Lille sangfugl fanget i guldbur
4.0
"Little Voice" er typisk britisk køkkenvaskrealisme med et fantastisk soundtrack af brilliante sange, der tager publikum langt over på den anden side af regnbuen. Jane Horrocks er helt på højde med både Marilyn Monroe og Judy Garland. Og en ligeså tragisk skikkelse.
En film, der indledes med Frank Sinatras "Come Fly With Me" kan ikke være helt værst, hvad "Little Voice" skam heller ikke er. Med et hold skuespillere, der fremragende bringer både det grimme og det smukke frem i deres roller, er det lykkedes Mark Herman at lave en meget musikalsk film, der ligger tæt op ad "Det' bare mænd". Drømmen om at hæve sig op fra anonymitetens snavs og smuds til rigdom og berømmelse via sang og musik. Alligevel skiller "Little Voice" sig ud ved at uddybe de dybt tragiske personer handlingen drejer sig om.
Lille stemme med stort potentiale
LVs (Jane Horrocks) mor Mari (Brenda Blethyn) er en vulgær rapenskralde, der ikke misser en lejlighed til at skælde sin forsagte datter ud. Da Mari finder sammen med den udvaskede Ray Say, der har en noget falleret fortid i showbusiness, begynder gnisterne virkelig at sprutte mellem mor og datter. Ray Say er nemlig overbevist om, at LV kan blive til noget stort, for hun har en fantastisk evne til at imitere sine idoler. Men hun synger kun når hun ser sin afdøde far for sig, det var nemlig ham, der gav hende glæden ved musikken. Moren er selvsagt jaloux, og det bliver ikke bedre, da brevdueentusiasten Bill (Ewan McGregor) forelsker sig i LV, og himmel og jord bliver sat i bevægelse for at få et show med hende som stjernen op at køre.
Den anden side af regnbuen
I virkeligheden er alle hovedrollerne i filmen ulykkelige mennesker, der desperat klynger sig til illusionen om et lykkeligt liv "hvis bare". Hvis bare LV vil synge så smukt altid, så Ray Say kan bevise, at han faktisk er en dygtig talentspejder og agent. Hvis bare Mari kan få Ray Say til at elske og gifte sig med hende. Hvis bare LV kunne få sin far igen. Den eneste, der virker forholdsvis afbalanceret er Billy, der er ligeså stille som LV, men som lidenskabeligt dyrker sine duer, og ikke drømmer om, hvad der kunne være på den anden side af regnbuen.
Dygtige skuespillere, grimme roller
Filmen vinder i høj grad på Jane Horrocks formidable præstation som LV, samt både Michael Caines og Brenda Blethyns grimme og sørgelige fremstillinger af deres roller. Her bliver der ikke lagt fingre imellem. Teknisk set bliver der brugt de rigtige virkemidler på de rigtige tidspunkter: (ironisk) slow-motion for at vise hvor skøn Ray Say er, svimlende kamerabevægelser ved LVs succesfulde optræden, så man nærmest beruses af hendes tydelige lykke.
Musikken længe leve
Sange som "My Heart Belongs To Daddy", "I Wanna Be Loved By You" og "Goldfinger" bruges med snilde til at understrege LVs og Ray Says personligheder, mens Mari naturligvis lytter til "It's Not Unusual". I det hele taget er musikken den drivende kraft i filmen, og det er ikke svært at forstå, for den er fuld af alle de følelser og frustrationer, som personerne har så svært ved at udtrykke på den rette måde.
Lykken findes ikke på den anden side af regnbuen, men hvor den er vides endnu ikke. Måske kan musikken vise i hvilken retning man skal søge. Måske ikke. I hvert fald flyves publikum både til månen og tilbage igen med "Little Voice".
En film, der indledes med Frank Sinatras "Come Fly With Me" kan ikke være helt værst, hvad "Little Voice" skam heller ikke er. Med et hold skuespillere, der fremragende bringer både det grimme og det smukke frem i deres roller, er det lykkedes Mark Herman at lave en meget musikalsk film, der ligger tæt op ad "Det' bare mænd". Drømmen om at hæve sig op fra anonymitetens snavs og smuds til rigdom og berømmelse via sang og musik. Alligevel skiller "Little Voice" sig ud ved at uddybe de dybt tragiske personer handlingen drejer sig om.
Lille stemme med stort potentiale
LVs (Jane Horrocks) mor Mari (Brenda Blethyn) er en vulgær rapenskralde, der ikke misser en lejlighed til at skælde sin forsagte datter ud. Da Mari finder sammen med den udvaskede Ray Say, der har en noget falleret fortid i showbusiness, begynder gnisterne virkelig at sprutte mellem mor og datter. Ray Say er nemlig overbevist om, at LV kan blive til noget stort, for hun har en fantastisk evne til at imitere sine idoler. Men hun synger kun når hun ser sin afdøde far for sig, det var nemlig ham, der gav hende glæden ved musikken. Moren er selvsagt jaloux, og det bliver ikke bedre, da brevdueentusiasten Bill (Ewan McGregor) forelsker sig i LV, og himmel og jord bliver sat i bevægelse for at få et show med hende som stjernen op at køre.
Den anden side af regnbuen
I virkeligheden er alle hovedrollerne i filmen ulykkelige mennesker, der desperat klynger sig til illusionen om et lykkeligt liv "hvis bare". Hvis bare LV vil synge så smukt altid, så Ray Say kan bevise, at han faktisk er en dygtig talentspejder og agent. Hvis bare Mari kan få Ray Say til at elske og gifte sig med hende. Hvis bare LV kunne få sin far igen. Den eneste, der virker forholdsvis afbalanceret er Billy, der er ligeså stille som LV, men som lidenskabeligt dyrker sine duer, og ikke drømmer om, hvad der kunne være på den anden side af regnbuen.
Dygtige skuespillere, grimme roller
Filmen vinder i høj grad på Jane Horrocks formidable præstation som LV, samt både Michael Caines og Brenda Blethyns grimme og sørgelige fremstillinger af deres roller. Her bliver der ikke lagt fingre imellem. Teknisk set bliver der brugt de rigtige virkemidler på de rigtige tidspunkter: (ironisk) slow-motion for at vise hvor skøn Ray Say er, svimlende kamerabevægelser ved LVs succesfulde optræden, så man nærmest beruses af hendes tydelige lykke.
Musikken længe leve
Sange som "My Heart Belongs To Daddy", "I Wanna Be Loved By You" og "Goldfinger" bruges med snilde til at understrege LVs og Ray Says personligheder, mens Mari naturligvis lytter til "It's Not Unusual". I det hele taget er musikken den drivende kraft i filmen, og det er ikke svært at forstå, for den er fuld af alle de følelser og frustrationer, som personerne har så svært ved at udtrykke på den rette måde.
Lykken findes ikke på den anden side af regnbuen, men hvor den er vides endnu ikke. Måske kan musikken vise i hvilken retning man skal søge. Måske ikke. I hvert fald flyves publikum både til månen og tilbage igen med "Little Voice".
19/11-2018
