En rigtig røver
3.0
I "Lokkeduen" ses den ældre Sean Connery som en high-tech udgave af Egon Olsen, der forstår at stjæle masser af penge og pigernes hjerter. Cathrine Zeta-Jones fra "The Mask of Zorro" falder for den gamle skottes charme, og havner i et dramatisk dobbeltspil.
I denne letfordøjelige actionfilm, er det svært at sluge, at gamle Sean Connery både er mestertyv og trussetyv. Til sine tyvetogter benytter Sean Connery sig af voldsomt mange tekniske himstregimser og dingenoter, der gør det lige lovlig svært at tro på indbruddene. Det samme gælder for Lolita-forholdet mellem Connery og den kønne Cathrine Zeta-Jones. Der er virkelig gang i gangstativet når Zeta-Jones ruller ældrehjælpen ud, men Connerys figur virker slap og modløs, og det gør kærlighedsforholdet utroværdigt. Så tag dog noget Viagra, Connery!
Fedt at være tyv
Det har altid været godt stof at skildre stortyve på film. Den intense planlægning, det højdramatiske kup, og et liv i luksus, der tit er kort, er guf på et biograflærred. Forbrydelse betaler sig ikke, men det gør det i billetlugen. Store filmsucceser som Hitchcocks "To Catch a Thief" (1955), "Buster" (1988) med Phil Collins og vores egen "Olsenbanden", har henrykket generationer med spænding og humor. Tyvene er tit charmerende gentlemen eller tossede typer, der får os til at drages mod kleptomani, for bare at mærke spændingens sus. Selvom vi bedst kender Sean Connery fra den rigtige side af loven, som James Bond, har han tidligere skildret gentleman-tyven i "The Great Train Robbery" fra 1979. Tyve år senere vender han tilbage til rollen som tyv i "Lokkeduen".
Skide godt, Virginia!
I de store tyve-kredse er Robert MacDougal (Sean Connery) vældigt anset. Han arbejder så usynligt og lydløst, at ingen har kunnet skaffe beviser nok til at anholde ham. Hans mange successrige år i branchen har gjort ham til millionær, og han lever et tilbagelænet dobbeltliv på et kæmpegods. Forsikringsagenten Virginia Baker (Cathrine Zeta-Jones) mener at have gode beviser for, at det er MacDougal, der får forsikringspræmierne til at stige, og hun sætter sig for at kaste lys over MacDougals dobbeltliv. For at tækkes MacDougal, udgiver Virginia sig for at være tyv, med en plan. Macdougal fatter interesse for planen, men Connery vil først oplære Virginia i den ædle kunst at stjæle og samtidig opbygge et tillidsforhold, inden de bliver "partners in crime". Og så skal det jo selvfølgelig også gå sådan, at de bliver "partners in love", men dette er kun en brik i et større spil, hvor tilliden får et knæk, da ingen er det, de udgiver sig for.
Bedstefar Connery
Sean Connery har i de senere år haft stor succes med at portrættere ældre, kloge mænd, der giver deres viden videre til unge lærlinge. I "Highlander" (1985) fik Christopher Lambert visdom fra Connery i kampen for at overleve, i "De Uovervindelige" (1987) lærte han Kevin Costner den rå politilov i kampen mod gangstere og i "Indiana Jones og det sidste korstog" (1989) belærte han sin søn Harrison Ford i kampen for et bedre familieliv. Disse tre roller gentager Connery som MacDougal i "Lokkeduen", men det er ikke gjort med samme charmerende glimt i øjet. Connery virker træt af gentagelsen, og han ender med at være tung og bedstefar-agtig. Derfor tror man ikke en døjt på hans senior-sex med Carmen Zeta-Jones! Filmen fungerer bedst, hvor Connery betragter den unge pige, men indser at han er en gammel og ensom godsejer, bl.a. i scenen hvor Zeta-Jones øver sig i at krydse laserstråler. Scenen er som sex for øjet, men ligesom for Connery er det: nok se, men ikke røre! Man har ikke brug for, at parrets forhold bliver uddybet mere romantisk. Ligesom flere andre Hollywood-film, har "Lokkeduen" tendens til at kappe over i en utroværdig fremvisning af alskens himstregimser og dingenoter, der kan lette hovedpersonerne for meget arbejde og manuskriptet for mange problemer. Det er for nemt, og da ingen himstregimser kan redde filmens indre komplot og ydre plot i at køre af sporet, står man af som tilskuer.
Kan man sætte sig ud over denne "fagre nye fremtid" og filmens dramaturgiske forvirring, og koncentrere sig om spændingen i filmens mange store og flotte actionmomenter, underholder "Lokkeduen" solidt - men så heller ikke mere. I erindringen lusker filmen væk som en tyv om natten!
I denne letfordøjelige actionfilm, er det svært at sluge, at gamle Sean Connery både er mestertyv og trussetyv. Til sine tyvetogter benytter Sean Connery sig af voldsomt mange tekniske himstregimser og dingenoter, der gør det lige lovlig svært at tro på indbruddene. Det samme gælder for Lolita-forholdet mellem Connery og den kønne Cathrine Zeta-Jones. Der er virkelig gang i gangstativet når Zeta-Jones ruller ældrehjælpen ud, men Connerys figur virker slap og modløs, og det gør kærlighedsforholdet utroværdigt. Så tag dog noget Viagra, Connery!
Fedt at være tyv
Det har altid været godt stof at skildre stortyve på film. Den intense planlægning, det højdramatiske kup, og et liv i luksus, der tit er kort, er guf på et biograflærred. Forbrydelse betaler sig ikke, men det gør det i billetlugen. Store filmsucceser som Hitchcocks "To Catch a Thief" (1955), "Buster" (1988) med Phil Collins og vores egen "Olsenbanden", har henrykket generationer med spænding og humor. Tyvene er tit charmerende gentlemen eller tossede typer, der får os til at drages mod kleptomani, for bare at mærke spændingens sus. Selvom vi bedst kender Sean Connery fra den rigtige side af loven, som James Bond, har han tidligere skildret gentleman-tyven i "The Great Train Robbery" fra 1979. Tyve år senere vender han tilbage til rollen som tyv i "Lokkeduen".
Skide godt, Virginia!
I de store tyve-kredse er Robert MacDougal (Sean Connery) vældigt anset. Han arbejder så usynligt og lydløst, at ingen har kunnet skaffe beviser nok til at anholde ham. Hans mange successrige år i branchen har gjort ham til millionær, og han lever et tilbagelænet dobbeltliv på et kæmpegods. Forsikringsagenten Virginia Baker (Cathrine Zeta-Jones) mener at have gode beviser for, at det er MacDougal, der får forsikringspræmierne til at stige, og hun sætter sig for at kaste lys over MacDougals dobbeltliv. For at tækkes MacDougal, udgiver Virginia sig for at være tyv, med en plan. Macdougal fatter interesse for planen, men Connery vil først oplære Virginia i den ædle kunst at stjæle og samtidig opbygge et tillidsforhold, inden de bliver "partners in crime". Og så skal det jo selvfølgelig også gå sådan, at de bliver "partners in love", men dette er kun en brik i et større spil, hvor tilliden får et knæk, da ingen er det, de udgiver sig for.
Bedstefar Connery
Sean Connery har i de senere år haft stor succes med at portrættere ældre, kloge mænd, der giver deres viden videre til unge lærlinge. I "Highlander" (1985) fik Christopher Lambert visdom fra Connery i kampen for at overleve, i "De Uovervindelige" (1987) lærte han Kevin Costner den rå politilov i kampen mod gangstere og i "Indiana Jones og det sidste korstog" (1989) belærte han sin søn Harrison Ford i kampen for et bedre familieliv. Disse tre roller gentager Connery som MacDougal i "Lokkeduen", men det er ikke gjort med samme charmerende glimt i øjet. Connery virker træt af gentagelsen, og han ender med at være tung og bedstefar-agtig. Derfor tror man ikke en døjt på hans senior-sex med Carmen Zeta-Jones! Filmen fungerer bedst, hvor Connery betragter den unge pige, men indser at han er en gammel og ensom godsejer, bl.a. i scenen hvor Zeta-Jones øver sig i at krydse laserstråler. Scenen er som sex for øjet, men ligesom for Connery er det: nok se, men ikke røre! Man har ikke brug for, at parrets forhold bliver uddybet mere romantisk. Ligesom flere andre Hollywood-film, har "Lokkeduen" tendens til at kappe over i en utroværdig fremvisning af alskens himstregimser og dingenoter, der kan lette hovedpersonerne for meget arbejde og manuskriptet for mange problemer. Det er for nemt, og da ingen himstregimser kan redde filmens indre komplot og ydre plot i at køre af sporet, står man af som tilskuer.
Kan man sætte sig ud over denne "fagre nye fremtid" og filmens dramaturgiske forvirring, og koncentrere sig om spændingen i filmens mange store og flotte actionmomenter, underholder "Lokkeduen" solidt - men så heller ikke mere. I erindringen lusker filmen væk som en tyv om natten!
19/11-2018
