Hvor der er hjerterum, er der husrum
3.0
Varm og sød dannelseshistorie skæmmes af for mange historier og for løs afvikling.
Novalee Nation drager som 17-årig ud på sit livs rejse. Plymouth'en er et vrag, Novalee er højgravid og kæresten en tumpe med Billy Ray Cyrus-hår. På vejen standser de ved en Wal-Mart, så Novalee kan komme på toilettet, og da hun kommer ud, er kæresten kørt fra hende. Efterladt står hun i en fremmed by uden sko og uden penge. I mangel af bedre ideer gemmer hun sig i butikken efter lukketid og bor i de næste par uger i Wal-Mart, hvor hun også føder sit barn.
Der er dæleme rart i Oklahoma
Novalee frygter for følgerne, nu hun er blevet opdaget, men det viser sig, at indbyggerne i dette smørhul i Oklahoma bare knuselsker hende for at have valgt netop deres lokale butik at føde i. Hun opdager snart, at hun får en langt bedre og varm kontakt med de lokale, end hun nogensinde har haft med sin kæreste eller den mor, der forlod hende som femårig. Novalee flytter ind hos den hjertelige og excentriske Sister Husband, der bliver en moderfigur for hende, og i den hyperfertile Lexie finder hun en veninde, som vil gå gennem ild og vand for hende.
Den by, der så betingelsesløst har favnet hende, bliver således hendes nye hjem, og Novalee kan nu koncentrere sig om at blive voksen. Fortiden har det dog med at dukke op på de mest ubelejlige tidspunkter i denne dannelseshistorie. Lykke og ulykke vandrer hånd i hånd.
Stærke kvinder i stærke roller
Natalie Portman, som i sit korte liv kun har spillet med i seværdige film, spiller den store hovedrolle som Novalee. Lige siden hendes debut i "Leon" (1994) har der ikke været nogen tvivl om hendes store talent, og som hun spiller her, er der ingen tvivl om, at hun i de kommende år får endnu mere travlt som Hollywoods førstedame. Det skader jo heller ikke, at hun er forrygende yndig. "Hvor hjertet er" er imidlertid fuld af stærke kvinderoller. Stockard Channing viser som Sister Husband endnu engang, at hun er én af vor tids bedste skuespillere. Også Ashley Judd er fremragende som Lexie.
I det hele taget er "Hvor hjertet er" et dejligt bekendtskab med sit budskab om hjertevarme og sunde menneskelige relationer. Desværre har instruktøren sat kameraet for det blinde øje, dengang historien skulle afgrænses. For mange ligegyldige sidehistorier og bifigurer forfølges i en uendelighed, og hovedhistorien svækkes af at skulle skildre hele fem år. Havde man trimmet filmen med en halv time og barberet persongalleriet en anelse, havde "Hvor hjertet er" stået langt stærkere. Som den er nu, fremstår den for meget som en loyal filmatisering af en roman, og dens noget klæge budskab om at lade det gode gå i arv og passe på de løgne, der kan ændre et liv, begynder i overtiden at virke irriterende. De første halvanden time kan imidlertid varmt anbefales.

19/11-2018