Café au lidt for let

3.0
Mennesker med seksuelle frustrationer er gået på café i Nina Rosenmeiers nye film, der er god og nærværende, men som ikke holder hele vejen igennem

"No Man's Land" er en dansk film indspillet i 1996 med håndholdt kamera, før dogmefilmene havde deres succesindtog i biograferne. Den kommer først nu, fordi den tidligere healer og clairvoyante Nina Rosenmeier, der instrueret den, ikke kunne få penge til færdiggørelsen. Men nu er den her, og den får premiere i de smalle biografer Øst for Paradis (Århus) og Vester Vov Vov ( København). Man kan blandt andet opleve Peter Gantzler og Andrea Vagn Jensen i roller, fra før de blev landskendte i tv-serierne "Taxa" og "Strisser på Samsø".

Søster med seksuelle frustationer
Handlingen udspiller sig i en pænere café i det indre København, som drives af det skotske søskendepar Agatha (Dorte Rømer) og Dennis Davidson (Johnny Melville) - der efter eget ønske kaldes "Harley". Han deler gratis drinks ud til caféens gæster og får alle de kvinder, han har behov, uden dog af den grund at glemme sin fraseparerede kone. Agatha prøver at holde styr på alle de røde tal i regnskabsbogen og er frustreret, tillukket - og har ikke været sammen med en mand i flere år.

I caféen får de besøg af en del gæster, vi som tilskuere kommer helt ind på livet af, mens deres problemer forfølges helt ud på toilettet. Omdrejningspunktet er dog de to café-ejere, som en dag kommer op at skændes om caféens drift og deres indbyrdes forhold. Resultatet bliver, at Agatha smider forklædet og går ud for at finde sig en mand, mens Harley står alene tilbage i køkkenet med de beskidte tallerkener.

Kikser i klimaks
"No Man's Land" er langt hen ad vejen en rigtig interessant og nærværende personfortælling om de to søskende og livet i cafeen. Den bliver båret frem af et let flydende tempo på grund af de mange forskellige besøgende, som hver bringer deres personlige problemer med ind i cafeen, og ikke mindst Johnny Melville, som leverer en fremragende præstation. Han er tilpas charmerende, naiv og hærget. Desværre halter filmen dér, hvor den vil hæve sig op over småsludren omkring bordene i caféen og skildre Agathas seksuelle oprør mod sin bror. Fortællingen taber tempo, samtidig med at oprøret bliver for overfladisk.

Oprøret er forståeligt nok, men hendes seksuelle frustration fremstår ikke troværdig. I sine scoreforsøg minder hun mere om en liderlig drukkenbolt end en forsømt kvinde, der mangler omsorg. Og så er oprøret overstået næsten allerede inden, det er kommet i gang, uden at blive nær så intenst og nærværende som filmens øvrige scener.