Mangel På Mord
2.0
Når der er begået et mord, men offeret stadig går levende rundt, og morderen er i fængsel, er der noget helt galt. Det kunne blive en spændende historie, men Bruce Beresford formår ikke at hæve filmen op over det forudsigelige.
Libby Parsons, spillet af Ashley Judd, lever en harmonisk tilværelse med sin søn og velhavende mand Nick (Bruce Greenwood), men da han inviterer hende på en weekendtur på en sejlbåd falder alt fra hinanden. Hun vågner midt om natten smurt ind i blod, og Nick er væk - men det er Nicks blod, så selv om der ikke er et lig, bliver hun anklaget og dømt for mordet på sin mand. Fra fængslet finder hun ved et utroligt tilfælde ud af, at Nick ikke er død, så da hun efter seks år bliver prøveløsladt, er hun kun interesseret i at finde til bunds i det komplot, der sendte hende i fængsel og frarøvede hende sønnen.
Slå ham ihjel, igen!
I fængslet har en af de indsatte forklaret hende om "double jeopardy"-reglen, der siger, at ingen kan dømmes for den samme forbrydelse to gange. Det vil sige, at Libby nu kan slå sin mand ihjel uden at blive straffet for det. Hun er opsat på hævn og på at finde sønnen igen, men hendes tilsynsværge Travis, spillet af Tommy Lee Jones, holder hende i kort snor. Libby stikker hurtigt af fra Travis, og følger Nicks spor rundt i USA. Men Travis er lige i hælene på hende, opsat på at finde hende, både for at kunne beholde sit job, og for at forhindre hende i at finde Nick.
Hjælp, vi flygter
Handlingen her vil nok være bekendt for de fleste, og ligheden med Andrew Davis´ "Flygtningen" (´93) er da også slående. Men hvor den var tempofyldt og drevet frem af et spændende plot, er "Mord Pr. Efterkrav" en stillestående affære blottet for spænding. Man er simpelthen aldrig i tvivl om Libbys uskyld, eller om at hun nok skal finde Nick. At historien samtidig er meget springende fortalt, gør heller ikke oplevelsen bedre - vi får f.eks. aldrig at vide, hvor lang en fængselsstraf Libby egentlig er blevet idømt. Hun har dog lynhurtigt afsonet seks år og kan prøveløslades, men at hun, med en morddom, slipper ud efter så kort tid, virker helt usandsynligt. Senere under sin flugt, og i en meget kort scene helt uden forklaringer, ser vi Libby hos sin mor, der graver en kasse med et stort bundt kontanter op af tomatbedet, og giver dem til datteren. Sådan et påfund er med til at trække enhver troværdighed ud af en film, men når det nu ville ødelægge det entydige billede af Libby som god og retskaffen, at hun skulle begå kriminalitet for at klare sig, er det desværre nødvendigt med den slags scener.
Spildte talenter
Tommy Lee Jones´ rolle minder ganske meget om den, han vandt en Oscar for i "Flygtningen" (´93), og på trods af, at hans figur her er noget klichefyldt (han har alkoholproblemer, og har ligesom Libby mistet kontakten til sin familie), fylder han den godt ud.
Det er positivt at se en Hollywood-film med en selvstændig og handlekraftig kvindelig karakter i hovedrollen, og Ashley Judd er da også udmærket som den plagede Libby, men figuren hæves aldrig over det forudsigelige, og man bliver aldrig involveret i hendes skæbne.
Instruktøren Bruce Beresford, der stod bag den stærkt Oscar-belønnede "Driving Miss Daisy" (´89), får desværre aldrig rigtig nogen spænding ud af historien, og har heller ikke fået ryddet ordentligt op i klicheerne - for der er da ikke for alvor nogen, der tror, at det første, fangerne i et amerikansk fængsel gør, når der kommer en ny, er at vædde cigaretter på, hvor lang tid vedkommende holder ud?
Libby Parsons, spillet af Ashley Judd, lever en harmonisk tilværelse med sin søn og velhavende mand Nick (Bruce Greenwood), men da han inviterer hende på en weekendtur på en sejlbåd falder alt fra hinanden. Hun vågner midt om natten smurt ind i blod, og Nick er væk - men det er Nicks blod, så selv om der ikke er et lig, bliver hun anklaget og dømt for mordet på sin mand. Fra fængslet finder hun ved et utroligt tilfælde ud af, at Nick ikke er død, så da hun efter seks år bliver prøveløsladt, er hun kun interesseret i at finde til bunds i det komplot, der sendte hende i fængsel og frarøvede hende sønnen.
Slå ham ihjel, igen!
I fængslet har en af de indsatte forklaret hende om "double jeopardy"-reglen, der siger, at ingen kan dømmes for den samme forbrydelse to gange. Det vil sige, at Libby nu kan slå sin mand ihjel uden at blive straffet for det. Hun er opsat på hævn og på at finde sønnen igen, men hendes tilsynsværge Travis, spillet af Tommy Lee Jones, holder hende i kort snor. Libby stikker hurtigt af fra Travis, og følger Nicks spor rundt i USA. Men Travis er lige i hælene på hende, opsat på at finde hende, både for at kunne beholde sit job, og for at forhindre hende i at finde Nick.
Hjælp, vi flygter
Handlingen her vil nok være bekendt for de fleste, og ligheden med Andrew Davis´ "Flygtningen" (´93) er da også slående. Men hvor den var tempofyldt og drevet frem af et spændende plot, er "Mord Pr. Efterkrav" en stillestående affære blottet for spænding. Man er simpelthen aldrig i tvivl om Libbys uskyld, eller om at hun nok skal finde Nick. At historien samtidig er meget springende fortalt, gør heller ikke oplevelsen bedre - vi får f.eks. aldrig at vide, hvor lang en fængselsstraf Libby egentlig er blevet idømt. Hun har dog lynhurtigt afsonet seks år og kan prøveløslades, men at hun, med en morddom, slipper ud efter så kort tid, virker helt usandsynligt. Senere under sin flugt, og i en meget kort scene helt uden forklaringer, ser vi Libby hos sin mor, der graver en kasse med et stort bundt kontanter op af tomatbedet, og giver dem til datteren. Sådan et påfund er med til at trække enhver troværdighed ud af en film, men når det nu ville ødelægge det entydige billede af Libby som god og retskaffen, at hun skulle begå kriminalitet for at klare sig, er det desværre nødvendigt med den slags scener.
Spildte talenter
Tommy Lee Jones´ rolle minder ganske meget om den, han vandt en Oscar for i "Flygtningen" (´93), og på trods af, at hans figur her er noget klichefyldt (han har alkoholproblemer, og har ligesom Libby mistet kontakten til sin familie), fylder han den godt ud.
Det er positivt at se en Hollywood-film med en selvstændig og handlekraftig kvindelig karakter i hovedrollen, og Ashley Judd er da også udmærket som den plagede Libby, men figuren hæves aldrig over det forudsigelige, og man bliver aldrig involveret i hendes skæbne.
Instruktøren Bruce Beresford, der stod bag den stærkt Oscar-belønnede "Driving Miss Daisy" (´89), får desværre aldrig rigtig nogen spænding ud af historien, og har heller ikke fået ryddet ordentligt op i klicheerne - for der er da ikke for alvor nogen, der tror, at det første, fangerne i et amerikansk fængsel gør, når der kommer en ny, er at vædde cigaretter på, hvor lang tid vedkommende holder ud?
19/11-2018
