Sidste nat uden kliken
3.0
Årtusindskiftet sætter mange tanker i gang, navnlig dem, der handler om enden. "Last Night" er således en "Armageddon" og en "Deep Impact" for intellektuelle, ingen action, men masser af besynderlig opførsel. Det triste er, at vi allerede kender slutningen. For der er ingen Bruce Willis i denne film...
Sandra (Sandra Oh) prøver desperat at samle ingredienser til en sidste middag med hendes elskede mand Duncan (David Cronenberg), men hendes bil væltes af uromagere. Tilfældet vil, at hun løber ind i Patrick (Don McKellar), hvis familie helst ser, at han fejrer den sidste aften med dem i en pseudo-julestemning, men selv moderens martyrtårer kan ikke holde på ham. For at hjælpe Sandra, spørger han vennen Craig (Callum Keith Rennie), om hun kan låne den ene af hans tre biler. Craig arbejder hårdt på at få så mange forskellige seksuelle oplevelser med på falderebet som muligt. Hvilket fører Duncans sekretær Donna (Tracy Wright) til Craig.
Tilfældighedens musik
At livet er fuldt af tilfældigheder, og at mennesker krydser hinanden på de mest forunderlige måder, illustrerer "Last Night" ret godt. De forskellige skæbner væves med sikker hånd ind i hinanden af den canadiske Don McKellar, der også har instrueret og skrevet manus til filmen. Der er ingen tvivl om, at han har tjek på sin handling og sine personer, der leder tankerne hen på Paul Auster. Så det gælder om at holde sig vågen og følge godt med.
Det er lykkedes Don McKellar at skildre kaoset og den desperate kamp for at holde på formerne parallelt med menneskenes tydelige ensomhed, hvad enten de vil stå ved den eller ej. Det virker, som om alle har affundet sig med tingenes tilstand og nærmest er enten euforiske af lykke (!?), som Patricks lillesøster og hendes kæreste, der iklædt festtøjet gladeligt deltager i nedtællingen sammen med tusindvis andre. Eller også er de tilsyneladende ligeglade som Duncan, der pludseligt befinder sig i den forkerte ende af et geværløb i sin egen stue.
Enden er nær
Det slutter vel en dag, det kan vi ikke komme udenom, hvad enten det bliver den individuelle død eller den store kollektive dinosaurudslettelse. Spørgsmålet er, hvordan man så vil tilbringe den sidste tid. Der er ingen tvivl om, at anarki vil opstå, men hvad ellers? Sex med din gamle fransklærer? Fællesbøn til det sidste? Hvad vil DU lave? Filmen giver lidt stof til eftertanke, men ikke meget mere end den berygtede Y2K virus, der snarligt vil angribe vor civilisations blodbaner: Computerne.
The last big bang
Filmens store force er den rene stil, de enkle billeder, dens atmosfære af troværdig og overbevisende endelighed, de gode skuespilpræstationer og igen det fine spindelvæv af skæbner. Den fastlåste slutning kan være et problem for et publikum, der er forvænt med modellen: Problem-problemforværring-problemløsning, for der er ingen løsning (=Bruce Willis) eller slutning end den, filmen lægger ud som sit præmis fra starten af. Helt hvordan jorden går under afsløres først godt inde i filmen, hvilket formår at holde associationen til ovennævnte blockbusterfilm hen. Hvilket igen understreger denne films canadiske kontrast til sine amerikanske slægtninge i dommedagsgenren. Alligevel er "Last Night" hverken mere eller mindre end et fiktivt sidste øjebliksbillede her op til nytårsaften 1999. Sigende er det således også, at undergangen sker præcis kl. 24 på den givne dag, og at det er lyst (er der et lys for enden af tunnelen, et håb forude trods alt?) til det sidste.
Sandra (Sandra Oh) prøver desperat at samle ingredienser til en sidste middag med hendes elskede mand Duncan (David Cronenberg), men hendes bil væltes af uromagere. Tilfældet vil, at hun løber ind i Patrick (Don McKellar), hvis familie helst ser, at han fejrer den sidste aften med dem i en pseudo-julestemning, men selv moderens martyrtårer kan ikke holde på ham. For at hjælpe Sandra, spørger han vennen Craig (Callum Keith Rennie), om hun kan låne den ene af hans tre biler. Craig arbejder hårdt på at få så mange forskellige seksuelle oplevelser med på falderebet som muligt. Hvilket fører Duncans sekretær Donna (Tracy Wright) til Craig.
Tilfældighedens musik
At livet er fuldt af tilfældigheder, og at mennesker krydser hinanden på de mest forunderlige måder, illustrerer "Last Night" ret godt. De forskellige skæbner væves med sikker hånd ind i hinanden af den canadiske Don McKellar, der også har instrueret og skrevet manus til filmen. Der er ingen tvivl om, at han har tjek på sin handling og sine personer, der leder tankerne hen på Paul Auster. Så det gælder om at holde sig vågen og følge godt med.
Det er lykkedes Don McKellar at skildre kaoset og den desperate kamp for at holde på formerne parallelt med menneskenes tydelige ensomhed, hvad enten de vil stå ved den eller ej. Det virker, som om alle har affundet sig med tingenes tilstand og nærmest er enten euforiske af lykke (!?), som Patricks lillesøster og hendes kæreste, der iklædt festtøjet gladeligt deltager i nedtællingen sammen med tusindvis andre. Eller også er de tilsyneladende ligeglade som Duncan, der pludseligt befinder sig i den forkerte ende af et geværløb i sin egen stue.
Enden er nær
Det slutter vel en dag, det kan vi ikke komme udenom, hvad enten det bliver den individuelle død eller den store kollektive dinosaurudslettelse. Spørgsmålet er, hvordan man så vil tilbringe den sidste tid. Der er ingen tvivl om, at anarki vil opstå, men hvad ellers? Sex med din gamle fransklærer? Fællesbøn til det sidste? Hvad vil DU lave? Filmen giver lidt stof til eftertanke, men ikke meget mere end den berygtede Y2K virus, der snarligt vil angribe vor civilisations blodbaner: Computerne.
The last big bang
Filmens store force er den rene stil, de enkle billeder, dens atmosfære af troværdig og overbevisende endelighed, de gode skuespilpræstationer og igen det fine spindelvæv af skæbner. Den fastlåste slutning kan være et problem for et publikum, der er forvænt med modellen: Problem-problemforværring-problemløsning, for der er ingen løsning (=Bruce Willis) eller slutning end den, filmen lægger ud som sit præmis fra starten af. Helt hvordan jorden går under afsløres først godt inde i filmen, hvilket formår at holde associationen til ovennævnte blockbusterfilm hen. Hvilket igen understreger denne films canadiske kontrast til sine amerikanske slægtninge i dommedagsgenren. Alligevel er "Last Night" hverken mere eller mindre end et fiktivt sidste øjebliksbillede her op til nytårsaften 1999. Sigende er det således også, at undergangen sker præcis kl. 24 på den givne dag, og at det er lyst (er der et lys for enden af tunnelen, et håb forude trods alt?) til det sidste.
19/11-2018
