Drømmen om illusionernes by
4.0
- eller mareridtet om en films tilblivelse
Det er imponerende at tænke på, at der under optagelserne til Tom DiCillo's metafilm "Living in Oblivion" har været dobbelt opstilling af al filmudstyret. Først er der stillet op som til en almindelig filmoptagelse, og derefter er der, uden om denne første opstilling, lavet endnu en. Filmens verden af illusioner bliver dermed nedbrudt, kulissen bliver afsløret som kulisse, men naturligvis er alt dette sat i scene for at skabe endnu en illusion - denne gang altså blot med filmens verden selv som kulissen.
Steve Buscemi spiller hovedrollen som instruktøren Nick, der er i gang med at lave en lille film på et lille budget. Han er en helt igennem flink fyr, men har så afgjort sine problemer at slås med. Som instruktør skal han nemlig holde hovedet koldt i et kaos af en filmproduktion, der er befolket med neurotiske skuespillere, primitive lysmænd og en læderklædt, men pjevset kameramand.
Nick må således kæmpe med en sensitiv skuespillerinde, som alle har en noget forbeholden mening om - hvadenten det nu er på trods eller på grund af en meget omtalt brusebadsscene i Richard Geres forrige film. Mindst af alle tror hun selv, hun kan spille skuespil, og Nick må gøre sit yderste for at overbevise hende og resten af holdet om, at han havde ret, mens de tog fejl.
Dertil kommer det hav af uforudsete afbrydelser, overraskelser og bommerter, der dukker op undervejs. Støj fra gaden, mikrofoner i billedet, romantiske forviklinger på settet og kameramandens dårlige mave er blot de mest almindelige af slagsen. I det hele taget er man dybt forundret over, at det overhovedet er muligt at få stablet en blot nogenlunde troværdig film på benene, og ligesom Nick sidder man og tripper nervøst i håbet om, at det trods alt alligevel skal lykkes.
Kort men godt
Der fortælles om alle disse forhindringer i en raffineret blanding af farve og sort/hvid optagelser. Samtidig kan man aldrig være sikker på, om det, man ser, ikke blot er en drøm i hovedet på en af personerne. Det bevirker, at filmen får en løs eller åben karakter, hvor publikum inviteres til at digte med og videre på en række sidehistorier, der aldrig får sat et punktum.
Når denne dristige strategi lykkes, skyldes det, at filmens fokus aldrig tabes af syne. Historien om den omstændelige proces, det er at lave en film, fortælles med en vitalitet og en selvironi, som i hvert fald ikke lod denne anmelder kold. Faktik kunne han sagtens have tålt at sidde stille en tyve minutters tid længere end filmen varede, men det taler udelukkende til dens fordel. Hvor alt for mange film lader sig trække længere, end de kan bære, er "Living in Oblivion" en kærkommen humoristisk og
Det er imponerende at tænke på, at der under optagelserne til Tom DiCillo's metafilm "Living in Oblivion" har været dobbelt opstilling af al filmudstyret. Først er der stillet op som til en almindelig filmoptagelse, og derefter er der, uden om denne første opstilling, lavet endnu en. Filmens verden af illusioner bliver dermed nedbrudt, kulissen bliver afsløret som kulisse, men naturligvis er alt dette sat i scene for at skabe endnu en illusion - denne gang altså blot med filmens verden selv som kulissen.
Steve Buscemi spiller hovedrollen som instruktøren Nick, der er i gang med at lave en lille film på et lille budget. Han er en helt igennem flink fyr, men har så afgjort sine problemer at slås med. Som instruktør skal han nemlig holde hovedet koldt i et kaos af en filmproduktion, der er befolket med neurotiske skuespillere, primitive lysmænd og en læderklædt, men pjevset kameramand.
Nick må således kæmpe med en sensitiv skuespillerinde, som alle har en noget forbeholden mening om - hvadenten det nu er på trods eller på grund af en meget omtalt brusebadsscene i Richard Geres forrige film. Mindst af alle tror hun selv, hun kan spille skuespil, og Nick må gøre sit yderste for at overbevise hende og resten af holdet om, at han havde ret, mens de tog fejl.
Dertil kommer det hav af uforudsete afbrydelser, overraskelser og bommerter, der dukker op undervejs. Støj fra gaden, mikrofoner i billedet, romantiske forviklinger på settet og kameramandens dårlige mave er blot de mest almindelige af slagsen. I det hele taget er man dybt forundret over, at det overhovedet er muligt at få stablet en blot nogenlunde troværdig film på benene, og ligesom Nick sidder man og tripper nervøst i håbet om, at det trods alt alligevel skal lykkes.
Kort men godt
Der fortælles om alle disse forhindringer i en raffineret blanding af farve og sort/hvid optagelser. Samtidig kan man aldrig være sikker på, om det, man ser, ikke blot er en drøm i hovedet på en af personerne. Det bevirker, at filmen får en løs eller åben karakter, hvor publikum inviteres til at digte med og videre på en række sidehistorier, der aldrig får sat et punktum.
Når denne dristige strategi lykkes, skyldes det, at filmens fokus aldrig tabes af syne. Historien om den omstændelige proces, det er at lave en film, fortælles med en vitalitet og en selvironi, som i hvert fald ikke lod denne anmelder kold. Faktik kunne han sagtens have tålt at sidde stille en tyve minutters tid længere end filmen varede, men det taler udelukkende til dens fordel. Hvor alt for mange film lader sig trække længere, end de kan bære, er "Living in Oblivion" en kærkommen humoristisk og
19/11-2018
