For ret beset har filmatiseringen ikke noget med rigtig film at gøre. Der er nærmere tale om filmatiseret teater når det er værst. Teater-instruktøren Jerry Zaks afslører sig som film-mongol. Iscenesættelsen er uhyggeligt reaktionær, bagstræberisk og fattig på visuel vision.
Udover nærbilledets effektive formidling af patos, så savner Zaks fuldstændig en fornemmelse for stil og komposition helt ned i selv enkeltbilled-æstetikken: Tematisk farve-modulering og belysning brillierer ved deres fravær. At "Marvin's Room" desuden ofte går i stå, skyldes at instruktøren ingen sans har for at integrere indholdssidens spændinger dramaturgisk i et visuelt fortælle-forløb. Selv helt ned i overgange fra indstilling til indstilling fades ofte kluntet og principløst ned i sort eller der klippes ganske umotiveret, fordi man ikke har tænkt i udgange på en scene eller i overgange i form af noget så simpelt som overblændinger.
Snøft
Jeg anbefaler dig alligevel at se "Marvin's Room". Hvorfor? Jo, fordi den trods alt er en sand lise at overvære i strømmen af sommerens store tomme buldrende action-brag (ikke at der er noget galt med tjubang-film, se bare på "Det femte element" - fed film). Fordi den gør opmærksom på hvor vigtigt det er at kultivere de familiære bånd og rødder. At erkende, at de valg man træffer i sit liv, også berører sine medmennesker. Nogle gange på godt og andre gange på ondt. Men stadig acceptere og elske hinanden ....... Snøft.... . Det er vist på tide at trække sig tilbage.
Du kan vælge at stå af her, og således følge min kompromis-anbefaling. Nemlig at se filmen på en billigdag el. en 12- forestilling til reduceret billetpris. Eller sagt på en anden måde, hvis valget står mellem "Batman & Robin" og "Marvin's Room", så køb billetten til sidstnævnte.
Men hvis valget er enten "Trees Lounge" eller "Marvin's Room", som genre-mæssigt ligger op ad hinanden, så tag førstnævnte uden tøven.
Eller vent til Mike Leigh har lavet sin næste film. Han kan nemlig det der med at lave social-realististiske bitter-søde-tragik-komiske hverdags-dramaer fra den engelske arbejder-klasse, hvortil "Marvin's Room" prætenderer at være en amerikansk pendant. Dog uden entydig succes. Fortsæt hvis du vil vide hvorfor.
Til sagen
"Marvin's Room" er altså noget så sjældent som et lille hverdags-drama med store stjerner på lav-budget. Men det betyder nu ikke at filmens emotionelle kraftwerk kører på tilsvarende lavt blus. Tværtimod. Instruktør-debutant Jerry Zaks benytter enhver lejlighed, via nærbilledets potente patos og lydsporets følsomme pianissimo og stryger-arrangementer, til at generere en stemning af følelsesmæssige konflikter og forløsninger på skift. Føleriet er måske lige i overkanten og nærbilled-æstetikken rigeligt over-pointerende. Det er næsten ikke til at bære, hvis ikke lige det var for en vidunderligt bjergtagende Diane Keaton, hvis nu halvtredsårige, usminkede og furede ansigt er en fantastisk fortælling i sig selv.
Diane Keaton er Bessie, der udefra set har levet et kedeligt og nøjsomt single-liv. Har boet hele sit liv hjemme og de sidste 20 år plejet sin døddsyge, sengeliggende fader og mentalt rundtossede tante. Altimens har det søde liv passeret forbi hende og tilsyneladende tilhørt søsteren, Lee (Meryl Streep - i sin sædvanligt klinisk perfektionerede spillestil), der drog til storbyen og lagde ansvar for familie fra sig og talrige skænderier med Bessie bag sig. Men det søde liv bliver hurtigt surt som en citron og lykken kortvarig. Langvarigt derimod, forbliver det uforsonlige søsterskænderi. Der er gået 20 år siden de sidst talte sammen.
At elske - eller ikke elske
Lee's mareridt tog, som sagt, form som et rodløst liv, et mislykket ægteskab med en volds-mand, to samspilsramte børn, hvor teenageren Hank (wonder-boy'en Leonardo Di Caprio), præget af fortrængte volds-overgreb fra faderen, nu brillierer i et sociopatisk delirium. Lee kan ikke håndtere situationen, forskanser sig bag et koldt ydre og kyniske handligner, hun spejder stadig langt efter det søde liv og drømmer kun om endelig at færdiggøre sin uddannele som kosmetolog. Bessie´s opfattelse af det søde liv viser sig derimod rent faktisk at have været tiden sammen med sin dødssejler af en fader hjemme hos familien. Det kan selv det tidlige tab af hendes ungdoms livs kærlighed ikke ændre på. Som hun selv siger : " I´ve had such love in my life. I look back, and I´ve had such love". For Bessie har det været mere værdifuldt at elske sin familie, sine rødder, end at blive elsket af f.eks en mand.
Emotionel striptease
Nu vil skæbnen imidlertid at ´the missing link` mellem Bessie og søsteren Lee genoptages, endda med Hank som det overraskende forbindelses-led. Om end det hele sker på et sørgeligt grundlag. Bessie rammes af leukæmi og kun en marv-transplantation fra et familiemedlem kan redde hende. Mødet slår gnister og afføder en emotionel striptease, der ikke slipper os før alle lag af følelsesmæssige forklædninger og forskansninger er skrællet helt af og ned til roden af den rene kærlighed. Der hvor det går op for de implicerede, at ens rødder, ens historie og familie-bånd, kun overlever hvis de kultiveres.
Historien om Bessie er, i sit social-realistiske touch, en sjældenhed i amerikansk film Det er et prisværdigt tiltag og den er da også et fint og vedkommende stykke drama om den amerikanske families sårbarhed. En sårbarhed, der unægtelig trækker tråde til amerikanernes historieløshed og traditionsløse samfund på kun små 150 år.
Diane Keaton og så alle de andre
Filmen mangler visuel bravour, men reddes hjem, takket være Diane Keaton som bare ER Bessie, og får en til at elske hende uforbeholdent (og glemme at hun jo bare spiller). Leonardo di Caprio illuderer fint som den samspilsramte og uartikulerede Hank. Og så har Robert de Niro, sikkert i kraft af sin status som med-producent på filmen, en lille, men ikke ueffen fremstilling af lægen, der tilser Bessie. Hvorimod Meryl Streep er et turn-off i dette selskab med sin misforståede method-acting. Man mistænker hende næsten for, i ren kalkul, at snobbe nedad ved at medvirke i en low-budget film, som var det et off-off Broadway teaterstykke. For dermed at score billige point som seriøs og uafhængig stjerne-skuespiller.
Filmatiseret teater
Et teaterstykke, det er lige hvad "Marvin's Room" oprindeligt blev skrevet som og succesrigt opsat på Broadway. Måske skulle de, trods de velmenende og fine tiltag, have ladet det blive ved det. For ret beset har filmatiseringen ikke noget med rigtig film at gøre. Der er nærmere tale om filmatiseret teater når det er værst. Teater-instruktøren Jerry Zaks afslører sig som film-mongol. Iscenesættelsen er uhyggeligt reaktionær, bagstræberisk og fattig på visuel vision.
Udover nærbilledets effektive formidling af patos, så savner Zaks fuldstændig en fornemmelse for stil og komposition helt ned i selv enkeltbilled-æstetikken: Tematisk farve-modulering og belysning brillierer ved deres fravær. At "Marvin's Room" desuden ofte går i stå, skyldes at instruktøren ingen sans har for at integrere indholdssidens spændinger dramaturgisk i et visuelt fortælle-forløb. Selv helt ned i overgange fra indstilling til indstilling fades ofte kluntet og principløst ned i sort eller der klippes ganske umotiveret, fordi man ikke har tænkt i udgange på en scene eller i overgange i form af noget så simpelt som overblændinger.
Snøft
Jeg anbefaler dig alligevel at se "Marvin's Room". Hvorfor? Jo, fordi den trods alt er en sand lise at overvære i strømmen af sommerens store tomme buldrende action-brag (ikke at der er noget galt med tjubang-film, se bare på "Det femte element" - fed film). Fordi den gør opmærksom på hvor vigtigt det er at kultivere de familiære bånd og rødder. At erkende, at de valg man træffer i sit liv, også berører sine medmennesker. Nogle gange på godt og andre gange på ondt. Men stadig acceptere og elske hinanden ....... Snøft.... . Det er vist på tide at trække sig tilbage.
19/11-2018
