Pletter mig her og der
2.0
Efterfølgeren til live action-udgaven af den elskede Disney-tegnefilm "101 Dalmatiner" mangler originalitet og sjove scener
Som med så mange andre to'ere, kniber det også i "102 Dalmatinere" med at holde gejsten oppe. Trods en ganske overstadig, for ikke at sige mildt manisk, Glenn Close i rollen som den pelselskende Cruella de Vil, er der ikke kød nok på benet til igen-igen at lade rive sig med af lidt over hundrede søde dalmantinerhvalpe. Historien tager fat, hvor vi slap med sidste film. Altså har Cruella været en tur i spjældet og har efter terapi hos adfærdspsykologen Dr. Pavlov (ja, der tænkes med sikkerhed på ham, der engang undersøgte hundes "refleksive" adfærd) ændret holdning overfor hunde såvel som deres skin.
Mangel på gnist
Men selvom det på overfladen ser ud til, at Cruella har udviklet en decideret forkærlighed for de firbenede, så viser det sig selvfølgelig hurtigt, at et tilbagefald er tæt på, og så har vi igen ballade.
Cruella hyrer den kendte pelsdesigner Le Pelt (Gerard Depardieu), og så går jagten igen på de nuttede hvalpe. Det bliver bare aldrig rigtig morsomt, og man er jo efterhånden så vant til at se dresserede dyr på film, at hundenes kunster ikke kan imponere. Det er muligvis anset som et scoop fra filmholdets side, at den franske megastjerne Depardieu har sagt ja til at spille sammen med Glenn Close. Desværre er samspillet til at overse - kun et fåtal af scener viser dem sammen, og alle er uden gnist.
Tegnefilmen er bedst
102 Dalmantiner er ufarlig familieunderholdning, hvor det gode gamle forlæg i form af Disneys skønne tegnefilm bliver en hæmsko. Det, man skulle tro var den store attraktion, nemlig, at hundene er live, forhindrer mere end fremelsker humor, og den gamle tegnefilm er til enhver tid at foretrække.
Som med så mange andre to'ere, kniber det også i "102 Dalmatinere" med at holde gejsten oppe. Trods en ganske overstadig, for ikke at sige mildt manisk, Glenn Close i rollen som den pelselskende Cruella de Vil, er der ikke kød nok på benet til igen-igen at lade rive sig med af lidt over hundrede søde dalmantinerhvalpe. Historien tager fat, hvor vi slap med sidste film. Altså har Cruella været en tur i spjældet og har efter terapi hos adfærdspsykologen Dr. Pavlov (ja, der tænkes med sikkerhed på ham, der engang undersøgte hundes "refleksive" adfærd) ændret holdning overfor hunde såvel som deres skin.
Mangel på gnist
Men selvom det på overfladen ser ud til, at Cruella har udviklet en decideret forkærlighed for de firbenede, så viser det sig selvfølgelig hurtigt, at et tilbagefald er tæt på, og så har vi igen ballade.
Cruella hyrer den kendte pelsdesigner Le Pelt (Gerard Depardieu), og så går jagten igen på de nuttede hvalpe. Det bliver bare aldrig rigtig morsomt, og man er jo efterhånden så vant til at se dresserede dyr på film, at hundenes kunster ikke kan imponere. Det er muligvis anset som et scoop fra filmholdets side, at den franske megastjerne Depardieu har sagt ja til at spille sammen med Glenn Close. Desværre er samspillet til at overse - kun et fåtal af scener viser dem sammen, og alle er uden gnist.
Tegnefilmen er bedst
102 Dalmantiner er ufarlig familieunderholdning, hvor det gode gamle forlæg i form af Disneys skønne tegnefilm bliver en hæmsko. Det, man skulle tro var den store attraktion, nemlig, at hundene er live, forhindrer mere end fremelsker humor, og den gamle tegnefilm er til enhver tid at foretrække.
19/11-2018
