Ulykkelige omstændigheder
3.0
Tadjikistan er kommet på det filmiske landkort med en veloplagt komedie, der byder på flyvende køer og en ukuelig, gravid heltinde
"Luna Papa" er navnet på instruktøren Bakhtiar Khudojnazarovs tredje film, hvor tempo, dynamik og fremdrift er i højsædet. Der bliver set stort på de mere omstændelige årsags- og virkningssammenhænge, og nærmere oplysninger om historiens tid og sted bliver flettet ind mellem sidebenene. Af den grund føler man sig for en kort stund desorienteret, men snart er man indfanget af filmens imponerende og smittende energi. Og handlingen er sådan set enkel nok.
En stemme i natten
Den 17-årige Mamlakat (Chulpan Khamatova) bliver gravid med en mand, hun ikke ser, men kun hører og mærker en mørk aften. Han udgiver sig for at være skuespiller, og da Mamlakat, som så mange andre sjæle, er fascineret af teatret og filmens verden, får sjoveren frit spil. Om morgenen er han forsvundet, og Mamlakat bærer på spiren til et lille nyt menneske. Det ved hun dog ikke selv til at begynde med, og publikum bliver kun delagtiggjort i denne viden gennem en fortællerstemme, der viser sig at tilhøre fostret!
Mamlakats amputerede familie består af en temperamentsfuld, kaninopdrættende far (Ato Mukhamedzhanov) og en mentalt forstyrret storebror (Moritz Bleibtreu), der ikke har haft godt af sine oplevelser som soldat i Afghanistan. Humøret og livsgejsten er dog intakt, og når man nu står og mangler en ægtemand og far, er der ikke andet for end at styrte land og rige rundt på jagt efter skuespillere, der opholdt sig i familiens landsby på det kritiske tidspunkt. Mens jagten står på on and off, vokser Mamlakats mave og i samme takt omgivelsernes harme over udsigten til et barn født uden for ægteskab. Tradition og ungdommeligt letsind kommer på faretruende kollisionskurs.
Skidesprællere
Det er næsten umuligt ikke at nævne Emir Kusturicas navn i forbindelse med "Luna Papa". Ligesom den jugoslaviske instruktør benytter Khudojnazarov sig af et meget mobilt kamera, et hæsblæsende tempo, som paces frem af musikken, og en fabulerende billedside, der rider på naturalismens overdrev. Desuden er "Luna Papa" befolket af den samme samling af smågangstere, lurendrejere og sprælske typer, som Kusturica for eksempel skildrede i "Sort kat hvid kat" (1998).
Den tadjikiske instruktør kan dog ikke helt mønstre det samme overblik som Guldpalme-vinderen Kusturica, og især filmens sidste halvdel trænger til at blive strammet op. Der findes mange velorkestrerede scener med skæv situationskomik, og det er altid en fornøjelse at blive indviet i den svære kunst at fange får fra en flyvemaskine. Det er et fascinerende og friskt pust fra de centralasiatiske bjerge, der blæser ind over Danmark, omend et lidt fastere greb om dirigentstokken og lidt mere kød på historien ville gavne både folk og fæ.
"Luna Papa" er navnet på instruktøren Bakhtiar Khudojnazarovs tredje film, hvor tempo, dynamik og fremdrift er i højsædet. Der bliver set stort på de mere omstændelige årsags- og virkningssammenhænge, og nærmere oplysninger om historiens tid og sted bliver flettet ind mellem sidebenene. Af den grund føler man sig for en kort stund desorienteret, men snart er man indfanget af filmens imponerende og smittende energi. Og handlingen er sådan set enkel nok.
En stemme i natten
Den 17-årige Mamlakat (Chulpan Khamatova) bliver gravid med en mand, hun ikke ser, men kun hører og mærker en mørk aften. Han udgiver sig for at være skuespiller, og da Mamlakat, som så mange andre sjæle, er fascineret af teatret og filmens verden, får sjoveren frit spil. Om morgenen er han forsvundet, og Mamlakat bærer på spiren til et lille nyt menneske. Det ved hun dog ikke selv til at begynde med, og publikum bliver kun delagtiggjort i denne viden gennem en fortællerstemme, der viser sig at tilhøre fostret!
Mamlakats amputerede familie består af en temperamentsfuld, kaninopdrættende far (Ato Mukhamedzhanov) og en mentalt forstyrret storebror (Moritz Bleibtreu), der ikke har haft godt af sine oplevelser som soldat i Afghanistan. Humøret og livsgejsten er dog intakt, og når man nu står og mangler en ægtemand og far, er der ikke andet for end at styrte land og rige rundt på jagt efter skuespillere, der opholdt sig i familiens landsby på det kritiske tidspunkt. Mens jagten står på on and off, vokser Mamlakats mave og i samme takt omgivelsernes harme over udsigten til et barn født uden for ægteskab. Tradition og ungdommeligt letsind kommer på faretruende kollisionskurs.
Skidesprællere
Det er næsten umuligt ikke at nævne Emir Kusturicas navn i forbindelse med "Luna Papa". Ligesom den jugoslaviske instruktør benytter Khudojnazarov sig af et meget mobilt kamera, et hæsblæsende tempo, som paces frem af musikken, og en fabulerende billedside, der rider på naturalismens overdrev. Desuden er "Luna Papa" befolket af den samme samling af smågangstere, lurendrejere og sprælske typer, som Kusturica for eksempel skildrede i "Sort kat hvid kat" (1998).
Den tadjikiske instruktør kan dog ikke helt mønstre det samme overblik som Guldpalme-vinderen Kusturica, og især filmens sidste halvdel trænger til at blive strammet op. Der findes mange velorkestrerede scener med skæv situationskomik, og det er altid en fornøjelse at blive indviet i den svære kunst at fange får fra en flyvemaskine. Det er et fascinerende og friskt pust fra de centralasiatiske bjerge, der blæser ind over Danmark, omend et lidt fastere greb om dirigentstokken og lidt mere kød på historien ville gavne både folk og fæ.
19/11-2018