Gammelt nag
4.0
Den irske instruktør Cathal Black's "Natteblus" er en lille poetisk film om to mænds fjendskab.
Når talen falder på irsk film, er Neil Jordan den eneste instruktør, der umiddelbart springer frem, og det er endda begrænset, hvor mange fuldblods irske film, han har lavet. Men nu er der altså mulighed for at stifte bekendtskab med et andet navn fra den irske filmskuffe Cathal Black, der gør god reklame for sig selv med det stilfærdige drama "Natteblus".
Sku' gammelt fjentskab rent forgå
Filmen er baseret på en novelle af John McGahern med den mere afslørende titel "Korea". Handlingen udspiller sig i en lille irsk landsby under amerikanernes krig mod Korea, hvor den unge Eamon Doyle (Andrew Scott) må lide under hans far, John Doyles, indædte had til naboen, den progressive Ben Moran (Vass Anderson). Bedre bliver det ikke af, at Eamon er forelsket i Morans datter Una (den uforskammet søde Fiona Molony). Men hans far vil gå så langt som til at sende ham til Amerika for at sætte en stopper for det; også selv om det højst sandsynligt betyder, at Eamon vil blive brugt som kanonfoder i krigen mod Korea.
Hermed er der tilsyneladende lagt op til en traditionel familiefejde historie, hvor det unge par skal føre de stridende parter sammen. Og således udvikler handlingen sig egentlig også. Men ved hjælp af en nuaceret fortælling, der centrerer sig mere og mere om Eamon Doyles kamp for at skære den snærende navlestreng over, formår Black at gøre både personerne og deres skæbner vedkommende.
Kød på figurne
Filmen fungerer hovedsagligt, fordi der er masser af kød på figurene til, at man er interesseret i dem og der spilles da også nuanceret over hele linien. Specielt fremhæves bør Donal Donnelly som John Doyle, der er indbegrebet af irsk stivnakkethed, men på trods af sit hårde ydre, i sidste ende viser sig at være en plaget sjæl, som har svært ved at falde til ro. Andrew Scott er fortræffelig som sønnen, der må tage skeen i den anden hånd for at slippe ud af faderens kvælende greb. Filmens største problem er faktisk dens tema omkring Korea, fordi det i nogle situationer virker påklistert og trækker lidt livet ud af den ellers så fortræffelige historie. Selvom Korea, eller krig i al almindelighed, er temaet, der holder historien kørende, (Eamon forsøger at undgå den, Unas bror er blevet dræbt i Korea, og selve fejden er opstået via en episode fra en ikke nærmere defineret krig), så lægger det sig gudskelov ikke altid som en tung og uafrystelig dyne over handlingen. Derfor bliver hovedindtrykket af filmen da også, at den ikke stiller flere porcelænskrukker op end den kan skyde ned og oven i hatten får vi så en historie, der både er sød og vedkommende.
Når talen falder på irsk film, er Neil Jordan den eneste instruktør, der umiddelbart springer frem, og det er endda begrænset, hvor mange fuldblods irske film, han har lavet. Men nu er der altså mulighed for at stifte bekendtskab med et andet navn fra den irske filmskuffe Cathal Black, der gør god reklame for sig selv med det stilfærdige drama "Natteblus".
Sku' gammelt fjentskab rent forgå
Filmen er baseret på en novelle af John McGahern med den mere afslørende titel "Korea". Handlingen udspiller sig i en lille irsk landsby under amerikanernes krig mod Korea, hvor den unge Eamon Doyle (Andrew Scott) må lide under hans far, John Doyles, indædte had til naboen, den progressive Ben Moran (Vass Anderson). Bedre bliver det ikke af, at Eamon er forelsket i Morans datter Una (den uforskammet søde Fiona Molony). Men hans far vil gå så langt som til at sende ham til Amerika for at sætte en stopper for det; også selv om det højst sandsynligt betyder, at Eamon vil blive brugt som kanonfoder i krigen mod Korea.
Hermed er der tilsyneladende lagt op til en traditionel familiefejde historie, hvor det unge par skal føre de stridende parter sammen. Og således udvikler handlingen sig egentlig også. Men ved hjælp af en nuaceret fortælling, der centrerer sig mere og mere om Eamon Doyles kamp for at skære den snærende navlestreng over, formår Black at gøre både personerne og deres skæbner vedkommende.
Kød på figurne
Filmen fungerer hovedsagligt, fordi der er masser af kød på figurene til, at man er interesseret i dem og der spilles da også nuanceret over hele linien. Specielt fremhæves bør Donal Donnelly som John Doyle, der er indbegrebet af irsk stivnakkethed, men på trods af sit hårde ydre, i sidste ende viser sig at være en plaget sjæl, som har svært ved at falde til ro. Andrew Scott er fortræffelig som sønnen, der må tage skeen i den anden hånd for at slippe ud af faderens kvælende greb. Filmens største problem er faktisk dens tema omkring Korea, fordi det i nogle situationer virker påklistert og trækker lidt livet ud af den ellers så fortræffelige historie. Selvom Korea, eller krig i al almindelighed, er temaet, der holder historien kørende, (Eamon forsøger at undgå den, Unas bror er blevet dræbt i Korea, og selve fejden er opstået via en episode fra en ikke nærmere defineret krig), så lægger det sig gudskelov ikke altid som en tung og uafrystelig dyne over handlingen. Derfor bliver hovedindtrykket af filmen da også, at den ikke stiller flere porcelænskrukker op end den kan skyde ned og oven i hatten får vi så en historie, der både er sød og vedkommende.
19/11-2018