Generation Sex
4.0
For en gangs skyld en independentfilm, der ikke kunne være lavet inden for det rigtige Hollywoodsystem
Det amerikanske udtryk independent-film er efterhånden kommet til at dække over en hel del, også film, som ikke er mere lavbudget og uafhængige, end at de bliver lavet for flere penge end en typisk dansk spillefilm, og distribueret af de store, amerikanske filmselskaber. Men Kevin Smiths film "Clerks" er virkelig en independent-film i ordets egentlige forstand. Der er praktisk talt ikke andre locations, end den døgnkiosk filmen foregår i, en hockeykamp skildres med kun tre skuespillere, og den kunstneriske frihed til at bruge ordet "Fuck" (og det der er værre) bliver udnyttet ca. en gang hvert femte sekund.
Filmen handler om den unge fyr Dante (Brian O'Halloran), der bliver kaldt på arbejde på sin fridag, fordi ham, der ellers skulle have haft vagten, er syg. Hans chef lover ham, at han bliver afløst kl. 12, men sådan går det selvfølgelig ikke, og han må tilbringe en hel dag i den døgnkiosk, han arbejder i. I videoshoppen ved siden af regerer den gennemført anarkistiske Randal, spillet fremragende af Jeff Anderson. Mellem arbejdet med at sælge smøger og pornofilm får de to tid til mangt en lommefilosofisk diskusion om meningen med livet, kvinder og især sex. Og inden længe blander også kunderne sig, Dantes nuværende kæreste, og senere hans barndomskæreste, som han stadigvæk er lun på.
Snakkefilm når det er bedst
Der er med andre ord lagt op til endnu en gennemtæskning af det forlængst fortærskede begreb "Generation X". Men det ville faktisk være synd og skam, at afskrive den som endnu en af den skuffe, for det er en meget morsom og vedkommende film. Stilen bærer selvfølgelig præg af den skrabede økonomi (sort/hvid med få klip), men som i andre gode independentfilm (f.eks. Jim Jarmush's) vender filmen det til en styrke med sin direkte og legesyge in-your-face-feeling.
Den uendelige strøm af bandeord og skæve personer, der løber gennem filmen, har sin egen uomtvistelige charme, som kompenserer fint for den ikke særligt stærke handlingstråd. Og jo, selvfølgelig bruger filmens personer 80 % af filmen til at snakke om blowjobs, pornovideoer, orgasmer, fisse og det der er værre. Men helt ærligt, det er ikke til at komme uden om, at sex er et ganske interessant emne, og den morbide humor for den megen lumre snak til at glide ned med stor fornøjelse. At Randal lige skal bestille femogtyve bundperverse pornofilm over telefonen, før han når frem til den den børnetegnefilm, som en mor med et lille barn på armen netop har bedt ham om, er det sjovt? Jeg må indrømme, at det synes jeg, det er.
Hvad man mener om skuespillernes præstationer er en personlig sag - det er ikke til at komme udenom, at filmen her og der bærer præg af at være indspillet med amatører. På den anden side øger det filmens troværdighed, at personerne bare er ganske almindelige personer, og ikke en eller anden Hollywoodstjerne (man tør slet prøve at forestille sig Tom Cruise kæmpe sig igennem filmens lager af beskidt sprog). Som filmens stil i øvrigt: Skuespillet har sin charme.
Det hele ender selvfølgelig som en snakkefilm. Det kan ikke undgås, når personerne ikke bevæger sig ud af stedet. Men det er en af den slags film, som kan få sig én til at spørge sig selv, om ikke snakkefilmen som genre er sørgeligt overset i udbuddet af store actionbrag og visuelle storfilm. "Clerks" sprudlende opfindsomme og alt andet end selvhøjtidelige ordtirader viser nye veje inden for den alternative film, og det bør man ikke snyde sig selv for
Det amerikanske udtryk independent-film er efterhånden kommet til at dække over en hel del, også film, som ikke er mere lavbudget og uafhængige, end at de bliver lavet for flere penge end en typisk dansk spillefilm, og distribueret af de store, amerikanske filmselskaber. Men Kevin Smiths film "Clerks" er virkelig en independent-film i ordets egentlige forstand. Der er praktisk talt ikke andre locations, end den døgnkiosk filmen foregår i, en hockeykamp skildres med kun tre skuespillere, og den kunstneriske frihed til at bruge ordet "Fuck" (og det der er værre) bliver udnyttet ca. en gang hvert femte sekund.
Filmen handler om den unge fyr Dante (Brian O'Halloran), der bliver kaldt på arbejde på sin fridag, fordi ham, der ellers skulle have haft vagten, er syg. Hans chef lover ham, at han bliver afløst kl. 12, men sådan går det selvfølgelig ikke, og han må tilbringe en hel dag i den døgnkiosk, han arbejder i. I videoshoppen ved siden af regerer den gennemført anarkistiske Randal, spillet fremragende af Jeff Anderson. Mellem arbejdet med at sælge smøger og pornofilm får de to tid til mangt en lommefilosofisk diskusion om meningen med livet, kvinder og især sex. Og inden længe blander også kunderne sig, Dantes nuværende kæreste, og senere hans barndomskæreste, som han stadigvæk er lun på.
Snakkefilm når det er bedst
Der er med andre ord lagt op til endnu en gennemtæskning af det forlængst fortærskede begreb "Generation X". Men det ville faktisk være synd og skam, at afskrive den som endnu en af den skuffe, for det er en meget morsom og vedkommende film. Stilen bærer selvfølgelig præg af den skrabede økonomi (sort/hvid med få klip), men som i andre gode independentfilm (f.eks. Jim Jarmush's) vender filmen det til en styrke med sin direkte og legesyge in-your-face-feeling.
Den uendelige strøm af bandeord og skæve personer, der løber gennem filmen, har sin egen uomtvistelige charme, som kompenserer fint for den ikke særligt stærke handlingstråd. Og jo, selvfølgelig bruger filmens personer 80 % af filmen til at snakke om blowjobs, pornovideoer, orgasmer, fisse og det der er værre. Men helt ærligt, det er ikke til at komme uden om, at sex er et ganske interessant emne, og den morbide humor for den megen lumre snak til at glide ned med stor fornøjelse. At Randal lige skal bestille femogtyve bundperverse pornofilm over telefonen, før han når frem til den den børnetegnefilm, som en mor med et lille barn på armen netop har bedt ham om, er det sjovt? Jeg må indrømme, at det synes jeg, det er.
Hvad man mener om skuespillernes præstationer er en personlig sag - det er ikke til at komme udenom, at filmen her og der bærer præg af at være indspillet med amatører. På den anden side øger det filmens troværdighed, at personerne bare er ganske almindelige personer, og ikke en eller anden Hollywoodstjerne (man tør slet prøve at forestille sig Tom Cruise kæmpe sig igennem filmens lager af beskidt sprog). Som filmens stil i øvrigt: Skuespillet har sin charme.
Det hele ender selvfølgelig som en snakkefilm. Det kan ikke undgås, når personerne ikke bevæger sig ud af stedet. Men det er en af den slags film, som kan få sig én til at spørge sig selv, om ikke snakkefilmen som genre er sørgeligt overset i udbuddet af store actionbrag og visuelle storfilm. "Clerks" sprudlende opfindsomme og alt andet end selvhøjtidelige ordtirader viser nye veje inden for den alternative film, og det bør man ikke snyde sig selv for
19/11-2018
