Smagen af en Cannes-vinder
3.0
"Smagen af kirsebær" af den iranske instruktør Abbas Kiarostami løb af med De Gyldne Palmer ved Filmfestivalen i Cannes i 1997. Det var derfor med meget høje forventninger, at denne anmelder satte sig ind i biografens kølige mørke for at se filmen, som over det meste af verden er blevet proklameret til at være et sandt mesterværk
En alternativ roadmovie om selvmord
Handlingen udspiller sig på en køretur i udkanten af Teheran, hvor vi følger Mr. Badii, en midaldrende mand, som har besluttet sig for at tage sit eget liv. Han søger nu efter et menneske, som mod betaling vil begrave ham, hvis hans plan om at tage sovepiller skulle lykkes. Længe kører han rundt på udkig efter en mulig medhjælper, og den første, han støder på, er en ung kurdisk soldat, som egenlig bare er på udkig efter et lift tilbage til barakkerne, men Badii overtaler ham til at tage med på en lille køretur, hvor han vil tilbyde ham et godt betalt job. Trods usikkerhed om, hvad der skal ske, følger soldaten med. Da han finder ud af, hvad jobbet består af, bliver han bange og flygter.
Badii fortsætter sin søgen i de støvede industrielle omgivelser og støder på en ung afghansk teologistuderende. Han forklarer sin plan og beder ham om at hjælpe. Studenten afslår med Koranens ord om, at det er syndigt at tage sit eget liv, og han prøver i stedet på at overbevise Badii om at opgive sin plan. Men Badii er fast besluttet og beder studenten om at gå og begiver sig igen afsted for at finde en anden, der vil udføre jobbet. Hjælpen finder han i den gamle mand Mr. Bagheri, som han møder midt i det øde landskab. Bagheri fortæller, hvordan han selv var klar til at begå selvmord, men at en simpel tilfældighed fik ham til at ændre syn på livet og gav ham lysten til at leve tilbage.
Små overraskelser
Slutningen kommer som noget af en overraskelse, især hvis man ikke er bekendt med Kiarostamis tidligere film. Han ønsker at inddrage publikum i sine film, tvinge os til at tage stilling til en situation eller et spørgsmål af eksempelvis moralsk karakter og derved lade publikum selv udfylde "det tomme kanvas". Dette sker også i "Smagen af kirsebær", hvor publikum bliver udsat for lidt af en prøvelse. De sidste minutter af filmen er optaget på video (hvilket man tydeligt ser på kvaliteten) og er en slags "bag om kameraet" til tonerne af Louis Armstrongs instrumentalversion af St. James Infirmary, som giver det hele en begravelsesagtig stemning.
Et mesterværk?
Det er en film i et meget lavt tempo, og den kommer derfor til at virke næsten uendelig lang, da dialogen ikke giver meget ekstra krydderi til oplevelsen. De høje forventninger om et mesterværk bliver derfor desværre ikke indfriet. Det blev lidt af en skuffelse og følelsen af, at man må være gået glip af et eller andet, som man ikke helt kan sætte fingeren på, sidder tilbage. Det skal dog siges, at der er mange flotte metaforiske billeder og enkelte sjove og eftertænksomme replikker, som bliver i luften. Undertegnede kunne ihvertfald ikke forlade salen uden at have Bagheris "Vil du virkelig opgive smagen af kirsebær?" hængende i ørene
En alternativ roadmovie om selvmord
Handlingen udspiller sig på en køretur i udkanten af Teheran, hvor vi følger Mr. Badii, en midaldrende mand, som har besluttet sig for at tage sit eget liv. Han søger nu efter et menneske, som mod betaling vil begrave ham, hvis hans plan om at tage sovepiller skulle lykkes. Længe kører han rundt på udkig efter en mulig medhjælper, og den første, han støder på, er en ung kurdisk soldat, som egenlig bare er på udkig efter et lift tilbage til barakkerne, men Badii overtaler ham til at tage med på en lille køretur, hvor han vil tilbyde ham et godt betalt job. Trods usikkerhed om, hvad der skal ske, følger soldaten med. Da han finder ud af, hvad jobbet består af, bliver han bange og flygter.
Badii fortsætter sin søgen i de støvede industrielle omgivelser og støder på en ung afghansk teologistuderende. Han forklarer sin plan og beder ham om at hjælpe. Studenten afslår med Koranens ord om, at det er syndigt at tage sit eget liv, og han prøver i stedet på at overbevise Badii om at opgive sin plan. Men Badii er fast besluttet og beder studenten om at gå og begiver sig igen afsted for at finde en anden, der vil udføre jobbet. Hjælpen finder han i den gamle mand Mr. Bagheri, som han møder midt i det øde landskab. Bagheri fortæller, hvordan han selv var klar til at begå selvmord, men at en simpel tilfældighed fik ham til at ændre syn på livet og gav ham lysten til at leve tilbage.
Små overraskelser
Slutningen kommer som noget af en overraskelse, især hvis man ikke er bekendt med Kiarostamis tidligere film. Han ønsker at inddrage publikum i sine film, tvinge os til at tage stilling til en situation eller et spørgsmål af eksempelvis moralsk karakter og derved lade publikum selv udfylde "det tomme kanvas". Dette sker også i "Smagen af kirsebær", hvor publikum bliver udsat for lidt af en prøvelse. De sidste minutter af filmen er optaget på video (hvilket man tydeligt ser på kvaliteten) og er en slags "bag om kameraet" til tonerne af Louis Armstrongs instrumentalversion af St. James Infirmary, som giver det hele en begravelsesagtig stemning.
Et mesterværk?
Det er en film i et meget lavt tempo, og den kommer derfor til at virke næsten uendelig lang, da dialogen ikke giver meget ekstra krydderi til oplevelsen. De høje forventninger om et mesterværk bliver derfor desværre ikke indfriet. Det blev lidt af en skuffelse og følelsen af, at man må være gået glip af et eller andet, som man ikke helt kan sætte fingeren på, sidder tilbage. Det skal dog siges, at der er mange flotte metaforiske billeder og enkelte sjove og eftertænksomme replikker, som bliver i luften. Undertegnede kunne ihvertfald ikke forlade salen uden at have Bagheris "Vil du virkelig opgive smagen af kirsebær?" hængende i ørene
19/11-2018
