Se Rotterdam og dø
4.0
Den hollandske "Karakter" har ikke for ingenting vundet dette års Oscar. Filmen er nemlig en fejende flot og stilren filmatisering af sit klassiske litterære forlæg. Et magisk flyvende tæppe, der suser afsted højt oppe i himlen båret af musikalske hvirvelvinde og skuespillere så frygtindgydende som orkanens øje.
Rotterdam 1934. En ung målrettet mand haster afsted gennem byens snørklede gader og stræder. Kort tid efter han har nået sit mål forlader han det, yderst ophidset og med blod på tøjet. Et mord skal opklares og politiet finder hurtigt frem til den unge noble herre med navnet Jacob Katadreuffe. Det viser sig, at den afdøde - en forhadt pantefoged - var Jacobs far Dreverhaven. Dreverhaven havde i sin tid forgrebet sig på sin husholderske Joba, der derefter opsagde sit job, afslog alle Dreverhavens frierier og besluttede sig for at opdrage sønnen Jacob alene. Men en enlig mor i mellemkrigsårene er ikke et nemt job, og den splittede families stærke viljer og tavse sind gør da heller ikke sagen mindre kompliceret. Dog lægger filmen op til en historie af en afhøringsmæssig karakter, men skifter over til at blive af en mere fortællermæssig form, som om Jacob, der ellers bliver afhørt af politiet, lyder som om han læser op af sin egen livshistorie.
Hollandsk på internationalt niveau
Filmen er trods en spilletid på nærved to timer både opslugende og fascinerende. De tre hovedroller Fedja van Huêt (Katadreuffe), Jan Decleir (Dreverhaven) og Betty Schuurman (Joba) spiller alle fremragende, faktisk så overbevisende at det er svært at forestille sig dem med andre karaktertræk end dem, deres roller besidder. Instruktøren Mike van Diem har endvidere formået at fremtrylle en musik, der understøtter ikke alene personernes handlinger og sindsstemninger, men også går op i en perfekt symbiose med en kameraføring, der aldrig står stille. Alt i alt har filmen en international stil, der især viser sig ved, at van Diem har bevæget sig væk fra det stillestående kamera, der ellers ofte karakteriserer filmatiseringer af klassiske romaner og periodestykker. Selv om filmen mange steder afviger fra Ferdinand Bordewijks romaner "Dreverhaven en Katadreuffe" og "Karaktér", så har den fastholdt en atmosfære, der har givet den en fin modtagelse både i Holland og i resten af verden.
Larmende tavshed i få ord
Filmen er dragende ikke blot pga. af sin suveræne udførelse, men især fordi dens indhold er universel. Og dens placering i en lidt fjern fortid gør den ikke mindre aktuel, for den tager bl. a. problematikker som ambition kontra kærlighed, social status og samfundsmoral op til revision. Det allermest interessante er dog hvorledes forholdene mellem Dreverhaven, Joba og Jacob beskrives, og hvordan de hver især takler deres indbyrdes situation. Den emotionelle bagage Jacob ufrivilligt har fået med sig ind i livet, vokser til at blive noget nær en Ødipal tragedie. Valget og valgets konsekvens får afgørende betydning i filmen, men samtidig så spiller skæbnen et ikke så lille puds på disse tre mennesker, der er fanget i et psykologisk spindelvæv med hinanden. Hvordan filmen i det store hele skal fortolkes skal forblive usagt, for det afhænger af øjnene, der ser, og følelserne den berør. Ét er sikkert: den er ikke uinteressant.
Rotterdam 1934. En ung målrettet mand haster afsted gennem byens snørklede gader og stræder. Kort tid efter han har nået sit mål forlader han det, yderst ophidset og med blod på tøjet. Et mord skal opklares og politiet finder hurtigt frem til den unge noble herre med navnet Jacob Katadreuffe. Det viser sig, at den afdøde - en forhadt pantefoged - var Jacobs far Dreverhaven. Dreverhaven havde i sin tid forgrebet sig på sin husholderske Joba, der derefter opsagde sit job, afslog alle Dreverhavens frierier og besluttede sig for at opdrage sønnen Jacob alene. Men en enlig mor i mellemkrigsårene er ikke et nemt job, og den splittede families stærke viljer og tavse sind gør da heller ikke sagen mindre kompliceret. Dog lægger filmen op til en historie af en afhøringsmæssig karakter, men skifter over til at blive af en mere fortællermæssig form, som om Jacob, der ellers bliver afhørt af politiet, lyder som om han læser op af sin egen livshistorie.
Hollandsk på internationalt niveau
Filmen er trods en spilletid på nærved to timer både opslugende og fascinerende. De tre hovedroller Fedja van Huêt (Katadreuffe), Jan Decleir (Dreverhaven) og Betty Schuurman (Joba) spiller alle fremragende, faktisk så overbevisende at det er svært at forestille sig dem med andre karaktertræk end dem, deres roller besidder. Instruktøren Mike van Diem har endvidere formået at fremtrylle en musik, der understøtter ikke alene personernes handlinger og sindsstemninger, men også går op i en perfekt symbiose med en kameraføring, der aldrig står stille. Alt i alt har filmen en international stil, der især viser sig ved, at van Diem har bevæget sig væk fra det stillestående kamera, der ellers ofte karakteriserer filmatiseringer af klassiske romaner og periodestykker. Selv om filmen mange steder afviger fra Ferdinand Bordewijks romaner "Dreverhaven en Katadreuffe" og "Karaktér", så har den fastholdt en atmosfære, der har givet den en fin modtagelse både i Holland og i resten af verden.
Larmende tavshed i få ord
Filmen er dragende ikke blot pga. af sin suveræne udførelse, men især fordi dens indhold er universel. Og dens placering i en lidt fjern fortid gør den ikke mindre aktuel, for den tager bl. a. problematikker som ambition kontra kærlighed, social status og samfundsmoral op til revision. Det allermest interessante er dog hvorledes forholdene mellem Dreverhaven, Joba og Jacob beskrives, og hvordan de hver især takler deres indbyrdes situation. Den emotionelle bagage Jacob ufrivilligt har fået med sig ind i livet, vokser til at blive noget nær en Ødipal tragedie. Valget og valgets konsekvens får afgørende betydning i filmen, men samtidig så spiller skæbnen et ikke så lille puds på disse tre mennesker, der er fanget i et psykologisk spindelvæv med hinanden. Hvordan filmen i det store hele skal fortolkes skal forblive usagt, for det afhænger af øjnene, der ser, og følelserne den berør. Ét er sikkert: den er ikke uinteressant.
19/11-2018