Knugede hjerter
5.0
James Mangolds debutfilm er et mageløst intenst portræt af en håndfuld stille eksistenser på en amerikansk landevejskro
Højt på himlen ses og høres en lille flyvemaskine. Sådan starter og slutter historien om kroen "Pete's & Dolly's" et sted i den nordlige del af staten New York. Maskinen syner ikke af meget, og alligevel tilhører den en verden, som hovedpersonerne nok bevæger sig ind og ud af jævnligt, men som de ikke for alvor er en del af.
Hist hvor vejen...
Livet på den afsidesliggende kro går sin træge gang som det altid har gjort, og det synes alle at have affundet sig med. Stedet forekommer som et lille univers for sig selv. Mutter Dolly (Shelley Winters) styrer foretagenet alene, for manden Pete er for længst død og borte. Han kom anstigende i sin store lastvogn - en "ridder iklædt seks tons rustning", som en gammel avisartikel på væggen også proklamerer - og Dollys husker ham stadig med en blanding af ærefrygt og vemod.
Nu står hans gamle Mack-lastvogn og forfalder hjemme ved huset, som forøvrigt heller ikke er i for god stand. Hun har kun sønnen Victor (Pruitt Taylor Vince) tilbage, der nu er voksen og fungerer som kok på kroen. Victor bor stadig hjemme, og fordi han og moderen altid spiser godt er han lige så tyk som hende. Dertil har han et utroligt indadvendt og afdæmpet gemyt. Og så er der Delores (Deborah Harry), kroens faste servitrice gennem femten år, som når hun ikke småskændes med Dolly prøver at lægge op til mandlige stamkunder som for eksempel den affældige Leo (Joe Grifasi), der lever af at sælge sjove fødselsdagskort.
Det er dette enfoldige miljø den unge og smukke Callie (Liv Tyler) ankommer til, da filmen starter. Hun er gået ud af skolen, fordi hun er usikker på hvad hun vil, og tager derfor et job som afrydder på kroen. Delores er ikke videre begejstret for sin nye medhjælp, men det er Victor til gengæld. Han er forelsket næsten fra første øjeblik, men holder det for sig selv, og fordi han har så svært ved at kommunikere opdager Callie ikke noget. Victor nøjes med at dagdrømme om hende, og desuden har Callie en kæreste, der for sit vedkommende ikke altid er lige sød mod hende. Callie er åben og uforudindtaget overfor Victor, og hun viser ham glimtvis at der er et liv udenfor de vante rammer. Victor køber således på et tidspunkt en dåse slankepulver for at blive ligesom alle andre, men da Dolly en dag pludseligt bliver syg og må på hospitalet har han kun en stor æske doughnuts at søge trøst og sikkerhed i. Omstændigheden vender op og ned på den hverdag han kender, og vanen har åbenbart for stor en magt. Egentligt ville han gerne følge Callies henkastede opfordring om at søge ind på den lokale kokkeskole - hvilket Dolly selvfølgelig blankt afviser som en karrieremulighed - men da han en dag vover sig et smut forbi de hellige haller svigter modet og selvtilliden nok engang.
Hvor hverdagen vender
At Victor er tung både i krop og sind er hvad filmens titel først og fremmest hentyder til. Det tema bliver iøvrigt på lydsiden angivet med en dyb baslyd, der svulmer frem hver gang Victor står overfor en udfordring eller bare en ukendt situation. Og dem er der en del af. I en ellers temmelig inderlig situation mellem ham og Callie kan han for eksempel pludseligt finde på at hive nogle pastiller op af lommen, byde hende en og selv tygge eftertrykkeligt på sin egen, nærmest som en form for forsvar eller måde at undvige kontakt på. Men Callie har en stor intuitiv forståelse af sin særlige ven, for som hun siger i en scene, er han "a cool guy...cooler than most people would think." Sigende er det for Victors situation at når han hører radio i bilen er det altid samlivsprogrammer, der kværner løs. Han selv har ikke engang en kæreste at gå fra eller være uvenner med, men alligevel vil han gerne være en del af det liv, som alle andre tilsyneladende har og snakker om. Hans famlende forsøg med helsedrikken fortæller samme historie, som antydet ovenfor.
Jeg skal ikke røbe hele slutningen her, men det ender i korte træk med at Victor må lære at stå på egne ben trods alt. Callie siger sit job op, mest på grund af den vrisne Delores og for at efterkomme sin stædige kærestes krav, men fortæller Victor at hun nok skal komme forbi fra tid til anden. Man tror på hende.
Et spørgsmål om genkendelighed
Indrømmet - meget af historien er gengivet her, men det er detaljerne og dramaet i det usagte, som er essensen i "Heavy". Historien blev udviklet i 1991 på en instruktions-workshop under ledelse af selveste Milos Forman, og Mangolds ide var at tage udgangspunkt i mennesker og miljøer han kendte fra sin opvækst, og som han vel at mærke holdt af og beundrede. "Det skulle være en bevægende og stille film," siger han. "Jeg prøvede at minimere dialogen, se bort fra den og gøre den uartikuleret. Jeg ønskede et fintfølende resultat med kejtede bevægelser".
Det projekt er lykkedes til fulde, og filmen vandt da også Juryens Specialpris på Sundance filmfestivalen i 1995. Det blev forresten springbrættet til den meget roste "Cop Land", som alle har hørt om på nuværende tidspunkt. For spillernes vedkommende må man give "Film Comment" ret, når de betegner Pruitt Taylor Vince som en fremragende og overset skuespiller. Der er stemninger og situationer, som Vince fremmaner så gribende, at man ikke har set noget lignende længe. Liv Tylers portræt af den søgende og uprøvede Callie er også uprætentiøst og hudløst, og figuren bliver aldrig sødmefuld eller naiv i mødet med den anderledes Victor og resten af de folk, der færdes på "Pete's & Dolly's". Det er kort og godt hvad man må kalde en stor lille film, for der er ikke ét utroværdigt øjeblik i den 115 minutter lange "Heavy".
Højt på himlen ses og høres en lille flyvemaskine. Sådan starter og slutter historien om kroen "Pete's & Dolly's" et sted i den nordlige del af staten New York. Maskinen syner ikke af meget, og alligevel tilhører den en verden, som hovedpersonerne nok bevæger sig ind og ud af jævnligt, men som de ikke for alvor er en del af.
Hist hvor vejen...
Livet på den afsidesliggende kro går sin træge gang som det altid har gjort, og det synes alle at have affundet sig med. Stedet forekommer som et lille univers for sig selv. Mutter Dolly (Shelley Winters) styrer foretagenet alene, for manden Pete er for længst død og borte. Han kom anstigende i sin store lastvogn - en "ridder iklædt seks tons rustning", som en gammel avisartikel på væggen også proklamerer - og Dollys husker ham stadig med en blanding af ærefrygt og vemod.
Nu står hans gamle Mack-lastvogn og forfalder hjemme ved huset, som forøvrigt heller ikke er i for god stand. Hun har kun sønnen Victor (Pruitt Taylor Vince) tilbage, der nu er voksen og fungerer som kok på kroen. Victor bor stadig hjemme, og fordi han og moderen altid spiser godt er han lige så tyk som hende. Dertil har han et utroligt indadvendt og afdæmpet gemyt. Og så er der Delores (Deborah Harry), kroens faste servitrice gennem femten år, som når hun ikke småskændes med Dolly prøver at lægge op til mandlige stamkunder som for eksempel den affældige Leo (Joe Grifasi), der lever af at sælge sjove fødselsdagskort.
Det er dette enfoldige miljø den unge og smukke Callie (Liv Tyler) ankommer til, da filmen starter. Hun er gået ud af skolen, fordi hun er usikker på hvad hun vil, og tager derfor et job som afrydder på kroen. Delores er ikke videre begejstret for sin nye medhjælp, men det er Victor til gengæld. Han er forelsket næsten fra første øjeblik, men holder det for sig selv, og fordi han har så svært ved at kommunikere opdager Callie ikke noget. Victor nøjes med at dagdrømme om hende, og desuden har Callie en kæreste, der for sit vedkommende ikke altid er lige sød mod hende. Callie er åben og uforudindtaget overfor Victor, og hun viser ham glimtvis at der er et liv udenfor de vante rammer. Victor køber således på et tidspunkt en dåse slankepulver for at blive ligesom alle andre, men da Dolly en dag pludseligt bliver syg og må på hospitalet har han kun en stor æske doughnuts at søge trøst og sikkerhed i. Omstændigheden vender op og ned på den hverdag han kender, og vanen har åbenbart for stor en magt. Egentligt ville han gerne følge Callies henkastede opfordring om at søge ind på den lokale kokkeskole - hvilket Dolly selvfølgelig blankt afviser som en karrieremulighed - men da han en dag vover sig et smut forbi de hellige haller svigter modet og selvtilliden nok engang.
Hvor hverdagen vender
At Victor er tung både i krop og sind er hvad filmens titel først og fremmest hentyder til. Det tema bliver iøvrigt på lydsiden angivet med en dyb baslyd, der svulmer frem hver gang Victor står overfor en udfordring eller bare en ukendt situation. Og dem er der en del af. I en ellers temmelig inderlig situation mellem ham og Callie kan han for eksempel pludseligt finde på at hive nogle pastiller op af lommen, byde hende en og selv tygge eftertrykkeligt på sin egen, nærmest som en form for forsvar eller måde at undvige kontakt på. Men Callie har en stor intuitiv forståelse af sin særlige ven, for som hun siger i en scene, er han "a cool guy...cooler than most people would think." Sigende er det for Victors situation at når han hører radio i bilen er det altid samlivsprogrammer, der kværner løs. Han selv har ikke engang en kæreste at gå fra eller være uvenner med, men alligevel vil han gerne være en del af det liv, som alle andre tilsyneladende har og snakker om. Hans famlende forsøg med helsedrikken fortæller samme historie, som antydet ovenfor.
Jeg skal ikke røbe hele slutningen her, men det ender i korte træk med at Victor må lære at stå på egne ben trods alt. Callie siger sit job op, mest på grund af den vrisne Delores og for at efterkomme sin stædige kærestes krav, men fortæller Victor at hun nok skal komme forbi fra tid til anden. Man tror på hende.
Et spørgsmål om genkendelighed
Indrømmet - meget af historien er gengivet her, men det er detaljerne og dramaet i det usagte, som er essensen i "Heavy". Historien blev udviklet i 1991 på en instruktions-workshop under ledelse af selveste Milos Forman, og Mangolds ide var at tage udgangspunkt i mennesker og miljøer han kendte fra sin opvækst, og som han vel at mærke holdt af og beundrede. "Det skulle være en bevægende og stille film," siger han. "Jeg prøvede at minimere dialogen, se bort fra den og gøre den uartikuleret. Jeg ønskede et fintfølende resultat med kejtede bevægelser".
Det projekt er lykkedes til fulde, og filmen vandt da også Juryens Specialpris på Sundance filmfestivalen i 1995. Det blev forresten springbrættet til den meget roste "Cop Land", som alle har hørt om på nuværende tidspunkt. For spillernes vedkommende må man give "Film Comment" ret, når de betegner Pruitt Taylor Vince som en fremragende og overset skuespiller. Der er stemninger og situationer, som Vince fremmaner så gribende, at man ikke har set noget lignende længe. Liv Tylers portræt af den søgende og uprøvede Callie er også uprætentiøst og hudløst, og figuren bliver aldrig sødmefuld eller naiv i mødet med den anderledes Victor og resten af de folk, der færdes på "Pete's & Dolly's". Det er kort og godt hvad man må kalde en stor lille film, for der er ikke ét utroværdigt øjeblik i den 115 minutter lange "Heavy".
19/11-2018
