Krunsh, krak, vrid, slam!
2.0
Steven Seagel er atter på banen som verdens sejeste tidligere CIA agent i den ekstremt forudsigelige "The Glimmer Man".
Steven Seagel er, ligesom Jean-Claude Van Damme, blevet rig på sine kampsportstalenter. Det gør, at han kan spytte den ene B-film efter den anden ud på markedet. Han debuterede i 1988 med "Above the Law" (på dansk "Nico") og har siden da medvirket i knap ti film, senest "The Glimmer Man", instrueret af den ret så ukendte John Gray.
Seagel har nærmest gjort det til en mærkesag at spille den samme rolle i alle sine film, nemlig en super-cool nærmest mytologisk politimand, kampsportsekspert og buddhist med en top-hemmelig fortid, der er så forbandet rå, at han drikker benzin til morgenmad! Seagel har i øvrigt overført denne myte til sin egen person: Udover at han mestrer den japanske kampsport Aikido og har flere sorte bælter i diverse andre kamp-discipliner, så er han efter sigende tidligere CIA-agent.
Intet nyt under solen
Der er absolut intet nyt under solen i "The Glimmer Man". Seagel spiller New York-politimanden Jack Cole med en tåget fortid som CIA-lejemorder, der tager til Los Angeles, hvor en seriemorder er på spil. Cole opdager hurtigt, at mordene i virkeligheden dækker over forretningsmanden Frank Deverells (Bob Gunton) lysky handel med kemiske våben, og da Deverell får Coles eks-kone myrdet, bliver sagen for alvor personlig for den robuste new yorker.
Selvom Cole er en enspænder må han alligevel samarbejde med en lokal sort strømer, Jim Campbell (spillet af stand-up komikeren Keenen Ivory Wayans), og filmen lægger sig således i rækken af 'hvid strømer-sort (sjov) strømer' action film. Meningen er velsagtens, at peppe slagsmålsscenerne op med lidt hurtige one-liners, men da Seagel ikke kan spille skuespil og slet ikke komedie, er det kun få af de 'rappe', klichéfyldte replikskifter, der virker - og det er Keenen Ivory Wayans fortjeneste.
Filmens plot er ekstremt forudsigeligt og er i virkeligheden kun til for at give Seagel mulighed for at vise sine Aikido-færdigheder. Og det får han rig lejlighed til, da LA åbenbart er spækket med russisk mafia, rådne forretningsmænd og slemme CIA-slyngler, der alle vil ham til livs. Seagel klarer selvfølgelig dem alle: 'Krunsh', 'krak', 'vrid', 'slam' siger det, og så ligger 10-20 'bad-guys' kværkede og spredt i en radius af ca. 50 meter mens Seagel dårlig nok har fortrukket en mine. Og skulle man ikke lige kunne følge med i de hurtige slag- og spark-sekvenser, ja så er der indlagt rigeligt med Hong Kong-inspireret slow motion, så vi rigtig kan se Seagels fingerfærdighed.
Han er bare så sej!
Noget af det mest interessante ved en Seagel-film er, at det altid i filmene verbalt skal udtrykkes hvor sej Seagel egentlig er - som om vi ikke kan se det med vore egne øjne! Således også i "The Glimmer Man" f.eks. i en scene, hvor Cole undergår en løgnedetektor-test. Efter testen siger teknikeren: "Jeg har aldrig set noget lignende. Han svarede 100 procent sandt på hvert eneste spørgsmål." En politibetjent spørger: "Er det muligt at snyde med testen?" Hvorefter teknikeren svarer: "Kun hvis man har fuldstændig kontrol over sine følelser, og det har jeg aldrig set tidligere!"... Og så er det man spørger: "Er Steven Seagel bare sej eller hva'?!"
Hvis læseren ikke har opfanget den let skjulte ironi i ovenstående, så lad mig sige det så det ikke kan misforstås: "The Glimmer Man" er ikke en god film, men på den anden side, det er Seagel-film sjældent. Den er dog bedre end de forfærdelige "Marked for Death" (1990) og "On Deadly Ground" (1994), men stadig noget dårligere end "Hard To Kill" (1990), der i det mindste havde en smule originalitet.
Steven Seagel er, ligesom Jean-Claude Van Damme, blevet rig på sine kampsportstalenter. Det gør, at han kan spytte den ene B-film efter den anden ud på markedet. Han debuterede i 1988 med "Above the Law" (på dansk "Nico") og har siden da medvirket i knap ti film, senest "The Glimmer Man", instrueret af den ret så ukendte John Gray.
Seagel har nærmest gjort det til en mærkesag at spille den samme rolle i alle sine film, nemlig en super-cool nærmest mytologisk politimand, kampsportsekspert og buddhist med en top-hemmelig fortid, der er så forbandet rå, at han drikker benzin til morgenmad! Seagel har i øvrigt overført denne myte til sin egen person: Udover at han mestrer den japanske kampsport Aikido og har flere sorte bælter i diverse andre kamp-discipliner, så er han efter sigende tidligere CIA-agent.
Intet nyt under solen
Der er absolut intet nyt under solen i "The Glimmer Man". Seagel spiller New York-politimanden Jack Cole med en tåget fortid som CIA-lejemorder, der tager til Los Angeles, hvor en seriemorder er på spil. Cole opdager hurtigt, at mordene i virkeligheden dækker over forretningsmanden Frank Deverells (Bob Gunton) lysky handel med kemiske våben, og da Deverell får Coles eks-kone myrdet, bliver sagen for alvor personlig for den robuste new yorker.
Selvom Cole er en enspænder må han alligevel samarbejde med en lokal sort strømer, Jim Campbell (spillet af stand-up komikeren Keenen Ivory Wayans), og filmen lægger sig således i rækken af 'hvid strømer-sort (sjov) strømer' action film. Meningen er velsagtens, at peppe slagsmålsscenerne op med lidt hurtige one-liners, men da Seagel ikke kan spille skuespil og slet ikke komedie, er det kun få af de 'rappe', klichéfyldte replikskifter, der virker - og det er Keenen Ivory Wayans fortjeneste.
Filmens plot er ekstremt forudsigeligt og er i virkeligheden kun til for at give Seagel mulighed for at vise sine Aikido-færdigheder. Og det får han rig lejlighed til, da LA åbenbart er spækket med russisk mafia, rådne forretningsmænd og slemme CIA-slyngler, der alle vil ham til livs. Seagel klarer selvfølgelig dem alle: 'Krunsh', 'krak', 'vrid', 'slam' siger det, og så ligger 10-20 'bad-guys' kværkede og spredt i en radius af ca. 50 meter mens Seagel dårlig nok har fortrukket en mine. Og skulle man ikke lige kunne følge med i de hurtige slag- og spark-sekvenser, ja så er der indlagt rigeligt med Hong Kong-inspireret slow motion, så vi rigtig kan se Seagels fingerfærdighed.
Han er bare så sej!
Noget af det mest interessante ved en Seagel-film er, at det altid i filmene verbalt skal udtrykkes hvor sej Seagel egentlig er - som om vi ikke kan se det med vore egne øjne! Således også i "The Glimmer Man" f.eks. i en scene, hvor Cole undergår en løgnedetektor-test. Efter testen siger teknikeren: "Jeg har aldrig set noget lignende. Han svarede 100 procent sandt på hvert eneste spørgsmål." En politibetjent spørger: "Er det muligt at snyde med testen?" Hvorefter teknikeren svarer: "Kun hvis man har fuldstændig kontrol over sine følelser, og det har jeg aldrig set tidligere!"... Og så er det man spørger: "Er Steven Seagel bare sej eller hva'?!"
Hvis læseren ikke har opfanget den let skjulte ironi i ovenstående, så lad mig sige det så det ikke kan misforstås: "The Glimmer Man" er ikke en god film, men på den anden side, det er Seagel-film sjældent. Den er dog bedre end de forfærdelige "Marked for Death" (1990) og "On Deadly Ground" (1994), men stadig noget dårligere end "Hard To Kill" (1990), der i det mindste havde en smule originalitet.
19/11-2018
