Humanist på velkendt grund
4.0
Ken Loach cementerer sin position som socialrealismens absolutte mester med sit seneste drama
Det politiske korstog og kritikken af magtens mekanismer er i "My Name Is Joe" nedtonet til fordel for en suveræn og indtagende skildring af mennesker på det nederste trin af den sociale rangstige. Ken Loach er en socialistisk orienteret filmskaber med idealismen i behold, der ikke er bange for at lange øretæver ud til både højre- og venstrefløjen. Det er dog, når Loach sparer på det politiske skyts, at hans film fremstår stærkest og mest gribende. Den manglende nerve anedes i de to foregående film "Carla's Song"(1996) og "Land and Freedom"(1995), hvor instruktøren bevægede sig væk fra den britiske hjemmebane og i stedet belyste politiske rævestreger i Mellemamerika og den spanske borgerkrig.
Med "My Name Is Joe" er Loach tilbage i det samme miljø som også skildres i resten af 90ernes filmproduktion - "Ladybird, Ladybird"(1994), "Raining Stones"(1993) og "Riff-Raff"(1990). Igen udstilles arbejderklassens sørgelige forfatning samtidig med, at publikum præsenteres for nogle mennesker, der på trods af livets dårlige odds, alligevel hårdnakket prøver at hænge på med det yderste af neglene. Der kæmpes en brav kamp for at give tilværelsen mening og for at bevare et minimum af menneskelig anstændighed i et socialt kaos, hvor afhængighed af stoffer og alkohol er en del af hverdagen, og hvor voldelige gangstere og lånehajer lurer i farvandet.
Arbejderhelt på vandvognen
Med befriende humor og imponerende inderlighed afvikles i "My Name Is Joe" et plot, der elegant væver et spind af menneskeskæbner sammen. Joe (Peter Mullan) er tidligere alkoholiker og arbejdsløs, men er ved at få styr på tilværelsen ved at tage en dag af gangen. Han træner et fodboldhold bestående af unge rødder fra Glasgow og omegn og kommer en dag i kontakt med socialarbejderen Sarah (Louise Goodall). Langsomt udvikler de to et forhold, der dog kompliceres, da den godmodige Joe vælger at hjælpe en af sine spillere. Han hedder Liam (David McKay) og er en tidligere junkie, som desperat forsøger at holde sammen på sin lille familie, alt imens den lokale narkoboss vil have indfriet gammel gæld. Da Joe kender narkobossen, og Louise har tilsyn med den hårdt belastede familie, er grunden lagt til et stort drama mellem folk fra små kår.
Som altid er en af grundpillerne i Loachs film de troværdige og uprætentiøse skuespillerpræstationer. Peter Mullan fik velfortjent "De Gyldne Palmer" i Cannes for bedste mandlige hovedrolle og sikrer i samarbejde med instruktøren og resten af de forholdsvise ukendte skuespillere, at filmen ikke indeholder et eneste falskt replikskifte eller pinligt øjeblik. Det er velkendte temaer og problemstillinger, som Loach fremmaner på det store lærred, men når socialrealisme skæres og finpudses så flot som i "My Name Is Joe", er det filmkunst af højeste karat. Når filmen ikke får fem af Scopes anerkendende øjeæbler, er det kun fordi Loach tidligere har bevist, at han kan gøre det endnu bedre
Det politiske korstog og kritikken af magtens mekanismer er i "My Name Is Joe" nedtonet til fordel for en suveræn og indtagende skildring af mennesker på det nederste trin af den sociale rangstige. Ken Loach er en socialistisk orienteret filmskaber med idealismen i behold, der ikke er bange for at lange øretæver ud til både højre- og venstrefløjen. Det er dog, når Loach sparer på det politiske skyts, at hans film fremstår stærkest og mest gribende. Den manglende nerve anedes i de to foregående film "Carla's Song"(1996) og "Land and Freedom"(1995), hvor instruktøren bevægede sig væk fra den britiske hjemmebane og i stedet belyste politiske rævestreger i Mellemamerika og den spanske borgerkrig.
Med "My Name Is Joe" er Loach tilbage i det samme miljø som også skildres i resten af 90ernes filmproduktion - "Ladybird, Ladybird"(1994), "Raining Stones"(1993) og "Riff-Raff"(1990). Igen udstilles arbejderklassens sørgelige forfatning samtidig med, at publikum præsenteres for nogle mennesker, der på trods af livets dårlige odds, alligevel hårdnakket prøver at hænge på med det yderste af neglene. Der kæmpes en brav kamp for at give tilværelsen mening og for at bevare et minimum af menneskelig anstændighed i et socialt kaos, hvor afhængighed af stoffer og alkohol er en del af hverdagen, og hvor voldelige gangstere og lånehajer lurer i farvandet.
Arbejderhelt på vandvognen
Med befriende humor og imponerende inderlighed afvikles i "My Name Is Joe" et plot, der elegant væver et spind af menneskeskæbner sammen. Joe (Peter Mullan) er tidligere alkoholiker og arbejdsløs, men er ved at få styr på tilværelsen ved at tage en dag af gangen. Han træner et fodboldhold bestående af unge rødder fra Glasgow og omegn og kommer en dag i kontakt med socialarbejderen Sarah (Louise Goodall). Langsomt udvikler de to et forhold, der dog kompliceres, da den godmodige Joe vælger at hjælpe en af sine spillere. Han hedder Liam (David McKay) og er en tidligere junkie, som desperat forsøger at holde sammen på sin lille familie, alt imens den lokale narkoboss vil have indfriet gammel gæld. Da Joe kender narkobossen, og Louise har tilsyn med den hårdt belastede familie, er grunden lagt til et stort drama mellem folk fra små kår.
Som altid er en af grundpillerne i Loachs film de troværdige og uprætentiøse skuespillerpræstationer. Peter Mullan fik velfortjent "De Gyldne Palmer" i Cannes for bedste mandlige hovedrolle og sikrer i samarbejde med instruktøren og resten af de forholdsvise ukendte skuespillere, at filmen ikke indeholder et eneste falskt replikskifte eller pinligt øjeblik. Det er velkendte temaer og problemstillinger, som Loach fremmaner på det store lærred, men når socialrealisme skæres og finpudses så flot som i "My Name Is Joe", er det filmkunst af højeste karat. Når filmen ikke får fem af Scopes anerkendende øjeæbler, er det kun fordi Loach tidligere har bevist, at han kan gøre det endnu bedre
19/11-2018