Bergmansk æskesystem
4.0
Den stilfærdige stil dækker over et stærkt drama i Liv Ullmanns "Troløs"
Det er som regel stærke sager, man udsættes for, når man bevæger sig i Ingmar Bergmans univers. Det bliver ikke mindre kraftfuldt, når det iscenesættes af Liv Ullmann. Hun har i høj grad helliget sig den stilfærdigt fængslende fortællestil fra Bergmans egne klassikere.
Æskesystem
Om man vil, er der mulighed for at åbne låg efter låg i dette kinesiske æskesystem og gå på jagt efter historien, der gemmer sig i endnu en historie. Det er op til den enkelte hvilken handlingstråd, der har mest betydning. I rammen følger vi en ældre instruktørs (alias Bergman, spillet af Erland Josephson) skriveblokering. En heftig en af slagsen, idet han ikke nedfælder et eneste ord på den fremlagte skriveblok. Der er tale om en mental blokering for den ældre herre, hvilket måske forklarer filmens snørklede fortællestil, der drager parallel til den mystik, der hviler over instruktørens sind og træhyttens dunkle stuer.
Musen kaldes til
Den ældre instruktør hidkalder - i ånden eller helt konkret - en skuespillerinde (Lena Endre), som hjælper ham til at fortælle den historie, der ligger instruktøren så voldsomt på sinde. Muse eller ej, denne skuespillerinde bliver, som filmen og hendes fortælling skrider frem, særdeles nærværende. Inden længe opløses fiktionen i fiktionen, og vi rives med i et frygtelig drama om en familie i opløsning. Hovedpersonen Marianne er gift med Markus (Thomas Hanzon) og sammen har de datteren Isabelle. Trods et fint ægteskab opdager Marianne nærmest ved en fejl, at hun er forelsket i parrets fælles ven David (Krister Henriksson), en skuespiller ansat ved samme teater som Marianne. De kaster sig ud i en skjult affære, hvis konsekvenser viser sig at være mere katastrofale, end først antaget.
Effektivt spændingsfelt
Til tider virker skriveblokeringsrammen hæmmende, idet ægteskabsdramaet beskrives mere end vises. Modsat skaber tilbageholdelsen af den visuelle side så stor spænding, at man sidder åndeløs tilbage med det eneste ønske at få billeder på Mariannes beskrivelser. På effektiv vis opstår og udnyttes spændingsfeltet mellem savnet på vist handling og forløsningen ved, at historien igen tager fat, hvor den slap. Det var ikke gået uden Josephson og Endres helt fantastiske spil i samtalescenerne. Josephsons replikker kan tælles på en hånd og det er hans udtryksfulde ansigt og Endres formidable indlevelse i rollen, der forhindrer scenernes totale stilstand.
Ullmann løfter arven
Liv Ullmann mestrer Bergmans intense manuskript og viderefører med egen kunstnerisk frihed arven efter Ingmar Bergman. Som den gamle mester ofte har gjort, skaber hun et stilfærdigt univers, der under overfladen beskæftiger sig med menneskets smerte og glæde. Det er gribende at være vidne til, især når de eneste virkemidler er ord, smil og tårer.
Det er som regel stærke sager, man udsættes for, når man bevæger sig i Ingmar Bergmans univers. Det bliver ikke mindre kraftfuldt, når det iscenesættes af Liv Ullmann. Hun har i høj grad helliget sig den stilfærdigt fængslende fortællestil fra Bergmans egne klassikere.
Æskesystem
Om man vil, er der mulighed for at åbne låg efter låg i dette kinesiske æskesystem og gå på jagt efter historien, der gemmer sig i endnu en historie. Det er op til den enkelte hvilken handlingstråd, der har mest betydning. I rammen følger vi en ældre instruktørs (alias Bergman, spillet af Erland Josephson) skriveblokering. En heftig en af slagsen, idet han ikke nedfælder et eneste ord på den fremlagte skriveblok. Der er tale om en mental blokering for den ældre herre, hvilket måske forklarer filmens snørklede fortællestil, der drager parallel til den mystik, der hviler over instruktørens sind og træhyttens dunkle stuer.
Musen kaldes til
Den ældre instruktør hidkalder - i ånden eller helt konkret - en skuespillerinde (Lena Endre), som hjælper ham til at fortælle den historie, der ligger instruktøren så voldsomt på sinde. Muse eller ej, denne skuespillerinde bliver, som filmen og hendes fortælling skrider frem, særdeles nærværende. Inden længe opløses fiktionen i fiktionen, og vi rives med i et frygtelig drama om en familie i opløsning. Hovedpersonen Marianne er gift med Markus (Thomas Hanzon) og sammen har de datteren Isabelle. Trods et fint ægteskab opdager Marianne nærmest ved en fejl, at hun er forelsket i parrets fælles ven David (Krister Henriksson), en skuespiller ansat ved samme teater som Marianne. De kaster sig ud i en skjult affære, hvis konsekvenser viser sig at være mere katastrofale, end først antaget.
Effektivt spændingsfelt
Til tider virker skriveblokeringsrammen hæmmende, idet ægteskabsdramaet beskrives mere end vises. Modsat skaber tilbageholdelsen af den visuelle side så stor spænding, at man sidder åndeløs tilbage med det eneste ønske at få billeder på Mariannes beskrivelser. På effektiv vis opstår og udnyttes spændingsfeltet mellem savnet på vist handling og forløsningen ved, at historien igen tager fat, hvor den slap. Det var ikke gået uden Josephson og Endres helt fantastiske spil i samtalescenerne. Josephsons replikker kan tælles på en hånd og det er hans udtryksfulde ansigt og Endres formidable indlevelse i rollen, der forhindrer scenernes totale stilstand.
Ullmann løfter arven
Liv Ullmann mestrer Bergmans intense manuskript og viderefører med egen kunstnerisk frihed arven efter Ingmar Bergman. Som den gamle mester ofte har gjort, skaber hun et stilfærdigt univers, der under overfladen beskæftiger sig med menneskets smerte og glæde. Det er gribende at være vidne til, især når de eneste virkemidler er ord, smil og tårer.
19/11-2018
