Latterlægen
1.0
Tom Shadyacs forsøg på at beskrive den kontroversielle læge Hunter Adams liv i "Patch Adams" er blevet til et klichefyldt, charmeforladt og kedeligt onemanshow for Robin Williams.
Filmen tager udgangspunkt i lægen Hunter Adams forsøg på at få latteren accepteret som et kvalificeret middel mod sygdom. Dette i sig selv sender nogle gevaldige advarsels signaler afsted, for her er et utal af kliché huller at falde i. Og "Patch Adams" må siges at gå efter guldet, for den dumper ganske enkelt ned i hver eneste af dem - hvad værre er, så sker det uden nogen form for selvironi eller charme, men derimod med mekanisk præcision, der ikke engang kan få en til at trække på smilebåndet.
"Jeg vil hjælpe mennesker"
Vi møder Hunter Adams (Robin Williams), da han indlægges på et psykiatrisk hospital efter en depression og et selvmordsforsøg. Efter en længere vækkelsesscene, hvor han ser lyset ved at hjælpe et par af de hårdest ramte tilfælde, føler han sig kaldet til at blive læge. Han ender på lægestudiet, hvor han forsøger at praktisere sin "grin dig rask" kur, der naturligvis virker, men sagkundskaben gør alt for at ødelægge. Han får et par af sine medstuderende overtalt til at oprette sit Gesundheit-center, hvor man kan få gratis lægehjælp og et lille smil med på vejen. Og som om det ikke var glasur nok, så lægges der endnu et lag på, da hans kæreste Carin (Monica Potter) slås ihjel af en patient, hun prøver at hjælpe.
Men øvrigheden og den forstokkede lægestand er ikke færdige med Adams. Han stilles for en lægelig domstol for at have behandlet patienter uden at være uddannet læge. Hvis filmen op til dette punkt har været sukkersød, så er det intet mød det lag krymmel, der smides i hovedet på os til sidst. Og da en flok syge børn tropper op med røde klovnenæser for at give deres besyv med, er det hele ikke til at bære. Det kommer vel næppe bag på nogen, at han frikendes og får sin eksamen?
Nedtur
Filmen er desværre endnu et bevis på, at Robin Williams putter sig mere og mere ind i behagelighedens dyne. Han har efterhånden udviklet sig til en skuespiller med livrem og seler, der kun i ganske få tilfælde smider sikkerheden overbord og viser, hvad han dur til. Det gjorde han i "Good Will Hunting" og fik da også betaling ved kasse 1 med en Oscar. Men disse øjeblikke er efterhånden så uendeligt få, og han er faretruende tæt på at ende som et Las Vegas- klenodie. Men han er ikke den eneste, der bør klandres her, for teamet Tom Shadyac og Steve Oedekerk falder også gevaldigt i højagtelsen, efter de har lavet en så dejligt outreret film som "Ace Ventura" og en velafbalanceret komedie som "Fuld af løgn".
Der er dog i filmen enkelte befriende øjeblikke som scenerne mellem Adams og den vanskelige kræftpatient Bill Davis (Peter Coyote), hvor en mere afdæmpet menneskelighed titter frem. Men disse scener udgør kun en brøkdel af den øvrige surdej.
Filmen tager udgangspunkt i lægen Hunter Adams forsøg på at få latteren accepteret som et kvalificeret middel mod sygdom. Dette i sig selv sender nogle gevaldige advarsels signaler afsted, for her er et utal af kliché huller at falde i. Og "Patch Adams" må siges at gå efter guldet, for den dumper ganske enkelt ned i hver eneste af dem - hvad værre er, så sker det uden nogen form for selvironi eller charme, men derimod med mekanisk præcision, der ikke engang kan få en til at trække på smilebåndet.
"Jeg vil hjælpe mennesker"
Vi møder Hunter Adams (Robin Williams), da han indlægges på et psykiatrisk hospital efter en depression og et selvmordsforsøg. Efter en længere vækkelsesscene, hvor han ser lyset ved at hjælpe et par af de hårdest ramte tilfælde, føler han sig kaldet til at blive læge. Han ender på lægestudiet, hvor han forsøger at praktisere sin "grin dig rask" kur, der naturligvis virker, men sagkundskaben gør alt for at ødelægge. Han får et par af sine medstuderende overtalt til at oprette sit Gesundheit-center, hvor man kan få gratis lægehjælp og et lille smil med på vejen. Og som om det ikke var glasur nok, så lægges der endnu et lag på, da hans kæreste Carin (Monica Potter) slås ihjel af en patient, hun prøver at hjælpe.
Men øvrigheden og den forstokkede lægestand er ikke færdige med Adams. Han stilles for en lægelig domstol for at have behandlet patienter uden at være uddannet læge. Hvis filmen op til dette punkt har været sukkersød, så er det intet mød det lag krymmel, der smides i hovedet på os til sidst. Og da en flok syge børn tropper op med røde klovnenæser for at give deres besyv med, er det hele ikke til at bære. Det kommer vel næppe bag på nogen, at han frikendes og får sin eksamen?
Nedtur
Filmen er desværre endnu et bevis på, at Robin Williams putter sig mere og mere ind i behagelighedens dyne. Han har efterhånden udviklet sig til en skuespiller med livrem og seler, der kun i ganske få tilfælde smider sikkerheden overbord og viser, hvad han dur til. Det gjorde han i "Good Will Hunting" og fik da også betaling ved kasse 1 med en Oscar. Men disse øjeblikke er efterhånden så uendeligt få, og han er faretruende tæt på at ende som et Las Vegas- klenodie. Men han er ikke den eneste, der bør klandres her, for teamet Tom Shadyac og Steve Oedekerk falder også gevaldigt i højagtelsen, efter de har lavet en så dejligt outreret film som "Ace Ventura" og en velafbalanceret komedie som "Fuld af løgn".
Der er dog i filmen enkelte befriende øjeblikke som scenerne mellem Adams og den vanskelige kræftpatient Bill Davis (Peter Coyote), hvor en mere afdæmpet menneskelighed titter frem. Men disse scener udgør kun en brøkdel af den øvrige surdej.
19/11-2018
