Når fantasien slippes løs

"The Blair Witch Project" er en horrorfilm. Endda helt uden genrens sædvanlige og monstrøse voldsæstetiseringer. Alligevel skræmmer "The Blair Witch Project" røven ud af bukserne på os.

Tænk tilbage. Mor og far kysser dig godnat. Tid til at sove. Lampen forbliver tændt. Arme og ben pakkes godt ind under dynen. Øjne og ører tunes ind på hypertilstand. Vejrtrækningen er lydløs. Det kunne jo være, at et monster ligger på lur under sengen. Kan du genkende det? Lige præcis den angst vækker "The Blair Witch Project" til live i biografmørket. En angst, hvor fantasien slippes løs. Hvad vi ikke ser, men fantaserer os til, er her hundrede gange mere skrækindjagende, end hvad vi egentlig ser.

Mere end en legende

Filmen fortæller indledningsvis, at året er 1994. Vi befinder os i Burkittsville, Maryland. Tre filmskoleelever drager ud i skovene for at lave en dokumentarfilm om en 200 år gammel legende, The Blair Witch, og den kult, som omgiver den. Myten om heksen fortæller, at hun var et dæmonisk og uhyggeligt væsen, der efterlod sig rituelle børnemord og andre rædselsvækkende fænomener i skoven. De tre studerende, Heather, Michael og Joshua, vendte aldrig tilbage. Året efter fandt et efterforskningshold en række filmoptagelser, der dokumenterer deres skæbne. Disse er blevet klippet sammen til en film om deres dødelige mareridtsoplevelelser. Filmen får titlen "The Blair Witch Project" og er netop den aktuelle film om dokumentarfilmen af samme navn. "The Blair Witch Project" er altså en pseudodokumentar gjort af pure opspind. Iscenesættelsen er imidlertid så gennemført, at vi hopper på filmens historie uden tøven.

En sandfærdig uvirkelighed

Filmens stil er rå og håndholdt som hjemmevideo. Vi hører kun den rene reallyd, som den høres og optages på stedet af de tre. Det dokumentariske design skænker altså "The Blair Witch Project" en sjælden autenticitet, hvis troværdighed man aldrig rigtig betvivler. Følelsen af dokumentarisk realisme understreges yderligere af, at man hele tiden følger dem via kameraernes subjektive synsvinkler. Som tilskuere forbliver vi aldrig passive iagttagere, men gøres konsekvent til aktive deltagere i forløbet. Vi ved og ser aldrig mere end Heather, Josh og Mike.
"The Blair Witch Project" har for en stund flyttet vor angst for det usynlige monster under sengen ud i skoven. Men hvor barndommens fantaserende mareridt hjemme i sengen overleves med alderen, så udgør skovens dæmoniske væsen her en ægte trussel. Konfrontationen er uundgåelig. Deres dødelige skæbne ligeså. Dog uden aldrig rigtig at afsløre, hvem deres bøddel er.

Uhyret under sengen revisited

Illusionen om, at vi bevidner en dokumentarisk skildring af de tre filmstudenters selvfilmede tragedie, holder os fastspændt i en djævelsk skruestik helt frem til filmens nervepirrende slutning. Og vi tror endda på, at historien er sandfærdig. Også selv om man glimtvis undrer sig over, at de ikke bare smider deres kameraer og tager benene på nakken. Men på den anden side, så havde der ikke været billeder til denne opdigtede film som "The Blair Witch Project" jo er - og som man nu kan takke for, at ens nattesøvn igen skal hjemsøges af barndommens uhyrer under sengen.