Dalai La-la Lama
2.0
Med sin nye film "Kundun" har Martin Scorsese taget fat på et alvorligt emne og forvandlet det til amerikansk søndags-underholdning af den mest ligegyldige slags
I næsten 50 år har Tibet været besat af Kina, og Martin Scorseses film om den 14. Dalai Lama er en torn i øjet på det kinesiske styre. "Kundun" er beretningen om drengen Lhamo, der i en alder af to år bliver fundet af munke i en fjern egn af Tibet. Han består prøven, der beviser, at han er den fjortende reinkarnation af Dalai Lama.
Han føres til Tibets hovedstad Lhasa og opdrages blandt munkene til at blive sit lands religiøse overhoved. Men den store nabo Kina truer det lille bjerglands uafhængighed, og Dalai Lama må følge sin overbevisning og kæmpe mod det voldelige, ikke-religiøse Kina med ikke-voldelige midler.
Fryd for øjet og øret
Filmen er en fryd for øjet og øret. Scenograf og kostumedesigner Dante Ferretti har med stort held genskabt Tibet i Marokkos bjerge. Lærredet emmer af storslåede landskaber og utroligt smukke kostumer. Og den amerikanske avantgarde komponist Philip Glass' monumentale musik spiller perfekt op til og med billederne.
Men historien er tynd. Dalai Lamas indre kamp og tvivl kommer aldrig op til overfladen. Han fremstår mest af alt som en vægelsindet ung mand, der lader sig koste rundt af sine rådgivere og kineserne. Man fornemmer på intet tidspunkt i filmen, at dette er et portræt af en ung mand, der senere vil udvikle sig til en Nobelpristager.
E.T. i Tibet
Men det er på ingen måde hverken skuespillerne eller instruktørens skyld. Skuespillerne, som næsten alle ikke er professionelle, kæmper med en manuskript, der ikke giver mulighed for støbe hele personer. Og instruktøren forsøger med mange fine detaljer og motiver at kompensere for manuskriptets manglende dybde.
Manuskriptet er skrevet af Melissa Mathison, som nok bedst er kendt for manuskriptet til "E.T.", og "Kundun" har samme dybde som filmen om rumvæsenet på afveje. De undertrykkende kinesere bliver aldrig andet end komiske to-dimensionelle figurer, og formand Mao virker mest af alt som en læspende kopi af en voksdukke.
"Kundun" er en flot og veldrejet film, som leverer varen præcist, men trods det alvorlige emne, så maner den ikke til eftertanke. Det er bred søndagsunderholdning i Technicolor, og så ikke ret meget mere.
I næsten 50 år har Tibet været besat af Kina, og Martin Scorseses film om den 14. Dalai Lama er en torn i øjet på det kinesiske styre. "Kundun" er beretningen om drengen Lhamo, der i en alder af to år bliver fundet af munke i en fjern egn af Tibet. Han består prøven, der beviser, at han er den fjortende reinkarnation af Dalai Lama.
Han føres til Tibets hovedstad Lhasa og opdrages blandt munkene til at blive sit lands religiøse overhoved. Men den store nabo Kina truer det lille bjerglands uafhængighed, og Dalai Lama må følge sin overbevisning og kæmpe mod det voldelige, ikke-religiøse Kina med ikke-voldelige midler.
Fryd for øjet og øret
Filmen er en fryd for øjet og øret. Scenograf og kostumedesigner Dante Ferretti har med stort held genskabt Tibet i Marokkos bjerge. Lærredet emmer af storslåede landskaber og utroligt smukke kostumer. Og den amerikanske avantgarde komponist Philip Glass' monumentale musik spiller perfekt op til og med billederne.
Men historien er tynd. Dalai Lamas indre kamp og tvivl kommer aldrig op til overfladen. Han fremstår mest af alt som en vægelsindet ung mand, der lader sig koste rundt af sine rådgivere og kineserne. Man fornemmer på intet tidspunkt i filmen, at dette er et portræt af en ung mand, der senere vil udvikle sig til en Nobelpristager.
E.T. i Tibet
Men det er på ingen måde hverken skuespillerne eller instruktørens skyld. Skuespillerne, som næsten alle ikke er professionelle, kæmper med en manuskript, der ikke giver mulighed for støbe hele personer. Og instruktøren forsøger med mange fine detaljer og motiver at kompensere for manuskriptets manglende dybde.
Manuskriptet er skrevet af Melissa Mathison, som nok bedst er kendt for manuskriptet til "E.T.", og "Kundun" har samme dybde som filmen om rumvæsenet på afveje. De undertrykkende kinesere bliver aldrig andet end komiske to-dimensionelle figurer, og formand Mao virker mest af alt som en læspende kopi af en voksdukke.
"Kundun" er en flot og veldrejet film, som leverer varen præcist, men trods det alvorlige emne, så maner den ikke til eftertanke. Det er bred søndagsunderholdning i Technicolor, og så ikke ret meget mere.
19/11-2018
