En rose er en rose er en rose
4.0
Alain Berliner har lavet en vigtig film om et stort tabuemne.
Ægteparret og deres fire børn bor i ligustafascismens paradis...eller helvede. Her skiftes man til at holde garden-party'er for naboerne, man kører hinanden på arbejde og i skole og det er umiddelbart en hjælpsomhedens idylliske oase. Hvis man altså ikke bryder den uskrevne kontrakt om normalitet, ensrettethed og fortielser. Mens fruen og de tre største af børnene hjælper til med at anrette mængder af mad, drikkelse og havepynt, sidder lille Ludovic foran mors spejl. Sirligt påføres mors make-up og højhælede sko. Kameraet følger med ned ad trappen fra første sal og ud i haven gennem fløjdørene. Al samtale forstummer, for Ludovic er ikke familiens yngste datter. Nej, Ludovic er familiens yngste søn og så er udklædningen pludselig knap så charmerende.
Det er sket så uhyre sjældent, hvis det overhovedet sker, at film tør tage fat i et tabuemne som transseksualitet. I hvert fald uden at gøre nar eller hæve pejefingre. Alain Berliner har smidt ildtangen og har grebet om emnet med de bare næver, og det er der kommet en særdeles klog og charmerende film ud af. "Ma vie en rose" følger familien gennem tykt og tyndt. Fra lille Ludovic springer ud af skabet, om man så må sige, og derved sætter hele familien i en meget vanskelig situation. Naboer og venner er først overraskede og egentlig ikke frastødte, men da Ludovic erklærer sin kærlighed til nabosønnen bryder helvede løs. Det skal lige siges, at situationen tilspidses af at nabofamilien har mistet deres lille datter. Da Ludovic intetanende ifører sig hendes barnekjole og derefter gennem-leger bryllupsritualet med familiens søn - ovenikøbet i pigens mausoleumslignende værelse - bliver det nabofamilien for meget. Det kan man måske godt forstå, men pointen er den, at nabofamilien siden dødsfaldet har fortiet og fortrængt så meget af datteren og dem selv, at de vandrer zombie-agtigt rundt i en fuldbyrdet neurose.
Ma vie en neurose, kunne filmen snildt have heddet, for Alain Berliner vil vise os, hvad der sker, når menneskers nervøsitet forhindrer dem i at tale sammen og fordommene får lov at accelerere.
I en række klip glemmer Ludovic de mange problemmer i hjemmet, i skolen og i nabolaget. Han bliver del af en fantasiverden a la Barbie-dukkerne, og her er han den ukronede dronning i lyserødt tyl. I fantasi-universet møder han sin ynglingskuespillerinde - en ultimativ sukker-blondine i et plstik-pastel univers. Det er ikke, som det måske kunne lyde, filmens lille fordomsfulde horn i siden på emnet. Derimod fungerer filmens drømmeunivers fint som kontrast, ja netop som Ludovics virkelighedsflugt i den tunge hverdag. Trods pudsige indfald og urealistiske, nærmest dukkefilmsagtige sekvenser, tager filmen sit emne dødsens alvorligt. Der er tale om en flot balancegang mellem smil og tårer. "Ma vie en rose" er rørende magisk socialrealisme om mangfoldighed og tolerance.
Ægteparret og deres fire børn bor i ligustafascismens paradis...eller helvede. Her skiftes man til at holde garden-party'er for naboerne, man kører hinanden på arbejde og i skole og det er umiddelbart en hjælpsomhedens idylliske oase. Hvis man altså ikke bryder den uskrevne kontrakt om normalitet, ensrettethed og fortielser. Mens fruen og de tre største af børnene hjælper til med at anrette mængder af mad, drikkelse og havepynt, sidder lille Ludovic foran mors spejl. Sirligt påføres mors make-up og højhælede sko. Kameraet følger med ned ad trappen fra første sal og ud i haven gennem fløjdørene. Al samtale forstummer, for Ludovic er ikke familiens yngste datter. Nej, Ludovic er familiens yngste søn og så er udklædningen pludselig knap så charmerende.
Det er sket så uhyre sjældent, hvis det overhovedet sker, at film tør tage fat i et tabuemne som transseksualitet. I hvert fald uden at gøre nar eller hæve pejefingre. Alain Berliner har smidt ildtangen og har grebet om emnet med de bare næver, og det er der kommet en særdeles klog og charmerende film ud af. "Ma vie en rose" følger familien gennem tykt og tyndt. Fra lille Ludovic springer ud af skabet, om man så må sige, og derved sætter hele familien i en meget vanskelig situation. Naboer og venner er først overraskede og egentlig ikke frastødte, men da Ludovic erklærer sin kærlighed til nabosønnen bryder helvede løs. Det skal lige siges, at situationen tilspidses af at nabofamilien har mistet deres lille datter. Da Ludovic intetanende ifører sig hendes barnekjole og derefter gennem-leger bryllupsritualet med familiens søn - ovenikøbet i pigens mausoleumslignende værelse - bliver det nabofamilien for meget. Det kan man måske godt forstå, men pointen er den, at nabofamilien siden dødsfaldet har fortiet og fortrængt så meget af datteren og dem selv, at de vandrer zombie-agtigt rundt i en fuldbyrdet neurose.
Ma vie en neurose, kunne filmen snildt have heddet, for Alain Berliner vil vise os, hvad der sker, når menneskers nervøsitet forhindrer dem i at tale sammen og fordommene får lov at accelerere.
I en række klip glemmer Ludovic de mange problemmer i hjemmet, i skolen og i nabolaget. Han bliver del af en fantasiverden a la Barbie-dukkerne, og her er han den ukronede dronning i lyserødt tyl. I fantasi-universet møder han sin ynglingskuespillerinde - en ultimativ sukker-blondine i et plstik-pastel univers. Det er ikke, som det måske kunne lyde, filmens lille fordomsfulde horn i siden på emnet. Derimod fungerer filmens drømmeunivers fint som kontrast, ja netop som Ludovics virkelighedsflugt i den tunge hverdag. Trods pudsige indfald og urealistiske, nærmest dukkefilmsagtige sekvenser, tager filmen sit emne dødsens alvorligt. Der er tale om en flot balancegang mellem smil og tårer. "Ma vie en rose" er rørende magisk socialrealisme om mangfoldighed og tolerance.
19/11-2018