Fra blodig roadmovie til blodigere vampyrfilm >/b> Hvad sker der når man kombinerer Quentin Tarantino med Robert "Desperado" Rodriguez? Resultatet er ikke blot bloddryppende, det er meget bedre - og så er det også ganske underholdende. Jeg kan huske, at jeg i en alt for ung alder sneg mig ind i den lokale biograf for at se "Dødens Gab" ("Jaws") - og blev dybt skuffet - ikke at filmen var dårlig, men den var ikke nær så bloddryppende og rædselsvækkende som foromtalen (og mine legekammeraters storebrødre) havde lovet. Sidenhen har jeg haft mange lignende skuffelser - i modsætning til hvad diverse bekymrede børnepsykologer går og siger om udbuddet af voldsfilm, er det faktisk ofte skuffende, hvor lidt udpenslet vold der er i film. For mig var det derfor noget af en åbenbaring at opdage instruktører som Sam Raimi ("Evil Dead I-III") og Peter Jackson ("Bad Taste", "Braindead", etc.), som lavede totalt urealistiske voldsorgier, hvor blodet flød lige så tykt som humoren. For et par år siden dukkede den mexikansk-amerikanske instruktør Robert Rodriguez så op med sin ultra-low budget debutfilm "El Mariachi", hvor han kombinerede Sam Peckinpahs "shoot-em-all" westerns ("The Wild Bunch" har stadig nogen af de flotteste skudscener i filmhistorien) med splatterkomediernes humor og sidst men ikke mindst et ægte talent for at fortælle over-the-top historier med små midler (det manglende budget var medvirkende til det sidstnævnte). Da Hollywood opdagede ham, fik han så de penge, han havde manglet, da han lavede "El Mariachi" - resultatet blev "Desperado", en film der tydeligvis bar præg af et rigtigt budget, men som måske manglede noget af den stramhed, som forgængeren havde været tvunget til at have - til gengæld kompenserede den så med et højere bodycount, flere kugler og eksplosioner, rigtige stjerner som Antonio Banderas og Steve Buscemi (og til husarerne - heriblandt mig - den gudesmukke Salma Hayek), og gæstevisitter fra bl.a. Quentin Tarantino og Cheech Marin. Resultatet var en hæsblæsende voldskomedie, hvor bipersonerne knapt nåede at blive introduceret før de blev til gennemhullede lig (vi er mange, der glæder os til "Desperado" i denne måned kommer ud på video). Nu kommer Robert Rodriguez så med sin tredie film (fraregnet hans fjerdedel af "Four Rooms", som endnu ikke har haft premiere herhjemme). Denne gang er Quentin Tarantino ikke kun med på en gæstevisit, men har skrevet screenplay, været medproducer og spiller en af hovedrollerne - og det kan mærkes! 180 grader

Filmens historie starter forholdsvis (for Rodriguez og Tarantino) realistisk med to dødsensfarlige mordere på flugt fra et massivt opbud af politi, FBI, etc.. Forbryderne er den koldblodige og hensynsløse Seth Gecko (George Clooney), der netop har skudt sig ud fra en retssal med hjælp fra sin bror Richard (Quentin Tarantino) - en totalt uligevægtig psykopat og sexforbryder. Deres plan er at slippe over grænsen mellem Texas og Mexico, hvor de skal møde en bekendt, der mod betaling kan skjule dem. Da de møder familien Fuller, som består af den frafaldne (han mistede sin tro, da hans hustru døde i en meningsløs trafikulykke) præst Jacob (Harvey Keitel) og hans to børn (Juliette Lewis og Ernest Liu), der drager rundt i en autocamper, har de fundet den perfekte måde at komme over grænsen på. Med en pistol rettet mod sine børn har Jacob Fuller ikke andet valg end at tage brødrene Gecko med.

Da de er kommet over grænsen, drager de til natklubben "The Titty Twister", hvor de skal møde brødrenes kontakt. Klubben er tilsyneladende et veritabelt Sodoma (Cheech Marin er en oplevelse som klubbens opråber, der faldbyder klubbens sortiment: "We got white pussy, brown pussy, yellow pussy, clean pussy, bloody pussy, ..."). Men så skifter filmen lige pludselig karakter: Det viser sig nemlig, at natklubben i virkeligheden er et skalkeskjul for en samling vampyrer!

Filmen skifter simpelthen fra at være en bloddryppende roadmovie i familie med "Natural Born Killers" til at være en endnu mere bloddryppende pastiche på en vampyrfilm, vel at mærke uden en aristokratisk Dracula - disse vampyrer er en samling blodtørstige lowlifes, anført af den meget letpåklædte Santanico Pandemonium (Salma Hayek fra "Desperado"). I et desperat forsøg på at overleve allierer Fuller-familien sig med Gecko-brødrene og et par seje børster, Sex Machine (Tom Savini) og Frost (Fred Williamson) - deres eneste håb er af holde vampyrerne fra livet indtil daggry, hvor vampyrer som bekendt må krybe i skjul.

Og så starter blodbadet ellers - det er længe siden jeg har set så mange kreative måder at nakke modstandere på, som de vores helte anvender (man skal lige vænne sig til, at Gecko-brødrene pludselig er nogen man skal holde med) - der anvendes bl.a. kondomer fyldt med vievand som kasteskyts. Hvordan det ender må man jo som anmelder ikke afsløre, men det er i virkeligheden heller ikke særlig væsentligt i denne film - det væsentlige er, hvor mange bad guys, der dør og hvordan - samt naturligvis den meget Tarantinoske dialog.

Filmen er flot filmet og klippet, makeup-effekterne er upåklagelige (totalt urealistiske, men hvordan i al verden skulle man også kunne lave en realistisk vampyr?), skuespillet er rigtig godt, især er George Clooney god som den iskolde Seth Gecko (han er indtil nu bedst kendt fra hospitals-serien "Skadestuen" på TV3, men bliver efter sigende den nye Batman), men både Quentin Tarantino, Harvey Keitel og Juliette Lewis er også rigtig gode. Det afsluttende spørgsmål er så, om det er en god film - tja, den er særdeles underholdende (hvis man, som mig, er til den slags), men det virker godt nok som om filmen knækker midt over i to dybt forskellige halvdele - begge halvdele er gode, men de er lidt svære at sætte sammen til en hel film. Jeg vil absolut anbefale at se filmen, men den bør nok ses i muntert og ikke nødvendigvis ædrueligt lag.