Let the good times roll
4.0
Stephen Frears har, sammen med et godt hold skuespillere, begået en vellykket filmatisering af Nick Hornbys bestseller "High Fidelity".
Det er let at blive til grin i pladebutikken Championship Vinyl. Her hersker Rob, spillet af John Cusack, og hans to aparte medhjælpere. Deler man ikke personalets musikalske smag, er det ikke stedet at handle, man risikerer faktisk at blive smidt ud. Musikken og pladesamlingen fylder så meget i Robs liv, at han ikke opdager, at kæresten Laura, spillet af Iben Hjejle, har en affære med overboen. Laura forlader Rob, som bliver kastet ud i en hvad-betyder-det-altsammen krise. Han opsøger sine gamle kærester for at finde ud af, hvorfor han tilsyneladende er dømt til at blive forladt igen og igen. Vi finder dog hurtigt ud af, at Rob selv ikke er nogen uskyldighed. Han har også haft affærer og forladt kærester og begået alle de dumheder, som kun mænd kan.
Det er mig der snakker
"High Fidelity" er på mange måder John Cusacks film. Han spiller den altdominerende hovedrolle, og det, Rob tænker i bogen, er her blevet til monologer afleveret direkte ind i kameraet. Cusack, der sidst kunne opleves i "Being John Malkovich" (1999), er en fremragende skuespiller og gør Rob til en både sympatisk og charmerende karakter. Rob er også fuldkommen klar over sine egne fejl og mangler, og han holder sig ikke tilbage for at udstille dem. Monologerne og dialogen i det hele taget er både skarp og vittig, og passer perfekt til de enkelte skuespillere.
Cusack er også krediteret som både medproducent og for hjælp til manuskriptet. Stephen Frears, der tidligere har instrueret ham i "Ærlige svindlere" (1990), har da også fortalt, at samarbejdet denne gang ikke var problemfrit. Cusack gik så langt som til at få klippet sin egen version, inden de enedes om den foreliggende film.
Pigerne i baggrunden
Iben Hjejle gør en flot debut på den internationale scene, selvom hun virker en lille smule hæmmet af sproget. Desværre er der ikke så meget kød på hverken hendes eller de øvrige kvinderoller, de er blot baggrundsfigurer til Robs historie. Det er til gengæld et imponerende udvalg af skuespillere, der dukker op i disse roller, Lily Taylor, Catherine Zeta-Jones og Lisa Bonet er nogle af dem, der passerer gennem Robs liv. Tim Robbins dukker også op i en underspillet morsom rolle som Iben Hjejles elsker, og selv Bruce Springsteen giver gode råd om det der med piger. Jack Black, der spiller den ene af Robs to ansatte, er dog næsten ved at stjæle hele showet. Han er utroligt morsom som den kyniske musikfanatiker, der springer ud som sentimental crooner. Musikken er en vigtig del af filmen, både når der i butikken laves top 5 lister over f.eks. bedste sange til en mandag morgen, og som en integreret del af filmens lydspor.
Bogen på lærredet
Filmen lægger sig meget tæt op af Nick Hornbys roman, men undlader dog en af de mere følelsesmæssigt barske scener. En scene, hvor Rob bestemt ikke er sympatisk. Om det er Cusack, der har fået den ud, bliver jo et gæt, men det understreger blot, at "High Fidelity" under hjertesorgerne og morsomhederne er en feel-good-movie. Den anbefales hermed både til musiknørder, romantikere, og til de kynikere, der ikke vil indrømme, at de også bedst kan lide en lykkelig slutning.
Det er let at blive til grin i pladebutikken Championship Vinyl. Her hersker Rob, spillet af John Cusack, og hans to aparte medhjælpere. Deler man ikke personalets musikalske smag, er det ikke stedet at handle, man risikerer faktisk at blive smidt ud. Musikken og pladesamlingen fylder så meget i Robs liv, at han ikke opdager, at kæresten Laura, spillet af Iben Hjejle, har en affære med overboen. Laura forlader Rob, som bliver kastet ud i en hvad-betyder-det-altsammen krise. Han opsøger sine gamle kærester for at finde ud af, hvorfor han tilsyneladende er dømt til at blive forladt igen og igen. Vi finder dog hurtigt ud af, at Rob selv ikke er nogen uskyldighed. Han har også haft affærer og forladt kærester og begået alle de dumheder, som kun mænd kan.
Det er mig der snakker
"High Fidelity" er på mange måder John Cusacks film. Han spiller den altdominerende hovedrolle, og det, Rob tænker i bogen, er her blevet til monologer afleveret direkte ind i kameraet. Cusack, der sidst kunne opleves i "Being John Malkovich" (1999), er en fremragende skuespiller og gør Rob til en både sympatisk og charmerende karakter. Rob er også fuldkommen klar over sine egne fejl og mangler, og han holder sig ikke tilbage for at udstille dem. Monologerne og dialogen i det hele taget er både skarp og vittig, og passer perfekt til de enkelte skuespillere.
Cusack er også krediteret som både medproducent og for hjælp til manuskriptet. Stephen Frears, der tidligere har instrueret ham i "Ærlige svindlere" (1990), har da også fortalt, at samarbejdet denne gang ikke var problemfrit. Cusack gik så langt som til at få klippet sin egen version, inden de enedes om den foreliggende film.
Pigerne i baggrunden
Iben Hjejle gør en flot debut på den internationale scene, selvom hun virker en lille smule hæmmet af sproget. Desværre er der ikke så meget kød på hverken hendes eller de øvrige kvinderoller, de er blot baggrundsfigurer til Robs historie. Det er til gengæld et imponerende udvalg af skuespillere, der dukker op i disse roller, Lily Taylor, Catherine Zeta-Jones og Lisa Bonet er nogle af dem, der passerer gennem Robs liv. Tim Robbins dukker også op i en underspillet morsom rolle som Iben Hjejles elsker, og selv Bruce Springsteen giver gode råd om det der med piger. Jack Black, der spiller den ene af Robs to ansatte, er dog næsten ved at stjæle hele showet. Han er utroligt morsom som den kyniske musikfanatiker, der springer ud som sentimental crooner. Musikken er en vigtig del af filmen, både når der i butikken laves top 5 lister over f.eks. bedste sange til en mandag morgen, og som en integreret del af filmens lydspor.
Bogen på lærredet
Filmen lægger sig meget tæt op af Nick Hornbys roman, men undlader dog en af de mere følelsesmæssigt barske scener. En scene, hvor Rob bestemt ikke er sympatisk. Om det er Cusack, der har fået den ud, bliver jo et gæt, men det understreger blot, at "High Fidelity" under hjertesorgerne og morsomhederne er en feel-good-movie. Den anbefales hermed både til musiknørder, romantikere, og til de kynikere, der ikke vil indrømme, at de også bedst kan lide en lykkelig slutning.
19/11-2018
