Sort-hvid selvtægt
2.0
Et øjeblik tegner det godt, men ambitionerne trækker "A Time To Kill" ned i et politisk korrekt hængedynd.
I en så kommerciel branche som underholdningsindustrien, er det prisværdigt når nogen af og til giver sig af med at fortælle en historie, der berører mere ømtålelige emner. Som i "A Time To Kill" f.eks., der tør stille spørgsmålet, om sorte og hvide er lige for retten i Guds eget land. Desværre er det snarere reglen end undtagelsen, at emnet forsimples i urimelig grad for at passe det ind i Hollywood-skabelonen. Og serveres historien tilmed i en bastant politisk korrekt indpakning, bliver kamelerne lige lovlige svære at sluge for et dansk fordøjelsessystem.
Selvtægt mod voldtægt
Den sorte Carl Lee Haileys 10-årige datter bliver udsat for en bestialsk voldtægt og efterfølgende mordforsøg af to hvide, racistiske bøller. De fanges hurtigt efter forbrydelsen, og i frygt for at retfærdigheden ikke skal ske fyldest i det hvide dominerede Mississippi, tager Hailey loven i egen hånd og mejer sin datters voldtægtsforbrydere ned.
Hailey lader sig arrestere i ro og orden, og retssagen (og filmen) kan begynde: Vil det lykkes den unge, uerfarne advokat Jake Brigance at få Hailey erklæret utilregnelig i gerningsøjeblikket, og dermed frikendt, eller får karrierreadvokaten Rufus Buckley sendt ham i den elektriske stol?
At det mest oplagte kompromis, nemlig dét at Hailey tildeles en mindre, symbolsk straf, forbigåes i larmende tavshed, giver filmen et for tydeligt præg af konstruktion. Dertil kommer at raceproblematikken, omend den er reel nok, behandles med for mange løftede pegefingre - man føler sig unødigt talt ned til, for eksempel i Brigance's, i øvrigt velspillede, afsluttende og næsten kvalmende forsvarstale.
Hvad laver Bullock her?
Man kan godt undre sig over Sandra Bullocks rolle i filmen. Hun spiller den lovende og håbefulde unge jura-studine, Ellen Roark, som giver Brigance en afgørende hjælpende hånd. Men hun forbliver en perifer figur i historien. Hendes eneste indflydelse går via de små lapper papir, som hun i ét væk sender op til Brigance i retssalen. Det virker, som om man i sidste øjeblik er kommet i tanker om, at en ung, køn stjerne, i stil med Julia Roberts i "Pelikan-notatet", sikkert vil være god for salgstallene.
At filmen byder på hæderlige præstationer på skuespilsiden og at den i det hele taget afvikles professionelt - andet ventes heller ikke af Joel Schumacher - er ikke nok, når den alvorlige og ambitiøse indholdsside lades i stikken af utroværdige konstruktioner, lette løsninger og politisk korrekte belæringer. Mindre missioneren, mere vægt på historien og mindre end 147 minutters spilletid havde i dén grad gjort underværker.
I en så kommerciel branche som underholdningsindustrien, er det prisværdigt når nogen af og til giver sig af med at fortælle en historie, der berører mere ømtålelige emner. Som i "A Time To Kill" f.eks., der tør stille spørgsmålet, om sorte og hvide er lige for retten i Guds eget land. Desværre er det snarere reglen end undtagelsen, at emnet forsimples i urimelig grad for at passe det ind i Hollywood-skabelonen. Og serveres historien tilmed i en bastant politisk korrekt indpakning, bliver kamelerne lige lovlige svære at sluge for et dansk fordøjelsessystem.
Selvtægt mod voldtægt
Den sorte Carl Lee Haileys 10-årige datter bliver udsat for en bestialsk voldtægt og efterfølgende mordforsøg af to hvide, racistiske bøller. De fanges hurtigt efter forbrydelsen, og i frygt for at retfærdigheden ikke skal ske fyldest i det hvide dominerede Mississippi, tager Hailey loven i egen hånd og mejer sin datters voldtægtsforbrydere ned.
Hailey lader sig arrestere i ro og orden, og retssagen (og filmen) kan begynde: Vil det lykkes den unge, uerfarne advokat Jake Brigance at få Hailey erklæret utilregnelig i gerningsøjeblikket, og dermed frikendt, eller får karrierreadvokaten Rufus Buckley sendt ham i den elektriske stol?
At det mest oplagte kompromis, nemlig dét at Hailey tildeles en mindre, symbolsk straf, forbigåes i larmende tavshed, giver filmen et for tydeligt præg af konstruktion. Dertil kommer at raceproblematikken, omend den er reel nok, behandles med for mange løftede pegefingre - man føler sig unødigt talt ned til, for eksempel i Brigance's, i øvrigt velspillede, afsluttende og næsten kvalmende forsvarstale.
Hvad laver Bullock her?
Man kan godt undre sig over Sandra Bullocks rolle i filmen. Hun spiller den lovende og håbefulde unge jura-studine, Ellen Roark, som giver Brigance en afgørende hjælpende hånd. Men hun forbliver en perifer figur i historien. Hendes eneste indflydelse går via de små lapper papir, som hun i ét væk sender op til Brigance i retssalen. Det virker, som om man i sidste øjeblik er kommet i tanker om, at en ung, køn stjerne, i stil med Julia Roberts i "Pelikan-notatet", sikkert vil være god for salgstallene.
At filmen byder på hæderlige præstationer på skuespilsiden og at den i det hele taget afvikles professionelt - andet ventes heller ikke af Joel Schumacher - er ikke nok, når den alvorlige og ambitiøse indholdsside lades i stikken af utroværdige konstruktioner, lette løsninger og politisk korrekte belæringer. Mindre missioneren, mere vægt på historien og mindre end 147 minutters spilletid havde i dén grad gjort underværker.
19/11-2018
