Halløj i gangsterhytten
3.0
Der leveres maskingeværs komik til overflod i Jim Abrahams gangsterparodi "Mafia". En del af de komiske indslag er ovenud morsomme mens resten rangerer fra et smil til ligegyldighed.
I sine bestræbelser på at køre sin parodimaskine igennem alle de filmsucceser og genrer er Jim Abrahams nået til mafia-filmen. Efter at have taget behørligt gas på succeser som "Topgun" og "Rambo" i "Hot Shots" og "Hot Shots, Part Deux", er turen denne gang kommet til alt lige fra "Godfather" over "Goodfellas" til "Casino". Jim Abrahams har, sammen David og Jerry Zucker, efterhånden etableret sig som kompetente Mel Brooks kloner, for hvem intet er helligt, og med "Mafia" viser han i perioder at titlen er ganske velfortjent.
"Godfather" revisited
Som det er kutyme for den slags brovtne parodier, skal en ganske ligegyldig historie være anledningen til et sandt bombardement af mere eller mindre vellykkede vittigheder. Og således forholder det sig også med "Mafia". Vi følger den unge Anthony (Jay Mohr), der fortæller om sin families noget dubiøse historie indenfor mafiaen. Der er den uforbedrelige kluddermikkel Vincenzo, der flygter fra Scilien til det store Amerika og ender som Gudfader (i skikkelse af den nu afdøde Lloyd Bridges). Anthony selv må modvilligt, efter en heltemodig militærkarriere, se sig indfanget i mafiens klør og ender som casinobestyrer sammen med sin bror, den psykotiske krudttønde Joey (Billie Burke). Det hele er sat sammen af en sand strøm af flash-backs, hvor vi farer fra nutid til fortid i et væk, på ægte "Godfather"-maner.
Sporadisk originalitet
Som det fremgår er historien af mindre betydning, og det som denne slags komedier står og falder med, er hvor mange af de bizare indfald, der holder og hvilke der falder fladt til jorden. Eller sagt på en anden måde: kodeordet er originalitet. Problemet med den slags lårklaskende komik, er at man som regel stopfodres med den og ender med at nå et mætningspunkt i løbet af filmen, hvor smilet bliver anstrengt eller bliver væk. På det punkt er "Mafia" ingen undtagelse, og efter en ganske fornøjelig første del, hvor det et par gange ryster gevaldigt i maveskindet, fortaber det hele sig desværre tilsidst i halvtomme kalorier. Det ville have klædt filmen at rense ud i de mere brådne indslag og lægge vægten på en mere kødfyldt historie.
Ikke desto mindre har filmen tilpas mange originale indslag, at den hæver sig en del over de tamme forsøg vi har måttet trækkes med på det sidste. Her tænker jeg specielt på "Spy Hard" og den videoaktuelle "Mr. Magoo".
En lille efterskrift: det er bundærgeligt at man ikke har beholdt filmens meget morsommere originaltitel "Jane Austens Mafia", der sætter det hele endnu mere i relief.
I sine bestræbelser på at køre sin parodimaskine igennem alle de filmsucceser og genrer er Jim Abrahams nået til mafia-filmen. Efter at have taget behørligt gas på succeser som "Topgun" og "Rambo" i "Hot Shots" og "Hot Shots, Part Deux", er turen denne gang kommet til alt lige fra "Godfather" over "Goodfellas" til "Casino". Jim Abrahams har, sammen David og Jerry Zucker, efterhånden etableret sig som kompetente Mel Brooks kloner, for hvem intet er helligt, og med "Mafia" viser han i perioder at titlen er ganske velfortjent.
"Godfather" revisited
Som det er kutyme for den slags brovtne parodier, skal en ganske ligegyldig historie være anledningen til et sandt bombardement af mere eller mindre vellykkede vittigheder. Og således forholder det sig også med "Mafia". Vi følger den unge Anthony (Jay Mohr), der fortæller om sin families noget dubiøse historie indenfor mafiaen. Der er den uforbedrelige kluddermikkel Vincenzo, der flygter fra Scilien til det store Amerika og ender som Gudfader (i skikkelse af den nu afdøde Lloyd Bridges). Anthony selv må modvilligt, efter en heltemodig militærkarriere, se sig indfanget i mafiens klør og ender som casinobestyrer sammen med sin bror, den psykotiske krudttønde Joey (Billie Burke). Det hele er sat sammen af en sand strøm af flash-backs, hvor vi farer fra nutid til fortid i et væk, på ægte "Godfather"-maner.
Sporadisk originalitet
Som det fremgår er historien af mindre betydning, og det som denne slags komedier står og falder med, er hvor mange af de bizare indfald, der holder og hvilke der falder fladt til jorden. Eller sagt på en anden måde: kodeordet er originalitet. Problemet med den slags lårklaskende komik, er at man som regel stopfodres med den og ender med at nå et mætningspunkt i løbet af filmen, hvor smilet bliver anstrengt eller bliver væk. På det punkt er "Mafia" ingen undtagelse, og efter en ganske fornøjelig første del, hvor det et par gange ryster gevaldigt i maveskindet, fortaber det hele sig desværre tilsidst i halvtomme kalorier. Det ville have klædt filmen at rense ud i de mere brådne indslag og lægge vægten på en mere kødfyldt historie.
Ikke desto mindre har filmen tilpas mange originale indslag, at den hæver sig en del over de tamme forsøg vi har måttet trækkes med på det sidste. Her tænker jeg specielt på "Spy Hard" og den videoaktuelle "Mr. Magoo".
En lille efterskrift: det er bundærgeligt at man ikke har beholdt filmens meget morsommere originaltitel "Jane Austens Mafia", der sætter det hele endnu mere i relief.
19/11-2018